Forside www.vivit.dk
Oversigt - Søgemaskine

Glæde og mission i en tid med frafald

2. søndag e. trinitatis, 10. juni 2018 i Aarhus, Leif G. Jensen
Salmer: Tak Gud for hver en nyfødt morgen, 258v1, 5v7-9, Jeremias-sangen, Hos dig er glæde, 430, 325.

Jeremias 15,10.15-21
Ve mig, mor, at du fødte mig! Jeg anklages og fordømmes af hele landet. Jeg har hverken ydet eller modtaget lån, men alle forbander mig. Du ved det, Herre, husk mig, og tag dig af mig! skaf mig hævn over mine forfølgere, vær ikke sen til vrede, så jeg rives bort. Du skal vide, at jeg bærer skammen [forhånelse] på grund af dig. Jeg fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til hjertets glæde, for dit navn er nævnt over mig, Herre, Hærskarers Gud. Jeg sidder ikke og jubler i muntert lag, tvunget af din hånd må jeg sidde alene, for du har fyldt mig med din vrede. Hvorfor er min smerte uden ende? Hvorfor kan mit sår ikke læges og ikke helbredes? Du er blevet mig en bæk uden vand, et upålideligt vandløb.

Derfor siger Herren: Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om, så du kan stå for mit ansigt. Hvis du fremfører dyrebare ord og ikke tom snak, skal du være min mund. De vil vende sig til dig, men du må ikke vende dig til dem. Over for dette folk gør jeg dig til en stejl bronzemur; de skal angribe dig, men ikke besejre dig, for jeg er med dig, jeg frelser dig og redder dig, siger Herren. Jeg redder dig fra de ondes magt og udfrier dig fra voldsmænds hånd.

I.

Hvis man ønsker, at man aldrig var født , må man stå overfor noget, der er meget vanskeligt. Med sådan et ønske forkaster man jo hele sit liv.

Vi møder 2 mænd i bibelen , som siger sådan. Den ene er Job. Job blev ramt af ulykker. Han mistede sin formue og ejendom på grund af storm og røveri. Senere mistede han sine børn under en familiefest. Og til sidst blev han døds syg og led meget, og hans kone forbandede Gud. Da ønskede han, at han aldrig var blevet født. Man forstår ham. Livet kan være så vanskeligt, at et menneske siger som Job. Det menneske kunne måske være dig? Eller det er måske dig!

Den anden person er profeten Jeremias . Han siger i vores tekst:  "Ve mig, mor, at du fødte mig! Jeg anklages og fordømmes af hele landet. Jeg har hverken ydet eller modtaget lån, men alle forbander mig." - Jeremias er ikke syg som Job. Han har ikke mistet sin ejendom og børn. Men han lever i et folk, som har forladt Guds gode lov og løfter. Præsterne har forladt Gud og hans åbenbaring. Folket lever i hor og selvdyrkelse. Profeterne taler løgn. Der er ikke mange tilbage, som tror. I den situation har Jeremias fået til opgave at fortælle sandheden til præster, profeter, folkets ledere og til naboen. Han skal fortælle dem, at Gud vil sende sit folk i fangenskab, og at deres tempel vil blive brændt ned og forsvinde. Han skal beskrive dommen og rædslen for folket, før det sker, om de dog vil omvende sig. Men i stedet for at tro på hans prædiken, anklager de ham. Han fordømmes af hele landet, mens undergangen nærmer sig. Profeten er ufattelig ensom, når han taler Guds ord til Guds folk. Han kunne vel have undgået at blive og anklaget og forkastet, nemlig hvis han havde tiet og undladt at fortælle folket sandheden. Men det er det, han ikke kan. Han er nødt til at forkynde dommen over folket. En forfærdelig situation. Derfor ønsker han, at han aldrig var blevet født.

II.

Hvorfor kunne han ikke tie?  Han forklarer det sådan:  ”Jeg fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til hjertets glæde, for dit navn er nævnt over mig!” Det, du har spist, og som er optaget i din krop, kan du ikke bare komme af med. Profeten havde hørte ordet på en måde, så det var optaget i hans krop og sjæl. Han havde ”slugt” Guds ord. Det gav ham liv og glæde, siger han. Han levede altså selv af det ord, han skulle forkynde og prædike for andre. Derfor kunne han ikke tie.

Han siger i kapitlet forud:  ”Herre, vi kender vor ondskab og vore fædres skyld, vi har syndet mod dig. Forkast, foragt ikke din herligheds trone for dit navns skyld. Husk din pagt med os. … Vi håber på dig.” (Jer 14,20-21 og 22b).  

