Forside www.vivit.dk
Oversigt
Søgemaskine

Bare regn med Gud og Jesus!

3. søndag e. påske, 22. april 2018 i Martinskirken. Pastor LGJ
Salmer: 4v1-5, Sl 139v1, Sl 23, 501, 628, 430, 4v7-8. Tekstlæsninger: 2 Mos 3,1-7 og 10-14. Hebr 4,14-16

Johannes 14,1-11
"Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen."

Thomas sagde til ham: "Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?" Jesus sagde til ham: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Fade­ren uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham." Filip sagde til ham: "Herre, vis os Faderen, og det er nok for os." Jesus sagde til ham: "Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gernin­ger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.

Nåde og fred fra Gud, vor Far, og fra Jesus, vor frelser! Amen.  

Baggrund: Jesus fejrede påske sammen med disciplene i Jerusalem. De holdt måltid. Jesus begyndte samværet med at vaske deres fødder. Og da han var færdig, sagde han, at de nu var rene og havde fællesskab med ham. Han tilføjede, at de godt måtte gøre sådan mod hinanden i fremtiden: vaske hinandens fødder! (Joh 13,4-17). Derefter talte med dem om, at en af dem ville forråde ham (13,18-30). Han forklarede også, at han kun skulle være hos dem en kort tid, fordi Faderen snart ville herliggøre sin Søn ved at føre ham derhen, hvor kun HAN – Jesus - kunne gå. Han måtte gå derhen alene. Først senere skulle de være sammen igen (13,33). Det forstod disciplene ikke. Og Peter modsagde Jesus: ”Jeg følger dig, om det så er i døden!” Men Jesus holdt fast og sagde til Peter, at han ikke kunne følge ham, og at det ville gå galg, hvis han forsøgte på det (v36-39). Og sådan gik det. Det gik galt for Peter.

Evangeliet i dag trøster og hjælper i den situation, som også er vores. For også vi kan blive overmodige og kræve meget af os selv (og af hinanden). Og når vi gør det, da gør vi noget frygteligt: Vi fordrejer kristen tro til at være en styrke i os. Vi forvansker troen på Jesus til at være noget helt anden, nemlig noget, som kristne præsterer. Og da går det galt for os. For at være kristen er ikke at tro på os selv og på troen i os. Som Jesus siger jo:  ”Tro på Gud og tro på mig!” Kristen tro er at regne med Gud og Jesus! Det er, hvad kristen tro handler om: Regn med Gud og Jesus, og regn ikke med dig selv og andre kristne. I kan ikke klare det. Ødelæg ikke troen med alle de dersens ”fromme” tros-krav!

 

1.

Jesus siger :  ”Jeres hjerte må ikke forfærdes!” Den måde Jesus siger det på viser os, at disciplene allerede var bange, ja forfærdede. Forfærdet bliver vi jo, når noget forfærdeligt er ved at ske. Det forfærdelige var, at de ville svigte deres Mester! Og når han oven i det fortalte dem, at han ville gå et sted hen, hvor de ikke kunne komme, da var det helt og totalt forfærdeligt. Det lød frygteligt i deres ører.

Hvad kunne trøste dem i denne situation? Og hvad kan trøste os, når vi er forfærdede, fordi vi mærker, at vi ikke klarer at være kristne, som vi synes, at vi burde, og når Jesus forsvinder for os og er væk? Har vi da brug for at vi bliver mindet om, at vi skal tro, at vi nok skal klare det? Og at vi skal vente på, at Gud giver os kraft til at gøre det, vi skal gøre som kristne. Har vi brug for, at nogen siger: ”Overvej, hvad Jesus ville gøre i den situation, og gør det så – med Helligåndens kraft! Bed! Kom nu!”

Men sådan siger Jesus ikke. Han sætter dem helt ud af spillet i nederlaget. For han siger jo:

 

2.

Tro på Gud, og tro på mig!” - Kan I ikke høre, at disciplene her bliver sat ud af spillet? Først ved, at Jesus fortæller, at de vil svigte totalt. Og derefter ved, at han vil gøre, hvad der skal gøres. Hundrede procent. Uden deres hjælp! Det kan de godt stole på. 100%! Han opfordrer ikke til, at de tager sig sammen og udretter noget i troen. I stedet skal de bare lade stå til og vente på, at en anden gør det for dem.

