Forside www.vivit.dk
Oversigt - Søgemaskine

Ikke huskeseddel, men forbøn!

6. søndag e. påske, 13. maj 2018 i Aarhus, LGJ

Johannesevangeliet 17,20-26
"Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være et, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed , du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være et, ligesom vi er et, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive et, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.
Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem."

 

Nåde og Fred være med jer! Amen.

I søndags, 5. søndag efter påske, hørte vi første del af Jesu bøn i Johannes 17,1-11. Jesus bad for sine disciple. Det gjorde han, efter at han havde talt til dem. Og det gjorde dem glade og trøstede dem. Han bad jo: "Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. ... Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, for at de kan være et ligesom vi er et." Derfor vidste de, at han ville sørge dem. Og på samme måde vil han sørge for alle kristne, som siden ved apostlenes ord er komme til tro på Jesus. Derfor skal vi ikke bekymre os, som om det nu var op til os, at Ordet virker i vore hjerter. Det sørger Gud Fader for. - På den måde lægger Jesus det hele i sin Faders hænder. Apostlen Johannes har nedskrevet bønnen til os, så vi også kan lytte med og få samme tryghed. Det handlede evangeliet om i søndags.

Nu er det 6. søndag efter påske , og har hørt anden del af bønnen i Johannes 17,20-26. Her beder Jesus videre for mennesker, som endnu ikke er disciple, men som kommer til tro ved apostlenes ord: "Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være et, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig."

Jeg har selv så hårdt brug for at høre igen og igen, at Jesu bøn for os ikke er min huskeseddel og ikke indeholder alt det, jeg skal udføre og gøre. Jesu bøn til sin far er forbøn. Den fortæller os ikke, hvad vi skal udrette, men hvad Han vil gøre for os og for sin kirke. Derfor, kære præst, som prædiker her i kirken: Vil du ikke nok stole på, at det hele ligger i Guds hænder?! Og kære menighed. Stol på det! Vær ikke bekymret! I og jeres præster er jo de disciple, som Jesus beder for.

 

1. Gud sørger for, at flere kommer til tro ved apostlenes ord!

Det første vi hører, er at andre også kommer til tro. Sådan vil det gå. Andre vil tro, ligesom disciplene kom til tro. Det er jo ikke nogen selvfølge. Når vi gerne vil missionere og ønsker, at flere bliver kristne og får Guds tilgivelse og bliver salige, da er det jo meget opmuntrende at høre, at Jesus taler med sin far om dem, som kommer til tro ved apostlenes ord. Det giver os håb. Og da må vi ikke straks vende det imod os selv, som om det var en opfordring til os. Det er det ikke. Det er en konstatering. Jesus beder for dem, som kommer til tro. Det er der nogen, der gør. Og det gør de, fordi Jesus beder for dem.

Engang da Paulus var i Korinth, sagde Herren til ham i et syn: "Frygt ikke! Men tal, og ti ikke, for jeg er med dig , og ingen skal lægge hånd på dig og gøre dig fortræd; for jeg har et talstærkt folk i denne by." Så boede Paulus der i halvandet år og underviste om Guds ord iblandt dem (ApG 18,9-10). Det skulle Paulus hvile i, når han sled med forkyndelse og undervisning i Korinth. Gud ville give troen til mennesker. Og der er samme trøst og hjælp til os i evangelierne, hvor Jesus siger: "Frygt ikke, du lille hjord!" dvs. " Frygt ikke lille menighed." og "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Døb ... og Lær dem at holde alt det, jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!” Her binder Jesus Missionen uløseligt sammen med det, han lærte apostlene. Og netop det, nævner han i bønnen: At andre kommer til tro på Jesus "ved deres (apostlenes) ord!" Apostlenes ord var netop de ord, Jesus havde lært dem og givet dem, og som han ved Helligånden ville minde dem om efter Jesu himmelfart, så de kunne undervise, forkynde og give det videre til menighederne. Det er også derfor, vi også fik Nye Testamente med evangelierne og apostlenes breve. Her har vi apostlenes ord, som Jesus bruger, når flere får troen.

