Når alt håb er ude, og jeg selv er skyld i min ulykke

9. september 2012 , 14. søndag e. trinitatis i Gratiakirken og Martinskirken. LGJ.
Skriftlæsninger: Salme 39,5-14; 2 Timoteusbrev 2,8-13. Johannes 5,1-15.
Salmer: 51v1-2; 444v1-2; Sl 40v2-4: 46; 490; 522 (Gl.DDS)

Johannes 5,1-15

Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: "Vil du være rask?" Den syge svarede: "Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig." Jesus sagde til ham: "Rejs dig, tag din båre og gå!" Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: "Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre." Han svarede dem: "Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå." De spurgte ham: "Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?" Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: "Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre." Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.

1) Den hjemløse og den lamme

”Hus forbi” er avisen, som er de hjemløses stemme i det danske medie­billede, en gadeavis for at skabe debat om hjemløse og andre skæve eksistenser. Melder du hus forbi, når du ser en mand med ”Hus forbi”-avisen? ”Hus forbi.” Ikke mit ansvar. Forbigår mennesket. For det er nok bedst ikke at standse op, ellers er man jo nødt til at give ham 20 kr. og tage imod avisen. Og hvad skal jeg dog bruge den til? … Men måske skulle vi alligevel standse op – i det mindste af og til. For disse avis-sælgere er aldrig påtrængende. Og aldrig fulde, men ædru. (Det hører med til aftalen, hvis de skal sælge bladet (Kilde: www.husforbi.dk og min erfaring).

Manden ved Bethesdas dam var heller ikke fuld. Jo, fuld af elen­dighed. Men ikke beruset af den. Det kan man jo ikke være. Man kan derimod være beruset af penge, oplevelser og af sig selv. Man kan være afhængig af ære og nydelse. Og hvis man er fuld på den måde, køber man næppe ”Hus Forbi”, men melder ”hus forbi”, når man ser andre i nød.

Det var nok også derfor, manden ved dammen ikke havde nogen til at hjælpe sig ned, når vandet kom i bevægelse. For hvis man indlader sig med en syg og vanfør, risikerer man at hænge på ham, indtil han bliver rask. (Og i dette tilfælde var det 38 år.) Og da mister man sin frihed. .. Ja, men frihed til hvad? Frihed til at nyde dig selv, frihed til ikke at vise kærlighed! Men hvad er det for en frihed?

2) Skyld i sin egen elendighed?

Men hør lige! Er nogle af de hjemløse mennesker ikke selv skyld i deres ulykke? Evangelisten Johannes fortæller jo også, at den lamme mand i vores tekst heller ikke var helt uden skyld i sin ulykke: Jesus siger jo: ”Synd ikke mere, for at ikke noget værre skal ramme dig”. Jesus antyder måske her, at mandens 38 år i lidelse havde at gøre med noget, han havde gjort, da han var ung. Gør det ikke igen. For det næste bliver værre.

Men Jesus undlod jo ikke at hjælpe af den grund. For Jesus er der så meget mere grund til at hjælpe, når mennesket selv er skyld i sin elendighed. For da er der brug for dobbelt hjælp: 1) For tilgivelse og 2) for hjælp til at komme på benene og få et nyt liv. Jesus hjalp ham. Først hjalp han ham på benene ved at helbrede ham. Og senere talte han til ham om hans synd.

Og da er det, at Jesus advarer ham mod det, der er værre end at ligge lam i 38 år. Men hvad er værre end at blive ramt af en lidelse, så man er sengeliggende i årevis med liggesår, svage muskler og i ensomhed? - Det er værre, hvis vi rammes af Guds dom, fordi vi livet igennem meldte ”hus forbi”, når der bliver kaldt på os. Tænk på evangeliet om præsten, levitten og samaritaneren. Præsten og levitten gik lige forbi den sårede mand. Og de pådrog sig skyld! - Lidelse her i livet er frygteligt. Men evig straf er værre. … Når vi indser det, breder elendigheden sig til os. Vi har brug for tilgivelse og må råbe: Hvad har jeg så at vente på, Herre? Mit håb står til dig! Fri mig for alle mine overtrædelser! (Salme 39). Det, som er værre end 38 års lidelse, vil ramme os, hvis vi ikke bliver hjulpet af Jesus. Men Jesus kommer os til undsætning. Det handler evangeliet om.

3) Jesus hjælper i håbløsheden

Jesus gik hen til manden og spurgte: ”Vil du være rask?” Måske et mærkværdigt spørgsmål. Selvfølgelig ville han være rask. På den anden side kan viljen blive bøjet, når håbet visner og går ud. Da kan det være, at man bare vil være alene og helst bare vil dø, hvis man ellers kunne få lov. Lidt ligesom i David siger i Salme 39: Fjern lidelsen fra mig, for jeg går til under vægten af din hånd. Når du straffer en mand for hans synd, knuser du det, han sætter pris på, som et møl. Hvert menneske er kun som et vindpust. Sela.