Sådan er det at være kristen: det er at lade stå til og vente på, at Gud gør det, du ikke kan redde dig ud af, og som du heller ikke fatter, at han kan redde dig ud af. Ligesom det var umuligt for disciple at redde sig ud af den umulige situation, de var bragt i, sådan er det også umulig for os. Og ligesom disciplene ikke kunne stole på sig selv, sådan kan vi heller ikke stole på os selv. Hvis evangeliet bestod i, at Gud redder dig ved at give dig kraft til at gøre det rette, da er det jo forfærdeligt for dig, fordi du jo netop ikke kan gøre det, som du bør gøre. Og det mærker du jo. Og du forstår heller ikke, hvordan det kan hjælpe dig, at Jesus forlader dig i denne situation.

Dermed er der kun én mulighed tilbage for dig: at tro på, at Gud og Jesus gør det helt uden dig. Det er det, Jesus siger, at vi godt må stole på: ”Tro på Gud og tro på mig!

 

3.

Jesus uddyber: ” I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.” – Læg mærke til, at han ikke overlader det mindste til disciplene. Han går bort og gør en plads rede. Og han kommer tilbage. Og når han kommer tilbage, skal de være, hvor han er.

Her siger Jesus, at det er nødvendigt, at han forlader dem et øjeblik, en kort tid, for at gøre noget helt på egen hånd, uden at de hjælper ham det mindste. Jesus forlod dem for at dø i deres sted. Han blev Guds lam, som bar deres og alle andre menneskers synd. Han gik derhen, hvor de ikke kunne komme og ikke skulle komme. Sådan gjorde han en plads rede for dem og for os. (I Johannes åbenbaring fortæller Johannes, at han så dem, som var reddet ud af nød og elendighed her i livet. De havde hvide klæder, der var vasket i lammets blod. Derfor stod de foran tronen. Lammet, Jesus, var deres redning!)

Derfor bekender vi troen og siger: Jesus Kristus og han alene frelser os. Vi gør intet selv. Intet. Og frelsen består i 1) at Jesus gik bort gennem døden og skaffede os plads hos Gud. Og 2), at han er kommet tilbage fra døden, for at vi skal være hos ham her i livet i troens fællesskab og for evigt og altid, når han åbenbarer sig i herlighed og lader denne tidsalder afløse af evigheden.

 

4.

Når vi kender Jesus, ved det, vi har brug for at vide, for at kunne leve i tillid til Gud her i livet og dø og blive salige. Det er nok at kende Jesus. Det er ikke nødvendigt at forstå alt muligt. Jesus siger det sådan til dem:  ” Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen." 

Disciplene stillede spørgsmål. Thomas spurgte:  "Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?" Jesus sagde til ham: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Fade­ren uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham." – Og Filips kommentar var:  "Herre, vis os Faderen, og det er nok for os." Jesus sagde til ham: "Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen." Det er bare så ufatteligt godt at mærke, at Jesus lyttede til deres spørgsmål og svarede, så de kunne hvile i dette: at når vi kender Jesus, da kender vi Gud. Selv om de ikke i detaljer vidste, hvad der skulle ske med Jesus og med dem selv i fremtiden, kunne de hvile i, at Jesus vidste det. For han er ”vejen, sandheden og livet”.

Når vi på samme måde roder og tumler med mange vanskelige spørgsmål, er det en stor, stor gave at vide dette: Når vi kender Jesus, kender vi Faderen. Når vi kender Jesus og hører ham, hører vi Guds røst og kender Gud. Da lever vi sandheden og er på vejen og har livet. Vi kan stole på Jesus. Det må vi godt. Det giver han os lov til. Og det er vores redning. For vi kan ikke stole på os selv og vor viden og erkendelse. Sandheden er i Ham og i ham alene. Derfor hænger vi fast ved Jesu ord, som vi har fået gennem evangelisterne og apostlene. Vi klynger os til Bibelens budskab om frelsen af Nåde alene for Jesu skyld alene.

 

5.

Det er evangeliet. Og det kan bære os. For Jesus siger: ” De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gernin­ger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.” Det betyder: Hold jer trygt til, hvad jeg har fortæller jer denne skærtorsdag aften. Og hvis det bliver for vanskeligt eller kompliceret for jer, fordi I ikke forstår mig, så hold jer til det, jeg gør for jer.  ”Så tro på grund af selve gerningerne!” Og det er jo helt enkelt, hvad Jesus gør for at frelse dem og os: Jesus er Guds Lam, som dør for os og opstår, for at bære vor skyld og give os evigt liv. Det må vi tro på. Det er den grund, hvorpå vi bygger. Det er den sande kristne tro. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 22.04.2018. post@vivit.dk