Derfor ved vi, at Jeremias ikke anså sig for den uskyldige, som skulle pege fingre af andre i sit folk. (Da havde han måske kunnet tie). Nej, han var selv ramt og skyldig. Men han er blevet omvendt til Gud og råbte om hjælp og nåde. Og Gud tilgav ham. Derfor kunne han ikke undlade at sige det til andre. Han vidste, at der ville komme en dom, og at der var redning hos Gud.

Det får følger at høre Guds ord og tage det til os. Du bliver jo tilgivet. Du bliver reddet, også selv om du skal dø en dag og lide ondt, som Jeremias. Du lever nu for Guds ansigt. Og du kommer i hans tjeneste. Og hvis din tjeneste og dit kald her i livet er vanskelig, da har du ikke noget valg. Du kan jo ikke fravælge livet og ham, som døde og opstod for dig.

III.

Jeremias mærker glæde, men også smerte. Han siger til Gud: ” Du skal vide, at jeg bærer skammen [forhå­nelse] på grund af dig.” Man kastede ham senere i en brønd, hvor han fik lov at tørste og sulte. Og senere blev han bortført til Egypten, og man ved ikke, hvordan han døde. - Han bar skammen, fordi han havde slugt Guds ord. Han siger jo: ” Jeg fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til hjertets glæde, for dit navn er nævnt over mig, Herre, Hærskarers Gud.” Det ord, han prædikede for andre, havde gjort ham selv så ufattelig glad. Det gav ham et liv, som han ikke kunne træde ud af. For det var det evige liv, det var sandheden. Han levede af Guds ord, der dømmer og tilgiver.

To ting gælder for os kristne, som tror på Jesus: Vi må sige med Jeremias:  ”Herre, vi kender vor ondskab, og vore fædres skyld, vi har syndet mod dig” (14,20). Vi kender til skyld og skam. Men vi siger også med Jeremias:  ”Dit ord blev mig til glæde i hjertet. For dit navn, Gud, er nævnet over mig. Jeg er din. Du er min Frelser”. Derfor skammer vi os ikke over evangeliet. Vi skammer os ikke over, at vi kender en mand blev korsfæstet for vore synder. Han er jo hos os. Han er opstået og lever. Han lever hos os og i os. Han er med os alle dage.

IV.

Alligevel er der smerte. Profeten slutter med at fortælle Gud om den. Og Gud svarer med at give ham et stort løfte.

Hør, hvad han siger om sin smerte:  ”Jeg sidder ikke og jubler i muntert lag, tvunget af din hånd må jeg sidde alene, for du har fyldt mig med din vrede. Hvorfor er min smerte uden ende?” Sandheden gør ondt. Troen på Gud kan gøre dig ensom. Det, Gud siger til dig, gør dig glad, men det kan også fylde dig med vrede, fordi du mærker Guds vrede synden. Både din egen og andres ugudelighed og egoisme. At være kristen betyder til tider, at vi er alvorlige og i bøn, når andre bare gør det, som de kalder ”at leve livet”. Men de lever ikke livet. De er på vej ind i døden, men ser det ikke.

Og hør, hvad Gud svarer Jeremias! Han siger:  ”Hvis du fremfører dyrebare ord og ikke tom snak, skal du være min mund. De vil vende sig til dig, men du må ikke vende dig til dem. Over for dette folk gør jeg dig til en stejl bronzemur; de skal angribe dig, men ikke besejre dig, for jeg er med dig, jeg frelser dig og redder dig, siger Herren. Jeg redder dig fra de ondes magt og udfrier dig fra voldsmænds hånd.”

Disse afsluttende ord er ikke kun til Jeremias, men også til os i denne kristne menighed og til hver eneste døbte kristen, som råber om Guds hjælp.  ”De skal ikke besejre dig, for jeg er med dig, jeg frelser dig og redder dig!” Det er jo de samme gode ord, som Jesus sagde til sine apostle på bjerget i Galilæa:  ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. ... Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!” Matt 28,20.

Dette løfte gav Jeremias mod i en frafalds-tid. Og det giver også os mod. Jesus vil være med os alle dage, indtil verdens ende. Vi er som menighed Guds mund, når vi holder fast ved Guds ord. Vi tager det til os. Spiser det. Da lever det i os, og vi bærer det med os ud af vores menighed. Og vi vender tilbage på søndag og hører Guds ord igen her i kirken. Må Gud give det til mange i vort land. Amen

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 11.06.2018. post@vivit.dk