Men redder vi så skindet og går fri, hvis vi begynder at gøre vel mod syge og lidende mennesker? Næppe. For vi kan ikke sone for vore synder. Det er heller ikke derfor, vi skal hjælpe. Men vi skal hjælpe, fordi vi skal hjælpe. Vi skal elske vor næste, fordi vi skal elske vor næste. Og vor næste skal elske os, fordi vor næste skal elske os. Det er et krav, der ligger til os alle. Det er et kald. Det hører menneskelivet til. Og det er her, vi har fejlet – og fejler hele livet igennem. Vi har nok gjort en del godt og udretter en noget godt hver dag. Men endnu mere har vi gjort forkert og forsømt. Derfor må vi sige med ordene i Salme 39: En mand vandrer som et skyggebillede, han samler rigdom til ingen nytte, han ved ikke, hvem der skal høste den. Hvad har jeg så at vente på, Herre? Mit håb står til dig! Fri mig for alle mine overtrædelser,

Jesus er Frelseren: ”Se Guds lam, som bærer verdens synd!” Han bragte sonofferet for folket. Han døde som ”Den Gode Hyrde, der sætter sit liv til for fårene.” Og her i evangeliet siger Jesus: ”Tag din båre og gå hjem!” Og den lamme blev rask lige på stedet. Det tegn viste, at Jesus var Kristus, Messias. En mand blev befriet for lidelse og fik kaldet til ikke at gå tilbage til synden, som Kristus havde befriet ham fra.

4) Reaktionen, når Gud griber ind og hjælper andre

Nu kunne vi så forvente, at de jøder, som så manden rask, glædede sig med ham. Men nej. De, som mødte ham, så at han bar på sin båre. Og det var sabbat. Men deres reaktion er ufattelig. De angreb ham. På Guds vegne forsvarede de lovens bud, sådan som de mente, at loven om sabbatsbudet skulle opfyldes: ”Du har ikke lov at bære din seng!” – Hvorfor undres de ikke i stedet over at han er blevet helbredt? Det er trist, når pligter og regler tager udsigten for mennesket, så vi ikke ser og elendigheden og kaldet til at hjælpe, og så vi heller ikke har øje for ham, som vil hjælpe ethvert elendigt menneske!

Men manden fortalte, at ham, der havde gjort ham rask, havde sagt, at han skulle tage sin båre med sig. Derfor bar han den. Og den fortalte tre ting: 1) At han havde været lam. 2) Og at han ikke mere var det. Og 3) at Kristus er i byen. Kristus er hos os. Han blev menneske og trådte ind i elendigheden. Han var festens centrum. Og festens højdepunkt ved den senere påskefest var, at Jesus blev ophøjet på korset som vores frelser.

Jesus ikke prædiker socialhjælp i dag. Evangelisten skriver jo, hvorfor vi skal høre om disse tegn: … for at vi skal tro, at Jesus er Kristus, og for at vi – når vi tror – skal have livet i hans navn (Joh 20,30-31); for at vi skal have liv og have overflod (Joh 10,10). Evangeliet kommer til os med frelse fra fra dommen over vore synder og det evige liv. Jesus frelser os, som er skyld i vor egen ulykke.

5) Det evige liv- viser sin magt og kraft i dag.

Og hvad skal så bruge frelsen og det evige liv til i eftermiddag? Hvad skal vi bruge det til i morgen? Hvis vi har førlighed, skal vi buge det til at hjælpe en, der ikke har førlighed. - Men vi kan jo ikke hjælpe alle? Nej, men det betyder jo ikke, at vi ikke skal gå forbi alle. At vi ikke kan hjælpe alle, peger jo snarere på, at vi så må begrænse os og nøjes med at hjælpe sytten eller syv eller måske bare to eller en. Eller hjælpe nogen, så de kan hjælpe andre på vore vegne. Men helt sikkert er det, at vi skal hjælpe med det, vi har fået givet!

Vi har jo også selv brug for hjælp, hjælp i vores lille familie, hjælp i vores lille menighed, hjælp i vores lille lokalsamfund, hjælp i vores lille by og lille land. Vi er dybest set alle hjemløse. Sådan som vi beder i søndagens Salme 39: Mine dage måler du ud i håndsbredder, for dig er min livstid som intet. Hvert men­neske er kun som et vindpust. Sela. En mand vandrer som et skyggebillede. Hvad har jeg så at vente på, Herre? Mit håb står til dig! Fri mig for alle mine overtrædelser.

Derfor kom Jesus Kristus, for at hjælpe en lam ved Bethesdas Dam og for at hjælpe os, så vi ikke skal bære synden og skylden ind i døden og gå fortabt. Han tager den fra os og bærer den for os, når han dør for os. Og nu er han opstået og er vor frelser! Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 10.09.2012