Fællesskab mellem kristne - Jesus beder for os

6. søndag efter påske, 1. juni 2014 i Martinskirken, LGJ
Salmer: 238v1-6, Sl 23, Rom 14,7-8, 286, 246, 430, 238v7-10, 198v8.

Johannes 17,20-26
Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem."

En lille forbemærkning

Dette herlige evangelium er i nyere tid blevet brugt til at forene kirker af alle slags ved at lave enhedsdokumenter, hvor man mere og mere så bort fra apostlenes ord. For bibelkritik krøb ind i kirkerne og særligt hos ledende teologer. De hævdede og hævder fortsat, at fx reformationen på Luthers tid blot er historie, og at menigheder og kirkesamfund bør forenes, selv om man er uenige om Kristus’ og apostlenes ord om jomfrufødsel, Jesu offer for verdens synder og om hans genkomst, om dåben frelser, og om Jesus virkeligt er hos os i nadveren. Men kristen enhed i sagens natur er enhed mellem dem, som ved apostlenes ord kommer til tro på Jesus, og ikke mellem dem, som kritiserer og forkaster dette ord og stadig kalder sig kristne. Derfor kan alle grænser mellem kirkesamfund desværre ikke fjernes. Og det er da heller ikke sådan en organisatorisk enhed Jesus beder om i dag. Derfor skal vores fokus i denne prædiken ikke være den falske enhed, selv om det kan være nødvendigt at nævne dette. Fokus skal være de herlige ord Jesus har sagt, og hvad de konkret betyder for os.

Det første er, at vi som mennesker har svært ved at få fællesskab.

Når man flytter til en anden by, kan det være vanskeligt at blive integreret og accepteret det nye sted. Mange regnes stadig som tilflyttere og fremmede selv efter mange år. Det gælder særligt på øer og i små provinsbyer og landsbyer. Tilflytteren taler jo lidt anderledes og har andre vaner. Og det står ikke til at ændre, fordi vi mennesker er, som vi er. Sådan kan det også være i en kristen menighed. Nye medlemmer gør det ikke helt på samme måde som de gamle. De gør nogle ting anderledes, har en anden livsrytme og sangrytme. Måske er de udlændinge. De har andre måder at holde andagt på. Derfor kan det være svært at blive integreret og blive rigtigt taget ind i menigheden og føle sig hjemme. Og det kan være meget vanskeligt for os at gøre noget ved.

Jesus gør noget ved det. Han beder til sin far. Han bad ofte, og han bad meget. Og nogle gange lyttede de med. Det gjorde de denne sidste skærtorsdag aften, her hvor han gav dem sit testamente, nadveren. De mærkede hans omsorg for dem. Han bad for dem. Og derefter bad han for andre kristne, nemlig dem, som senere ville komme til troen ved deres ord. Samme omsorg, samme kærlighed, samme frelse, sammen i evighed, og sammen i én og samme kirke på jorden. Der er nemlig kun én kristen kirke, som udgøres af alle, som ved apostlenes ord tror på Jesus Kristus. Men vi mennesker laver flere af slagsen. Vi kan ikke enes. Vi kan ikke forstå hinanden. Vi anklager andre for så meget forskelligt. Vi er ikke rede til samtale og samvær. Vi står på afstand. Af frygt. Men det diskuterer Jesus ikke med sine disciple om. Det ville nemlig ikke hjælpe. For diskussion bliver mange gange til et fæstnings-arbejde, hvor begge parter bygger palisaderne højere og højere. Stillingerne forsvares, og der forberedes angreb. Det bliver mere og mere avanceret, jo længere tid man diskuterer. Det kender vi fra ægteskabet, fra folketinget og fra kirkelivet. Men Jesus gør noget helt andet: Han beder, han beder til sin far.

Det andet er, hvordan Jesus beskriver os i sin bøn.

Bønnen lyder sådan: [Jeg beder] også for dem, som ved deres ord tror på mig. Den måde, han beskriver de andre kristne på, er betryggende. De er kommet til tro på Jesus ved apostlenes ord. - Alle kristnes tro bliver til ved apostlenes ord. Der er nemlig kun én tro på Jesus Kristus, nemlig den tro, som tror, at han er den, han er, at han er den person, som apostlene mødte, at han er den person, som apostlene fortalte og forkyndte om, at han er profeternes Messias og apostlenes Kristus. Ved dette ord kommer alle mennesker til tro. Der er ingen anden frelsende tro end denne. For der er kun Ham og ingen anden. Det er ham, vi tror på. Vi kender ham kun gennem Den hellige Skrifts ord. Og tror vi ikke på apostlenes ord, er vi ikke kristne. Der er ikke nogen kristenhed udenfor den apostolske kirke. Derfor bekender siger vi også i den nikænske trosbekendelse: Vi tror på én hellig og apostolsk kirke! Det betyder ikke, at vi behøver at vide alt, hvad apostlene har sagt og lært, før vi kan være en kristne. Men det betyder, at det, vi ved om Jesus, skal stamme fra apostlene – altså være bibelsk. Apostelen Paulus giver os et fint eksempel i 1 Korintherbrev 15: Jeg overleverede jer nemlig som noget af det første: at Kristus døde for synder efter skrifterne, at han blev begravet og opstod. Som en af vore kørstolsbrugere fra handicap-bofællesskabet ved siden af Gratiakirken sagde ved en bibeltime. ”Jesus blev hængt på korset. Og han døde. Og de begravede ham. Og han opstod igen fra graven.” Så var det sagt. Hovedsagen. Den mand er vor kristne bror.

