Forside www.vivit.dk

Hvedekornet, Jesus og hans discipel

Oversigt
Søgemaskine

Sidste søndag e. hellig tre kongers dag, 21. janaur 2018 i Aarhus, LGJ
Salmer: 218, 113 v6, 129-salmer nr. 982, // 539, 430, 189, Udgangsvers 31v1.

Johannes 12,23-33
Men Jesus svarede dem: “Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herlig­gøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.

Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!” Da lød der en røst fra himlen: “Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.” Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: “En engel talte til ham.” Jesus sagde til dem: “Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

1. Timen er kommet

Der er timer og dage og år, som ikke kommer igen og igen. Vi kan ikke ændre på det. Det er nu. Ikke nu eller aldrig. Det er nu. Vi kaldes stærkt af HERREN. Det er nu. Derfor er jeg kommet til denne time. Sådan var det for Jesus i evangeliet - timen var kommet.

Sådan er det med menneskelivet. Der er tider, som er helt særlige. Tider, som er afgørende for os. Da du blev født, var der nogen omkring dig, som mærkede: denne time er en særlig time. Nu var de bundet til dig. Din mor kunne ikke slippe dig. Din far kunne ikke glemme dig. Den time fik livs­va­rige følger for dine forældre. Det ved de af os, som har fået børn.

Sådan, når vi knælede i kirken og sagde vort ja ved konfirmationen - og ved bryllup - og ved en præsteordination. Bundet - knyttet sammen - det her kan du ikke vende dig fra. Nu er timen kommet! Skoleelever oplever det også, når de skal holde skolefest - optræde. Nu er timen kommet. Nu går tæppet og de sidder der alle. Eller ved en terminsprøve, ved en afsluttende eksamen; den dag, du skal begynde på et nyt arbejde; og den dag, hvor du skal opereres for noget alvorligt. Nu er timen kommet.

Da er livet ikke ligegyldigt. I sådanne tider giver det mening at være til - både på godt og ondt. Nogle af disse tider er store og glæde­lige timer. Andre er vanskelige. Men det er alle tider, hvor det gælder: “Timen er kommet!”

 

2. Hvedekornet skal i jorden

Jesus talte sådan før sin lidelse, død og opstan­delse. Nu ... Nu var timen kommet. Han forklarer det med en lille lignelse om hvedekornet. “Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør.”

Hvis ikke en landmand sår, så får han ingen høst. Men ved man intet om, hvordan det er i naturen, da ville man tro, at en landmand er gået fra forstanden, når han kører ud på marken og læsser alle den gode hvede af. Hvad kunne den ikke være blevet brugt til? For en landmand, som hænder mælken i kloakken, får jo ikke 30 eller 50 gange mere mælk ½ år senere. Men den landmand, som kører den fine korn fra i sommers ud på markerne i det tidlige forår, er klog. Vi ved det. Han ved det. Han tror på det. Det levende hvedekorn må i jorden og dø - hvis det skal blive til velsignelse. Her er tåben den, som ikke vil risikere at miste sit korn.

Jesus bruger lignelsen og om sig selv - og det, som han står overfor: Hans død på korset. Det, som var herligt for ham, var at bringe kærligheden og nåden og sandheden og lyset og livet fra Gud ind i vores verden. Han lagde sit liv i vores verden, ind i en verden med kulde og død.

”Jorden” var først et paradis. Jorden var skabt som Edens have. Men med syndefaldet kom frygten. Frygten for at man ikke selv fik nok ud af livet. Frygten for at miste livet - hvor mennesker hæger om deres eget liv. Jorden blev et sted, hvor det ikke mere var naturligt for menneskene at ofre og give sig selv hen. Frygten, som får os til at klamre os på en falsk måde til livet. Vi tænker, at det kan redde os, men det er lige modsat. Når vi elsker vores liv på denne falske måde, så mister vi det.

Du bærer denne tvivl med dig i din natur. Der skal meget til, for at du spreder det liv, du har fået, og kører det ud på markerne en kold dag i marts. Hvem lægger sig selv i jorden til gavn for andre? - Det er der én, der gør: Jesus! Han gjorde det, da timen var kommet.