Apostlene kom til tro ved Jesu direkte ord. Det var direkte åbenbaring. Jesus var jo sammen med dem i 3 år. De så ham, rørte ved ham, spiste med ham og blev hans disciple ved direkte kontakt. Alle kristne siden er kommet til tro ved Jesu ord gennem apostlene. De fik det overleveret, og Jesus valgte at give det videre gennem dem til andre , så det til sidst nåede os. Han beder jo: "Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig." Derfor hører vi også, at de første kristne "holdt fast ved apostlene s lære" (ApG 2,42). Og Jesus sagde i missionsbefalingen: " Lær dem at holde alt det, som jeg har befalet jer!" (Matt 28,19). Og Paulus siger i Efeserbrevet , at Kristi menighed er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus som hovedhjørnestenen (Ef 2,20).

Jesu bøn giver os tro på og tillid til, at Gud vil gøre det. Bønnen knytter os til apostlenes ord, Skrifterne i Nye Testamente. Åh, hvor vi dog har grund til at læse, lytte grave og bede om, at apostlenes ord må lyde her hos os og gennem os til andre. Bed for dem, som underviser børnene: for Mads, Eva, Annie, Cecilie og Mille. Og bed for kommende medarbejdere. Og for dem, som leder bibelkredse. Bed for jeres to præster. Og bed Gud om at give jer trofaste præster frem over, præster, som tror på profeternes og apostlenes ord, og som vil forkynde det for jer.

 

2. Gud sørger for fællesskab mellem gamle og nye kristne!

Det andet er, at Jesus beder sin far om, at kristne, som kommer til tro, må være ét. ”… at de alle må være et, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” Her nævner Jesus frugten af den tro, som vi f å r ved apostlenes ord. Og han beder sin far om at lade denne frugt vokse frem. - Og igen er det nødvendigt at understrege, at Jesu bøn ikke er en huskeseddel til os om, hvad vi skal udrette som menighed. Det er noget, Jesus beder sin far om at gøre ved apostlenes ord. Det giver hvile og gør frimodig.

For vi kender til et stort problem og nød: Nemlig at kristne ikke holder sammen. Og her tænker jeg ikke på problemet med forskellige opsplittede kirkesamfund, men på vores egen menighed. Jesus taler jo forholdet mellem dem, som allerede er kristne, og dem, som bliver kristne ved apostlenes ord. Han beder om, at de må være ét med hinanden og rigtigt høre sammen. O g sammenligningen er enheden mellem Faderen og Sønnen. Sådan.

Derfor er det en stor nød, når vi her i menigheden ikke søger hinanden, men vil være kristne på egen hånd. Da bliver vores tro privat og speciel, og måske interessant for os selv. Men det er en stor fare, når en arm lever uden et legeme, og når et øje vil være øje bare for sig selv, og når en fod vil gå uden at tjene legemet. Jesus beder for os. Og det er så let at høre det som en opfordring til os. Men det er det ikke. Det er en forbøn til hans Fader. Han vil gøre det. Det vil han virkelig. Han vil binde mig og dig sammen i troens fællesskab , så vi mødes , taler åbent sammen , beder sammen , lytter sammen, bekender vore synder sammen og sammen tror på det, Jesus har gjort for os og for alle.

Jesus beder sådan for os, ''for at verden skal tro, at du har udsendt mig". Det sammenhold, vi har i hans menighed, er for Jesus afgørende for, om vi som hans menighed også er troværdig ved, at vi er kristne, der lever i kærlighedens fællesskab med hinanden. Det tager Jesu ind i sine hænder og bøn. Det beder han om. Og det vil hans Far sørge for.

Det påvirker os, at vi får lov at lytte. Vi får tillid til, at Gud vil gøre det for os og med os. Og vi begynder også selv at bede og ønske: ”Herre, foren os i troens bånd! Giv os din kærlighed! Og giv os kærlighed til hinanden og andre.” Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 23.05.2018. post@vivit.dk