Tilbage til prædiken-oversigtHan svarer på vores Frygt med Fred

1. søndag e. påske, 7. april. 2013 i Martinskirken og Gratiakirken (LGJ)
Salmer: 388, 561v1-3, 199, 650v4-7.

Johannes 20,19-31
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: "Fred være med jer!" Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: "Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt." Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: "Vi har set Herren." Men Thomas sagde til dem: "Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke." Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: "Fred være med jer!" Derpå sagde han til Thomas: "Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende." Thomas svarede: "Min Herre og min Gud!" Jesus sagde til ham: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror."
Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

De holdt sig inde bag lukkede døre af frygt! Det minder os om den første påske i Egypten. Det var aftenen før Gud ville befri sit folk. Farao holdt sine slaver fast. Men Gud ramte ham med 10 plager. Den sidste var dødsenglen, som gik gennem landet. Den nat sad de inde bag lukkede døre. Men i de huse, hvor man havde slagtet påskelammet og strøget blodet på dørstolpe og overlægger, kom døden ikke ind. Den passerede. Den gik forbi. Det var den første påske i Egypten 1400 år tidligere. - Sådan sad Jesu disciple nu bag lukkede døre. De var bange, bange for jøderne, bange for deres eget folk, bange for at blive fanget og måske anklaget og dødsdømt, ligesom deres Mester Jesus var blevet det. Men da kom den korsfæstede. Han var opstået. Og de fik livet tilbage.

Evangeliet fortæller, hvad betyder det for os i dag, og hvordan vi får troen, at Jesus er Kristus, Guds søn, og vores frelser.

I. Hvad betyder det for os i dag?

1. Det betyder, at Jesus Kristus vil komme til os, når vi sidder i frygten og angsten og døden. Du bliver skånet, du overlever, og du har håb og fremtid. For Jesus Kristus kan gå gennem lukkede døre. Han lader sig ikke holde ude af vor frygt. Tværtimod. Vores frygt tiltrækker ham. Han kommer netop fordi vi har frygt. Derfor blev det jul. Han blev menneske! Husk hvad hyrderne fik at vide: ”Frygt ikke!” Og her til påske kommer han og siger: ”FRED være med jer!”

2. FRED er et stort ord. Det handler om alt, hvad du behøver for at leve: Derfor siger man nogle gange: FRED og ALT GODT! Freden giver os alt godt. Først fællesskab! Fællesskab med ham, som skabte dig. Gud. Nærhed. Du er omsluttet, omfavnet og beskyttet af Skaberen. Han er ikke en fjern Gud, men din Far. Dernæst opofrende kærlighed: Jesus viste dem sine hænder og sin side: Hvorfor så han så rædselsfuld ud? Fordi han havde hængt på et kors. Derfor. Opofrende kærlighed. Døden gik ikke forbi ham, men ramte ham. Og derfor går døden forbi enhver, som tror på Jesus. Det er hvad FRED også betyder. - Derfor står det på mange kristne gravsten. Fred. Det betyder ikke, at ingen forstyrrer. Det betyder, at det menneske har fået ALT GODT fra Gud. At det har fået evigt liv. Det betyder dermed, at vi bliver forstyrret i vores frygt og angst og nederlag. Han opsøger os og bryder ind. Forstyrret på den gode måde.

3. Fred i deres nederlag – og i vores nederlag! Lad os et øjeblik overveje disciplenes nederlag: Peter var en af dem. Han havde benægtet, at han kendte Jesus – for at redde sit skind. Og de andres havde svigtet og været overmodige. Det er vel det værste, nogen kan gøre mod os: svigte os. Og det er det værste, vi kan gøre mod vore kære: svigte dem. Svigt er frygteligt, fordi det gør ensom. Frygteligt ensom. Og efter svigtet kommer skylden. Og dermed krise og død hos den, der svigtede. Og dem, der blev svigtet er også i stor nød.

4. Men nu fortæller Gud os i evangeliet, at der efter svigt og skyld kommer Fred. Fred med fællesskab. Fred med opofrende kærlighed. Den fred findes kun ét sted i tilværelsen: Hos frelseren, Jesus Kristus. Og Jesus forklarer disciplene om freden, når han siger: "Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer." Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt." - Tilgivelsen er hovedsagen, fordi hovedproblemet er svigt og frygt – og skyld og dom. Derfor er løsningen tilgivelse med fællesskab og opofrende kærlighed.