Det tredje er, at Jesus beder om fællesskab mellem kristne.

Han beder sådan: at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. - Vi bestemmer ikke selv, hvem vi vil være sammen med, når vi er kristne. Det bestemmer Jesus Kristus. Eller rettere: det "giver" Jesus. For fællesskab er ikke en ”ordre”, men en gave. Kristent fællesskab er noget, vi får givet. At være kristen er jo først og fremmest at høre sammen med Gud, at stole på ham, fordi vi kender ham gennem hans søn Jesus. Fællesskab med Jesus. At være kristen er dernæst, at Gud, vor Fader, fører os sammen i den ene samme tro ved Apostlenes Ord og gør os til en menighed. Det gør Faderen, fordi Jesus beder ham derom. Det er faktisk derfor, du søger ind i menighedens fællesskab og kommer til gudstjeneste. Det er hans bøn, som bærer dig og får dig til at gå til bibeltime, til børnemøde, og hver gang du beder for dine brødre og søstre. Du gør det, fordi Jesus har bedt for dig.

Jesus sammenligner kristnes indbyrdes fællesskab med Faderens og Sønnens indbyrdes fællesskab. ”Ligesom du, fader, i mig og jeg i dig.” Det er jo noget af en enighed! Ikke kun et forbillede, vi skal stræbe efter, men en virkelighed, der er vores, trods synd og fejl. Tænk, at vi sådan hører sammen med hinanden! Derfor kan vi også som kristne være sammen med kristne fra en anden kultur, fra et andet samfundslag, med en anden uddannelse, mere intelligente, eller mindre, krøblinge og fattige, … uanset hvem: når de tror på Jesus Kristus, arbejder Gud på denne enhed og enighed mellem os.

Og vi hører Jesus sige i bønnen, hvilken stor frugt der vokser frem af dette fællesskab: ”for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.” Når vi tror på Jesus, fører det til enhed mellem dem, som tilhører ham. Og det peger hen på ham, som elsker os. Hans kærlighed binder os sammen. Jesus nævner jo ikke sine disciples kærlighed her, men hans egen kærlighed til dem. Det er hans kærlighed til dem, der gør det. Og den ser verden noget af, når kristne forsones og lever sammen i tilgivelse og bekender Jesu navn. - Er det ikke forunderligt at møde en fremmed i toget på en gade, i en opgang eller på en ferie og mærke, at dette menneske kender Jesus Kristus som sin frelser og tror på ham! Da har I mere fælles, end nogen ellers har i verden. Og det udelukkende fordi I har samme tro, samme dåb, samme Fader, samme Gud, samme Herre. Han er I jer og gennem jer og forener jer. Det er derfor, vi er menighed på dette sted. Og grunden til, at Gud forener os, er også, at verden skal forstå, at Jesus er udsendt fra Gud, og at Gud elsker os, ligesom han elsker sin Søn.

Til sidst beder Jesus om, at vi må se hans herlighed al i evighed.

Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. - Mon vi stadig lytter til hans bøn? Eller er vi faldet tilbage i bekymringen for, hvordan det dog skal gå Guds kirke, når de gamle falder bort, og når vi selv dør? Hvem skal så bære? Og så kan vi ikke rigtigt finde ro i hjertet og glæde os til den evige salighed. - Men det var jo det første, Jesus bad om i sin bøn! Han bad jo først for sine disciple: ”De er i verden. Bevar dem i dit navn. Bevar dem fra det onde. Og gør dem til ét, ligesom vi er ét, så verden se, at de er elskede.” Og dernæst bad han for alle os, som siden er kommet til tro på ham. Og han går stadig i forbøn for sin kirke. Jo, Jesus sørger for sin kirke helt frem til han kommer anden gang.

Derfor skulle apostlene ikke bekymre sig om, hvordan det skulle gå menigheden, når de døde. Og det skal vi heller ikke. Derfor: lyt til Jesus’ bøn for dig og andre kristne. Det er nemlig så stort: Han vil have dig hos sig i herligheden – for evigt. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Herligheden i evighed hos Gud skulle være disciplenes fokus, når de led martyrdøden eller sov ind på grund af en sygdom eller i en høj alderdom. Når dette håb er stærkt hos de ældre i vores menighed, hos menighedens søjler og grundlæggere, da vokser det også frem hos dem, der er yngre, så de derved bliver søjler, der kan bære Guds ord videre. For det er jo ikke os, men Jesus Kristus, der gennem sit ord i Skriften bærer kirken. Sådan var det dengang, og sådan er det i dag.

Derfor vil vi overlade alle bekymringer til Herren og glæde os til den herlighed, han vil vise os, når vi skal forlade den nuværende verden og gå ind i Guds evige rige. Amen.

Lagt på www.vivit.dk 1. juni 2014 post@vivit.dk