Det er påske for Herren

Prædiken på skærtorsdag (1) den 17. april 2003 i Århus og Løsning ved pastor Leif G. Jensen

Anden Mosebog 12,1-11

Herren sagde til Moses og Aron i Egypten: "Denne måned skal være jeres nytårsmåned. I skal regne den for den første af årets måneder. Sig til hele Israels menighed: Den tiende dag i denne måned skal man tage et lam eller et kid til hver husstand i fædrenehuset. Hvis en husstand er for lille til et dyr, skal den være fælles med den nærmeste nabo om et dyr efter antallet af personer; I skal beregne det efter, hvad hver enkelt kan spise. Det skal være et lydefrit dyr, et årgammelt handyr; I kan tage det fra fårene eller fra gederne. I skal tage vare på det til den fjortende dag i denne måned. Så skal hele Israels menighed slagte det, lige inden mørket falder på. De skal tage noget af blodet og komme det på de to dørstolper og på overliggeren i de huse, hvor de spiser det. De skal spise kødet samme nat; de skal spise det stegt med usyrede brød og bitre urter til. I må ikke spise noget af det råt eller kogt; det skal være stegt, med hoved, skanke og indvolde. I må ikke levne noget af det til om morgenen. Hvad der er tilovers om morgenen, skal I brænde. Sådan skal I spise det: I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise det. Det er påske for Herren."

Hvor er det godt, at det ikke kun er påske i haven, i Danmark, og i familien, men også påske FOR HERREN. Ja, det særlige ved påskefesten er netop, at den skal holdes for Herren. Enten holder vi den for ham, eller også holder vi slet ikke kristen påske.

Herren, vor Gud, indstiftede påsken for sit folk i Egypten og frelste det fra slaveri og død. Påskelammets blod blev strøget på dørstolpen, ikke for egypternes skyld, ikke for at skabe hygge og stemning i huset for familiens skyld, men for Herren.

Ordet påske er en oversættelse af det hebraiske ord passah, som betyder passere eller gå forbi. Dødsenglen gik forbi de huse, hvor lammets blod var strøget på dørstolpe og overligger. Dermed pegede den første påske i Egypten frem på Jesu sejr over døden. Døden går forbi og når ikke ind til os, fordi Lammet blev slagtet for os i påsken, nemlig Jesus Kristus. Døden går forbi, når vi tror på Jesus Kristus som vores stedfortræder og i påskemåltidet tager imod hans legeme og blod.

Derfor er søndagens nadver i gudstjenesten "påske for Herren". Han er hos os. Det er det største og vigtigste for os som kristne at leve for ham, overfor ham og hos ham i bøn, sang, og idet vi lytter til hans ord OG holder nadver. Hele kristenlivet er et liv for Herren. Men vi bliver på en særlig måde mindet om det til påske.

Vi holder ikke påske for verden, men for Herren i verden.Vi holder heller ikke påske for hinanden, men for HERREN med hinanden. Det er påske for HERREN!

1. Påske for HERREN i verden

Påsketeksten fra 2. Mosebog slutter med at slå fast, at det er påske for Herren. Det havde israelitterne brug for at hvile i denne sidste aften før udfrielsen fra fangenskabet. For som slaver var de vant til, at livet skulle leves for Farao og på hans betingelser. Påske for egypterne ville ikke blive en fest, men blot endnu en urimelig tvangshandling, som ville have gjort livet endnu mere surt for dem.

På samme måde hvis vi holder påske for verden og som verden gør det. Hvilken fremtid giver en sådan fest? Hvilket håb har verden til os? Hvad havde Egypten at give israelitterne? Kun slaveri. Ikke fremtid og håb. Farao krævede, at de små drengebørn blev aborteret, og folket fik det vanskeligere og vanskeligere. På samme måde vil en verdslig livsstil overtage vore liv i dag og kræve vore børn. Nydelsessyge og pengeforbrug kan binde os på hænder og fødder, så livet bliver håbløst og gudløst. Derfor skal vi ikke holde påske, som verden foreslår det. Vi kan ikke nøjes med påske i naturen, i kolonihavehuset, i campingvognen, med påskebryg og en festsang for danskheden og foråret. Vi skal holde påske for HERREN:

Prædiketeksten fortæller: "Slagt påskelammet! Stryg noget af blodet på overliggeren og på de to dørstolper. Ingen af jer må gå ud af sit hus, før det bliver morgen. Når Herren går gennem Egypten for at slå dem ned og ser blodet på overliggeren og de to dørstolper, vil Herren springe den dør over. Han vil ikke lade ødelæggeren gå ind i jeres huse og slå jer ned."

Og til os siger Jesus: "Gør det til min ihukommelse." Gør det, som jeg lærte mine første apostle det. Gør, som de overleverede det til jer! Alligevel kan det let godt gå sådan, at vi tænker mere på verden end på Gud her til påske. Måske endda i en god hensigt. Når en menighed vil fejre påske for verden, begynder den at spørge, hvad verden synes om det, Gud har sagt og givet menigheden. Og da kan den fristes til at ændre lidt her og der. For vil det ikke være rigelig barsk at stryge blod på kirkedøren? Det virker ikke indbydende for mennesker, der ikke forstår sig på Jesu død og opstandelse. Vi må vel gøre det noget mere festligt og indbydende end som så, hvis vi vil drive mission. Folk, som kommer i kirken, kan nok ikke tage, at vi nævner, at dødsenglen går gennem landet. Kirkefremmede vil ikke synes om, at Gud siger, at vores synd er så alvorlig, som den er.