5. Jesus forklarer, at dette budskab har to sider:Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt."
* For dem, som er fanget i skyld og nederlag, og erkender det, for dem er der tilgivelse. Når en apostel i tiden efter sagde: ”Din synd og skyld er tilgivet og forladt.” Så var den forladt hos Gud! Virkelig! Derfor har vi plads ikke kun kirkebænke, men også et sted, hvor vi kan falde på knæ. Falde på knæ og bekender frygt og svigt og nederlag og skyld. Og få tilgivelse. Og når bekender din skyld, og præsten på Guds vegne siger: Alle dine synder er dig tilgivet!, så er alle dine synder tilgivet. Og baggrunden er Jesus, som blev korsfæstet for vore synder. Derfor har syndsbekendelse og tilgivelse førstepladsen i en kristen kirke – og den skal have det i vores liv til hverdag. Ja, førstepladsen.
* Den anden side er, at de, som vil være fri for frelse, fordi de mener, at de kan og skal klare det hele selv, at deres synder ikke tilgivet. Det skal de have at vide. Det skal vi have at vide, hvis vi vil leve imod Guds gode vilje og bryde hans bud. Da har vi ikke tilgivelse. Nej. Da bryder vi fællesskabet med ham og træder på hans opofrende kærlighed.

II. Hvordan får tro på, at Jesus lever og er vores frelser?

6. Thomas krævede at føle og mærke. Ellers ville han ikke tro. Og Jesus imødekom ham. Jesus kom viste sig særligt for ham og lod ham føle og mærke. Det gjorde han faktisk gennem 40 dage fra hans opstandelse til hans himmelfast. Men siden har han valgt en anden måde! Han antyder det ordene til Thomas: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror." Thomas blev apostel – og vidste nu, at det ville blive sådan frem over. Ifølge traditionen kom han helt til Indien med evangeliet! Og apostelen Johannes bakker op og siger et sådan: Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Sådan får vi troen: ved at læse og høre det, som er skrevet om Jesus Kristus. Ved at høre om det. Der skal ikke andet til. Det er nok. Stærkt nok.

7. Alligevel er der mange, som mener, at der skal noget andet til, hvis man skal tro på Gud og tro på Jesus Kristus. De holder fast ved Thomas-kravet. Også mange, som kalder sig kristne. Der må ske nogle håndgribelige undere og mirakler. Vi behøver særlige oplevelser! Altså mere end det, vi har indbudt til sådan en almindelig søndag her i kirken. Det er derfor kristne grupper forsøger at få stemningen op og håber, at der sker noget særligt – ved Helligånden, noget, som gør indtryk. Det burde vi måske også prøve? Men det siger apostelen jo ikke noget om i denne påsketekst. Han siger, at det her er skrevet for at vi skal tro at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at vi, når vi tror, skal have livet i hans navn. Så må det være nok – eller hvad? Står der måske nogle steder, at der skal mere til?

8. Ja, det gør der faktisk. Det står flere steder: Dem, som så Jesus blive korsfæstet, sagde: ”Stig ned af korset, så vil vi tro!” (Markus 15). De mente, der skulle noget andet og mere til. Men Jesus steg ikke ned. Og hør også et eksempel i Matthæus: Da svarede nogle af de skriftkloge og Farisæerne ham og sagde: "Mester! vi ønske at se et Tegn at dig." Men han svarede og sagde til dem: "En ond og utro Slægt forlanger Tegn, men der skal intet Tegn gives den uden Profeten Jonas's Tegn” (Matt 12,38-39). Og Paulus: Så kommer troen af det, som høres, og det, som høres kommer i kraft af Kristi ord.

9. Men gør Gud da ikke undere? Jo. Tusindvis. Alle hans gode gaver, helbred, venner, Fred og alt godt. Men der er kun ét under, som giver mig troen: Underet, at Gud træder ind i min skyld og mit nederlag og min frygt og siger ”Fred være med dig!” ”Din synd er tilgivet!” Når du hører det – og tror, hvad du hører, da er du kristen. Det er den sande kristne tro. Og da er din Herre hos dig med fællesskab og opofrende kærlighed ikke bare i aften, men også i morgen – og alle dage.

10. "Salige er de, som ikke ser, men tror alligevel!" – Den er god nok! Ordet er Guds ord. Derfor er det stærkt nok. Derfor: Lad os læse Guds ord – og blive ved med at høre det. Det giver os troen på Jesus Kristus og liv i hans navn. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 07.04.2013