Den gode hyrde

Prædiken i Århus og Løsning 10. april 2005 ved pastor Leif G. Jensen
Salmer (DDS-Gl): 366, 199v5, 301, 496, 144

Evangelium: Johannes 10,11-16

Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde..

Denne fortælling om Jesus som den gode hyrde siger mange kristne børn meget. "Jesus er min hyrde!" Det er dejligt at se fårene, hyrdens kærlighed til dem og at se deres forhold til hinanden og deres afhængighed af hyrden. Her er intet fjendskab, men fællesskab. Her er omsorg og hjælp. Her er trøst og glæde. Og her er tryghed. Fårene følges ad. Jesus bekræfter i dag for os, at han er sådan: Han er den gode hyrde. Det er sådan vi skal tænke om ham og os. Som en hyrde og hyrdens får.

Vi kender sikkert alle en eller flere kristne, for hvem Davids Salme 23 har betydet noget særligt. Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød. Og måske er det også en af dine yndlingssalmer i Bibelen, eller det kan være, at den bliver det med årene. Når Jesus siger: "Jeg er den gode hyrde!", da er salmens ord jo det rette svar: "Ja, du er min hyrde." Det er troens svar. Du er virkelig min hyrde, Jesus!

1. Styrkende hvile hos den gode hyrde

Lad os først hvile i dette. Hvile. For det er netop, hvad man mærker, at fårene gør, når de er trygge hos deres hyrde. De hviler. De bliver ikke jaget med, men følger. Fordi de er trygge, går de roligt af sted. Men også når de løber begejstret på engen og har travlt med at græsse, hviler de. For alt er vel. De bliver ikke forvirrede og forvildede. De er jo hos deres hyrde.

Sådan en fred og glæde kommer fra Gud, himlens og jordens skaber, fra ham, som skabte universet, stjernerne, havet, stormen, den mørke skov og den stille sommervarme eng. Han er den gode hyrde. For når Jesus siger: "Jeg er den gode hyrde, bruger han så store ord, at det næsten ikke er til at fatte: De to første ord "Jeg er ..." er nemlig det navn, Gud åbenbarede sig med for Moses, der vogtede får for sin svigerfar Jetro og kom til Guds bjerg Horeb. Derude sagde Gud: "Du skal føre mit folk ud af Egypten, ud af fangenskab og gennem ørken til Kana’ans land. Sådan en hyrde skal du være. Og når de spørger, hvem der har sendt dig, skal du sige JEG ER har sendt mig til jer."

Vi er skabninger, Gud er skaberen. Gud ER. Dette evige, almægtige væsen, i hvem vi er blevet til, som har udtænkt os, vævet os i moders liv, og som har sørget for os indtil denne dag, det er ham, som taler til os: "Jeg er - den gode hyrde!" Derfor svarer vi tilbage med ordene i Salme 23: Jeg lider ingen nød. Han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld.

2. Frelse hos den gode hyrde

Det andet i teksten lyder i første omgang mærkeligt. For er det ikke mærkeligt at hyrden siger, at han sætter sit liv til for fårene. Hvordan kan en hyrde hjælpe sine får, hvis han dør? Det er vanskeligt for os at forstå. I første omgang stemmer det jo ikke med, at han er stærk og almægtig. Men det stemmer. For når han siger, at han sætter sit liv til, mærker vi hans kærlighed til fårene. Hans godhed viser sig ved, at han sætter sit liv til for fårene. Han giver det for dem. For, det vil sige i stedet for. Det svarer til, hvad han siger i Joh 15,13: Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner .... Eller tænk på, da Johannes Døber engang sagde: "Se Guds lam, som bærer verdens synd!" (Joh 1,29). Hermed tænkes på, at han ofres som et offerlam i vort sted.

Vores hyrde er den gode hyrde, fordi han ofrer sig. Godhed viser sig i villigheden til at ofre, tage den andens plads og gå i stedet for en anden, når det bliver rigtigt vanskeligt. Og der er noget, som er meget vanskeligt for os, ja, umuligt. Nemlig at sone vores skyld og synd.

Til hverdag tænker vi måske ikke så meget på det. Det er ikke rart at gå rundt og være skyldig. Og vi forsøger at blive fri for skyld ved undgå at gøre noget forkert mod andre, men gøre alt, så godt, vi kan - men desværre også ved at undskylde og bortforklare det forkerte, vi også gjorde. Men det er, som om skylden alligevel forfølger os. Den kommer igen og igen. Og en dag dør vi. For en synder skal dø. Sådan er det. Livet er givet os, for at vi kan bruge det i kærlighed. Og gør vi ikke det, bliver vi skyldige og er under Guds dom. På den måde er vi alle truet og i stor fare. Og det er vi nogle gange nødt til at se i øjnene. Hvis vi skal have det godt med hinanden i familien, må vi indrømme vores skyld og fejl og tilgive hinanden og tage imod tilgivelsen. Ellers mister vi hinanden og bliver spredt for alle vinde. Det gælder endnu mere i forholdet til Gud.

Vi har brug for at indrømme vores skyld overfor ham, nemlig at vi ikke har holdt hans bud om at elske ham og hinanden. Og der findes ingen større hjælp til at vedgå vor skyld, end at Jesus er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Gud, vor Herre, som vi ellers måtte frygte på grund af vore synder, han er kommet til os som vores gode hyrde og sætter sit eget liv til for os. Han dør på korset i vort sted. Han bringer offeret for alle vore synder og for alle menneskers synder. Og når han dør og lægger sit liv ned i graven, er han på samme tid den almæg­tige Herre, som kan tage livet tilbage og opstå fra graven. Jesus forklarer det selv sådan lige efter vores prædiketekst i Joh 10,17-18: Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre." Så er han altså både stærk - og dør for os under stor smerte.

3. Hyrden og det frygtelige

Jesus nævner også en særlig fjende, som han beskytter os imod: "... ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden. ... Jeg er den gode hyrde."

Vi skal ikke være ret gamle, før vi kan blive bange, og før vi kan mærke og frygte det onde. Jesus bekræfter, at det onde findes, og at den Onde findes. Der findes en ulv, en djævel. Men han er ikke den stærkeste. Jesus er den stærkeste.

Hos profeten Ezekiel siger Gud til os: Som hyrden holder øje med sin hjord, når hans får er spredt rundt om ham, således vil jeg holde øje med mine får og udfri dem fra alle de steder, hvor de blev spredt på de mørke skyers og mulmets dag (Ez 34).

Der er mange vanskelige dage i en kristens liv. Vanskelige dage, når man går i 5. klasse, i 7. klasse, på HF, arbejder på sygehuset og bor på et plejehjem. Der er mange vanskelige dage. Og der er fjender og farer. Når vi tror på Den gode hyrde, er det ikke fordi vi holder af at samle på glansbilleder. Det er fordi han er hyrde midt i vores virkelighed. David bekræfter det i Salme 23: Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. Du salver mit hoved med olie.

David havde selv været hyrde og vidste om farerne. Han havde slået en løve ihjel, da den ville dræbe hans får. Han ser alle farerne for sig: mørkets dal og fjender, som truer med at overfalde og slå ihjel. Men den gode hyrde holder fjenderne på afstand. Han bevarer os. Sådan er vi i sikkerhed hos Jesus Kristus. Hans stok og hans stav er min trøst. Hyrden bruger staven til at løfte fåret op fra en klipperevne, hvor det faldt ned. Du kan vide dig helt sikker på grund af din gode hyrde.

4. Hyrden kender os og samler os hos sig

Det er det fjerde og sidste, som evangeliet fortæller os: "Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig og jeg kender Faderen." Et får kender hyrden på hans røst. Når han kalder, løfter det hovedet og kommer. Det er herligt at se, hvordan en hyrde har det med sine får.

Sådan kender Jesus Kristus os. Og vi kender også ham. Det gør vi gennem evangeliet, som vi hører i dag. Vi kender ham også gennem alle de andre bibelske beretninger om Gud, hvordan han viser, at han er vores kære Fader, som vil sørge for os. Han fortæller os, hvordan han blev vores frelser og fandt os i vore synder og lod sin egen Søn dø for os. Og han overbeviser os om, at han bliver ved med at samle os i menigheden, så vi kan få tilgivelse og blive styrket i troen.

En hyrde samler. Jesus samler. Han siger her til sidst, at han også har andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal han lede; og de skal høre hans røst, og der skal blive én hjord, én hyrde. Det forklares i Johannes 11,52, hvad Jesus tænker på: Jesus skulle dø for folket; og ikke for folket alene, men også for at samle Guds spredte børn til ét.

Gud har et folk i verden. Når vi kommer til troen på ham, sker det ikke ved et tilfælde. Heller ikke, fordi vi selv tager os sammen. Det skyldes hans forudbestemmelse og nåde. Vi forstår det ikke. Men vi kan tro ham på hans ord, når han siger, at det er sådan. Det giver os den aller største tryghed, som findes.

Jesus er den gode hyrde

Den gode hyrde sørger for sine får og giver dem tryghed og hvile.
Den gode hyrde sætter sit liv til for os.
Den gode hyrde vogter os mod Satan og alt ondt
Den gode hyrde giver os troen og samler os i sin hjord.

Derfor synger vi med David: Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage (Sl 23,6). Amen.

Lagt på www.vivit.dk 15.04.2005