Men kan vi holde påske, hvis vi lader Guds ord om syndens og dødens virkelighed i baggrunden? Nej, da ændrer festen karakter. Derfor skal vi holde påske, sådan som Herren har vist os, at den skal fejres: med lovsang, med prædiken om syndens alvor og Jesu død i vort sted, med altergang, hvor menigheden tager imod Jesu legeme og blod. Festen skal ikke holdes for verden, men den skal holdes i verden. Derfor strøg israelitterne blod på overliggeren, så det kunne ses udefra. De holdt påske midt i slaveriets verden. Påske i dødens verden.

Hvis nu det hele havde været et bedrag, og hvis Gud ikke havde frelst sit folk, ville Faraos soldater de næste dage med lethed have kunnet udpege de huse, hvor der havde været fejret påske "for Herren". Jo! Guds folk fejrede virkelig påske i verden, så det kunne ses. De skjulte det ikke. Modet til at fejre påske fik de gennem troen på, at Herren ville frelse dem. Det er, hvad verden behøver: Kristne, som tror på Gud; kristne, som fejrer påske for Herren. Vi må bekende, at døden også vil ramme vore huse og hjem og vore hjerter, hvis ikke Lammets blod renser os og frelser os. Det bevidner vi ved at gå i kirke. Det bevidner vi, når vi knæler ved alterbordet. Det vidnesbyrd skal aflægges midt i verden. Verden har brug for, at vi uforfærdet holder påske midt i verden for Herren.

2. Påske for HERREN med hinanden

Beretningen fra 2. Mosebog 12 fortæller, at påsken blev holdt som en familiefest, og også i nogle tilfælde sammen med naboens: Sig til hele Israels menighed: Den tiende dag i denne måned skal man tage et lam eller et kid til hver husstand i fædrenehuset. Hvis en husstand er for lille til et dyr, skal den være fælles med den nærmeste nabo om et dyr efter antallet af personer.

Det er stort og en Guds gave at blive holdt af og at have nogen at holde af. Det er en stor, stor gave at have en familie og en kristen menighed, hvor vi kan være sammen og fejre påske. Den gave gav Gud til israelitterne i Egypten. Fællesskabet fremhæves som et afgørende kendetegn ved påskefesten. Alligevel understreges det, at familierne ikke skulle fejre påske for hinanden, men for HERREN. Altså påske med hinanden for Herren.

Det betød for dem dengang og for os i dag, at vi ikke må sætte hinanden i centrum, men Herren. Hvis en familie vendte sig fra Egypten og isolerede sig og sagde: Vi holder påske for familien, for hinanden og for hinandens skyld, da kunne de måske nok opleve nogle gode familiedage med hinanden midt i slaveriets land. Men ville en hyggelig aften i familiens skød kunne redde en israelitisk familie fra fangenskab? Nej, påske for familien kunne ikke føre i frihed. Og ville en hyggeaften i familiens skød redde dem fra dødsenglen, som gik gennem landet? Nej! Heller ikke døden kunne dengang overvindes gennem nok så godt et familiesammenhold. Den førstefødte ville blive dræbt i alle de huse, hvor man ikke fejrede påske for HERREN.

Hvis ikke HERREN er midt iblandt os, bliver selv det bedste fællesskab tomt og livløst til sidst. Vi mister jo hinanden på et eller andet tidspunkt; børnene flytter hjemmefra; farfar dør en dag; og familien spredes for alle vinde. Ja, selv til påske kommer man ikke længere sammen. Kun til jul, måske. Familiesammenhold er godt, men ikke godt nok, når vi tænker på, hvad der er vort problem. Vores nød som mennesker er alt for stort til, at den kan løses ved, at vi er sammen en hyggelig aften. Vi behøver HERRENs eget indgreb. Vi klarer den ikke, hvis ikke han for Jesu Kristi blods skyld tilgiver al vor synd. Det er tvingende nødvendigt at al familiens synd og al vores personlige synd tilgives. Herren må redde den førstefødte i familien fra døden - og også alle os andre - ellers tager døden os på grund af vor synd og skyld. Påske i verden for familien, er ikke påske. Den sande påske er påske i verden - med en kristen familie og menighed - for HERREN. Israelitternes familier samledes denne aften. Blodet var strøget på dørens overligger og karm. Og Herren så blodet og gik forbi. Døden ramte dem ikke. Og alt imens spiste de lammets kød og var rejseklar. Påske for HERREN.

Jesus samlede sine disciple om sig og sagde: Jeg har længtes meget efter at holde påske med jer! Den aften blev meget mere end en hyggelig aften. Den blev den aften og nat, hvor han blev forrådt. Og dagen efter døde han. Det er påske for Herren. Vi mærker, at døden kommer. Men Jesus er hos os og redder os. For blev disciplene ikke reddet? Jo, de slap fri, og Jesus blev fanget. Døden ramte ham.

3. Det er påske for HERREN

Det er påske For HERREN. Han har sagt, at vi skal gentage påskemåltidet ofte, når vi samles. Derfor holder vi nadver om søndagen i menigheden. Nogle gange ser vi os måske omkring i kirkerummet og synes, at der ikke er så mange, at det ikke ser ud af så meget. Men da siger han: Jeg er her. Er det så ikke godt nok? Jeg er hos jer! Og når I gør det, som jeg har sagt det, da er det godt nok, også selv om I som menighed kun udgør en lille familie. Tag brødet og vinen. Brug ordene fra den første nadver. Syng og bed. Lad en prædiken lyde om, hvad der skete den første påske.

Hold påske midt i verden, midt i jeres liv, hvor I erfarer synd og død. Hold påske med hinanden, hold sammen fast ved mit ord og ved den indbyrdes kærlighed. Og vid, at I gør det alt sammen for mig. Jeg er hos jer! Det er stort, at det er påske for HERREN! Amen.

www.vivit.dk/praediken. post@vivit.dk