 

3. Det var ufatteligt svært for Jesus, at være hvedekorn, men samtidig ufatteligt godt for os!

Jesus fortæller os, at det var en kamp for ham – ja, en dødskamp. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!” - Jesus var forfærdet – ramt. Vi ved det også fra hans bøn i Getsemane. Han bad ... var i dødsangst. For nu skulle det gå ham som et hvedekorn. Han fortalte det til sine disciple. Og gennem dem fortæller han os, hvor svært det var. Det var en lidelse. Men hvilken sejr! Han skabte liv til alle syndere, til alle mennesker til alle tider. Hans død førte til opstandelse.

Og læg nu mærke til, at han gør det for alle mennesker: ”Når jeg er blevet ophøjet vil jeg drage alle til mig”. Alle dem, som var ved hans kors. Alle os mennesker, som han døde for.

Og hvordan drager han os til sig? Hvordan bliver vi hans disciple? Det fortæller evange­listen i indledningen til evangeliet. Først siger han, at ”ingen tog imod Jesus!” Ingen. Ikke engang hans egne. Men alligevel var der nogen, som tog i mod ham, dem, som tror på hans navn. Og derpå kommer forklaringen: De blev ikke født af kød eller blod af mands vilje, men af Gud (Joh 1,10-12).

Hvad der menes med det, forklarede Jesus til Nikodemus: Ved at vi fødes af vand og ånd (Joh 3,3-5). Og Paulus uddyber i Romerbrevet 6,3-4: Vi blev begravet med Kristus ved dåben til døden. Så gik det os på en måde som hvedekornet, da vi blev døbt. Alt det onde og gamle forsvandt. Og vi opstod til nyt og evigt liv. Evangeliet fylder os med forundring og håb, når vi hører det. Og når han viser os, hvad der skete i vores dåb, ser vi, at vi har overvundet døden og at vi er gået over fra døden til livet. Vi, som tror på Jesus, er som hvedekorn. Vi er døde og opstået med Kristus.

 

4. Det svært at være discipel, men samtidig ufatteligt godt for andre – og for os selv!

Til os, som er blevet hans disciple siger han noget, som lyder meget vanskeligt: Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Men hør: Landmanden, som elsker sit korn så meget, at han ikke vil så de i den kolde jord, mister til sidst alt sit korn. På samme møde med den discipel, der elsker sit liv og ikke vil bruge det i tjeneste og offer, så han endda mister det. Men den discipel, som risikerer livet og giver afkald på det, han skal bevare det til evigt liv.

Er det så mærkeligt, hvis du som kristen må kæmpe en kamp med dit kald? Dit kald til efterfølgelse, til at være tro mod dem, Gud har givet i din varetægt, som far, som mor, overfor en ven, en søsken, kan opleves vanskeligt, som om du mister og mister. Du sår i jorden, og det forsvinder bare bag såmaskinen. Hvad får du ud af det? Men det bliver jo til gavn for din næste!

Hør, hvordan Jesus indbyder og lover os alt godt i hans efterfølgelse. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Hos ham vokser livet. Når alt ser ud som om det er død og undergang, når livet er svært og tungt, når du kaldes til at bære tunge byrder, da bliver du måske forfærdet. Men se da på, hvad Jesus lover dig. “Du følger i en stor landmands fodspor”. Hvis du ofrer dit liv sammen med ham, er det ikke forgæves. Når du bliver i dit kald - og tjener - da overgiv din sag til ham. Det vil lykkes.

Jesus giver os et stort løfte: Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. Jesus så frem til høsten - frugten. Den tid, som er nu. Nu er det tiden, hvor han drager alle til sig - dig og mig - og andre. Det er høsttid. Høsten er stor, og arbejderne er få. Så bed Høstens HERRE sende arbejdere ud til sin høst. Og vid, at omkostningerne vil blive store – men aldrig for store i Guds rige. Høsten er altid større. Når du går på hans ord, er det hans ord, som bærer dig. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 21.01.2018. post@vivit.dk