"Sådan skal man betragte os"

1 Korintherbrev 4,1-5:
Sådan skal man betragte os: som Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemmeligheder; her kræves det så af forvaltere, at de findes tro. Men mig er det ligegyldigt, om jeg bliver bedømt af jer eller af nogen menneskelig domstol, ja, jeg bedømmer ikke engang mig selv; for jeg er mig ikke noget bevidst, men dermed er jeg ikke frikendt. Den, der bedømmer mig, er Herren. Fæld derfor ikke dom før tiden, før Herren kommer! Han skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil. Og da skal enhver få sin ros fra Gud.

Hvordan skal man se på dig? Hvis vi selv skulle komme med et forslag, hvordan ville du da sige? Men det er sjældent, at vi selv kan få lov at foreslå, hvordan andre skal bedømme os. De gør det bare uden videre. De mener, hvad de mener. De tænker, hvad de tænker. De siger, hvad de siger. - Og vi er ikke helt ligeglade. Det påvirker os jo. Derfor gør vi, hvad vi kan, for at bedømmelsen må være nogenlunde rigtig. Vi viser ikke vore dårligste sider frem for hvem som helst. Men hvis vi skulle komme med et forslag, kan vi lytte til apostlen Paulus. Han fortæller jo, hvordan en menighed skal betragte ham som apostel.

Før vi går i gang: Lyder det så ikke en smule selvcentreret, hvis et menneske belærer andre om, hvordan de skal betragte ham/hende, hvad de skal anse ham/hende for og hvordan de skal lytte til ham/hende? Som om han/hun var en vigtig person i deres liv. … Det er jo ikke til at holde ud, når et medmenneske tager sig selv så højtideligt. Men hvis det nu er en brandmand, er der noget på spil. Brandmanden er på en måde ligeglad med, hvordan andre ser på ham, bare han får mulighed for at komme tæt på branden med sit grej – og mulighed for at slukke ilden. Eller en redningsmand. Han er også lige glad med, hvordan man ser på ham, bare han få reddet dem, han skal redde. Det samme gælder en skolelærer og en plejehjems­assi­stent af de gode. De vil bare gerne udføre deres arbejde.

1.

Paulus udtrykker det sådan: Men mig er det ligegyldigt, om jeg bliver bedømt af jer eller af nogen menneskelig domstol, ja, jeg bedømmer ikke engang mig selv. Han skriver midt i dette brev (kapitel 9): ”Jeg gør jeg det, jeg gør, fordi jeg skal, er det et hverv, der er pålagt mig. Hvad er da min løn? At jeg forkynder evangeliet (1 Kor 9,18). Ligesom en mors løn er, at barn har det godt, sådan er det en apostels løn er, at budskabet når frem og bliver taget imod. Alt andet er ligegyldigt.

Det er derfor apostlen Paulus i dette brev – ligesom han gør i alle sine breve - gør opmærksom på, at han er et sendebud, sendt af en anden, af Jesus Kristus: ”Fra Paulus, kaldet til Kristi Jesu apostel ved Guds vilje.” (1 Kor 1,1). Ligesom en brandmand med sin hjelm og brandbil fortæller, at han er brandmand. Og umiddelbart derefter gør han, hvad han er sat til: Han forkynder dem evangeliet om Jesus Kristus som korsfæstet. OG han minder om, at han prædikede ordet om korset, selv om mange synes det er tåbeligt og ufilosofisk og for simpelt. Paulus nævner i indledningen og i vores vers i kapitel 4, hvem han er, og hvad de skal anse ham for, men ellers er han optaget af tilhørernes ve og vel, og deres liv. Han er som en brandmand og redningsmand, der bare ønsker én ting: at de lytter og tager imod.

Brevet er fuld af eksempler på, at han hjælper dem med Guds ord. Han viser dem, at de er dyrt købt af Kristus ved hans død (6,20). Han viser dem, at de er rige på alle ting som kristne (1,30 og 4,8). Og han taler også imod at de har retssager indbyrdes (6,1), lever umoralsk og forsvarer utugt og blodskam (5,1). Han forklarer dem, hvordan de er i stor fare for at blive afgudsdyrkere og miste deres kristne tro (10,14), og at de har misbrugt både den hellige nadver (11,30) og Guds nådegaver til egen ære og ikke til opbyggelse af fællesskabet (12,24-25). Og han viser dem hele vejen igennem brevet Jesus som deres Herre og Frelser og minder om, at han døde for deres synder efter skrifterne, og at han opstod efter Skrifterne (15,3-5. Han minder dem om at de skal samle ind og give af deres penge til andre kristne.

2.

Men vil de høre på ham? Vil vi hører på Gud når han viser os vore fejl og hjælper os tilbage på sporet og tilgiver os? Derfor siger Paulus: Sådan skal man betragte os: som Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemme­