Hvem er jeg? hvem er du? og hvem er Kristus?

Prædiken på 4. søndag i advent, 21.12.2014 i Gratiakirken (LGJ)
Salmer: Nu tænder vi ... 62. Englen sendte glædesbud. 65. 397. 74. Udgangsvers nr. 62 vers 4

Johannes 1,19-28
Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: "Hvem er du?" Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: "Jeg er ikke Kristus." "Hvad er du da?" spurgte de ham, "er du Elias?" "Det er jeg ikke," svarede han. "Er du Profeten?" "Nej," svarede han. Så sagde de til ham: "Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?" Han svarede: "Jeg er 'en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!' som profeten Esajas har sagt."
De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: "Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?" Johannes svarede dem: "Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse." Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.

1. Hvordan går det?

”Hvem er du?” Sådan bliver der spurgt i evangeliet. Og vi spørger også hinanden. Men hvorfor er vi interes­seret i hinanden? Er det dog nødvendigt? På en måde er svaret indlysende. Babyen har brug for sin mors interesse. Børn har brug for legekammerater og voksne, som ser dem. - ”Hvordan går det?” ”Hvordan har du det?” Selv om det er slidte spørgsmål, som ikke altid betyder noget særligt, er de jo oprindelig udtryk for et ønske om at leve sig ind i hinandens liv. Også ønsket: ”God mor­gen!” ”God dag!” ”Hav det godt!” Når vi alligevel kan gå forbi hinanden uden at hilse, er det ikke fordi vi ikke selv har brug for det, men fordi vi måske er mere optaget af os selv end af hinanden, eller fordi vi ikke har tid til andre lige i dette øjeblik.

Eksempel fra P3: Værterne spurgte i fredags lytterne, om man skal sige god morgen, når man møder på arbejde. Baggrunden var et læserbrev fra en studerende på gymnasium i Aarhus. Han mente, at de var blevet for dårlige til at hilse i hans klasse. Og at det betyder meget for vores hverdag, at der bliver sagt ”god morgen”. Ja, at det kan gøre den dårlige dag til en god dag. En anden men­te, at det var i orden ikke at hilse, og at det som skandinav er helt fint at være kølig og reserveret.

2. Hvem er jeg?

Selv om menneskers interesse for andre og for sig selv nok er nogenlunde konstant, er der alligevel sket noget med vores selvforståelse de seneste genera­tioner. Det er blevet mere almindeligt at forstå livet som noget, vi selv former og skaber. Man leder efter sig selv og har måske opgivet af finde meningen med livet udenfor os selv – i troen på Gud – i livsanskuelser. I stedet må man selv skabe den og ”opfinde sig selv” og ”finde sig selv”. Derfor er vi optaget af selv at være og blive noget, mere end hvem andre er. Vi har travlt med vores eget livsprojekt, med at leve os ind i vort eget liv, så vi næsten ikke har overskud til at leve os ind i andres liv. Og hvordan klarer babyen sig så? Og vore børn? Og ægtefælle? Og vennen? Og de ældre? Og vores næste? Hvis andre selv påtager os den tunge opgave at "skabe" og "opfinde" os selv, da er det heller ikke så underligt, at du svigter dine nærmeste og måske også føler dig svigtet af dem. Derfor er det godt at komme tilbage til spørgsmålet: ”Hvem er du?” Det ville være så godt, hvis vores liv var givet os af Gud og bestemt af ham, så vi hver morgen kunne sige ”God morgen” til ham og mærke, at vi er hos ham, og at der også er mennesker, som lever for os.

3. Spørgsmålet i evangeliet

Derfor må vi glæde os over, at jøderne stiller spørgsmålet: ”Hvem er du?” Godt, at nogen spørger så direkte. Nu får vi måske svar på spørgsmålet, ”Hvem er jeg?”, så vi ikke skal bruge alle kræfter på at "skabe" os selv og i stedet kan leve os ind i andres liv – og ikke svigte dem – og forhåbentlig heller ikke ikke blive svigtet alt for meget.

Men først må jeg skuffe de af os, som tænker, at vi får svar på dette påtrængende spørgsmål: ”Hvem er jeg?” For spørgsmålet gælder en helt anden end os og jøderne selv. På den tid var jøder nemlig ikke optaget af, hvem de selv var. Det vidste de godt. De var jo jøder. De hørte til et bestemt folk. De havde en arv og kultur, som gav dem identitet. De var ikke ret meget i tvivl. De lignede ikke os danskere, som i vid udstrækning er kommet i tvivl om, hvad danskhed er, og som har mistet de fleste moralske pejlemærker, så vi er åbne både overfor muslimske svar, nyreligiøse svar og filosofiske svar, samtidig med at vi kulturelt har kastet os måske ud i et tomt og meningsløst forbrugerliv. Derfor ville det være godt at finde ud af, hvad evangeliet svarer på spørgsmålet: ”Hvem er du?”

4. Jødernes spørgsmål

Jøderne stillede spørgsmålet til Johannes døber. Og de spurgte, fordi de ventede på en helt bestemt person. De ventede på Kristus, Messias. De ventede på Frelseren. De ventede på, at deres Gud ville sende en redningsmand. Derfra stammede deres spørgsmål. De levede i forventning til Gud! Måske var den ikke altid lige levende. Men den var der dog. For de lyttede til profeterne. De læste dem. Og nu var der en mand ved Jordanfloden, en mand, som alle kom ud til, og som døbte. Han gjorde det, som profeterne havde talt om: Ramte folket i samvittigheden, så de indså, at man virkelig kan svigte, og at det får konsekvenser. Og han rensede folket fra deres synder med tilgivelse i dåben. Han fortalte dem om en ny tid, som var på vej. Hvem var denne mand? Var han Elias, som skulle komme før Messias? Var han profeten? Eller var han selveste Kristus, Messias? Eller en bedrager?

Sådan er der ikke mange danskere, der spørger i dag. Ikke mange forventer, at Gud kommer, at Gud sender en frelser, og at Gud vil gribe ind. Der er ikke mange, som tør tro, at deres liv er i Guds hånd. Nej, livet er nok snarere i deres egne hænder. Vi i vores kultur har mistet troen på, at Gud former os og sørger for os i morgen, og derfor bekymrer os i stedet for os selv og forsøger at finde ud af, hvad vi nu kan gøre for at skabe vore eget liv og vores egen identitet.

Hvor ville det være godt og befriende, hvis Gud var til, hvis Gud havde et folk, og hvis vi var en del af hans folk, og hvis han sendte en Frelser til sit folk, til os, så vi kunne leve i tryghed og vished, i stedet for at vi selv skulle skabe vores liv, give os selv identitet og slås med samlivsformer, moral i forsøget på at blive glade og leve med håb. For det magter vi jo slet ikke selv!

5. Døberens svar

Hvad svarer så manden ude i ørkenen? Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: "Jeg er ikke Kristus." Han vidste godt, hvad de håbede på. Og da måtte han sige det rent ud. Han var ikke den Messias, som de håbede kunne hjælpe dem. Men de spurgte igen: For denne Døber var jo noget særligt. Han havde givet tusindvis af mennesker håb. Mange var blevet døbt. Man kunne se på dem, at de havde fået et liv, som de ikke havde før. Livet med Gud. De var kommet tilbage til deres udgangspunkt – til Skaberen – til Pagtens Gud. De levede med en ro og glæde, som man kun har, hvis man er overbevist om, at alt er vel, selv om så meget er gået i stykker. De levede i den fred, som stammer fra, at man tror, at Gud sørger for alle ting. Derfor spurgte de videre. Hvis du ikke er Kristus, hvem er du så: "Er du Elias?" "Det er jeg ikke," svarede han. "Er du Profeten?" "Nej," svarede han. … Han svarede: "Jeg er 'en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!' som profeten Esajas har sagt." - De var interesserede i hans person på grund af hans kvaliteter og styrker. Men han skuffede dem og svarede nej på alt det, der kunne få dem til at håbe noget på grund af ham. – Og efter hans NEJ, NEJ, NEJ, gav han dem det, de aller mest havde brug for. Og han giver os det, vi har brug for. Han svarer, at han er en røst i ørkenen, som viser dem vejen hen til Ham, som vi alle sammen behøver: Herren selv. Kristus selv. Jesus Kristus.

6. Hvem er Kristus?

Hvad nytter det, at vi former vores egen tilværelse smukt og behageligt, hvis det er på bekostning af andres tilværelse? Overvej igen, - ikke om du har svigtet, men hvor du har svigtet din næste, dine børn, dine forældre og din ægtefælle! Og netop da, når vi er både ensomme og skyldige, netop da står der en hos os, som vi ikke kender, men som kender os. Som Johannes siger det: Midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse. Han var gaven til jøderne. Og Han er Guds gave til os. Når vi lærer ham at kende får vi fællesskab med ham, som vi er skabt ved og til, så vi ikke skal skabe os selv. Når vi tror på ham, er vi samme ned ham, som selv blev menneske og levede sig ind i vores liv, så vi kan begynde at leve os ind i andres. Når vi kender ham, kender vi den person, som levede sig ind i vore synder, for at tilgive os al vor skyld.

7. Hos ham

Hos ham finder vi livets mening og mål. Det betyder, at vi kan hvile, samtidig med, at vi slider og slæber. Vi kan jage efter at gøre godt og samtidig hvile i, at han har gjort alle ting vel. Ved troens ord og ved dåbens bad er vi er hos ham, som elsker os og har tilgivet os alle vore synder. Vi er hos ham, som taler til os og baner vej for os gennem livet – også når det smuldrer og vi vender tilbage til støvet.

Johannes sagde: ”Midt iblandt jer står en, som I ikke kender, ham som kommer efter mig, … og som har været til før mig.” Ham har vi har lært ham at kende i evangeliet. Og derfor ved vi også det vigtigste om menneskelivet og om os selv, at vi er hans, og at han står midt iblandt os. Amen.

Lagt på www.vivit.dk 21.12.2014 post@vivit.dk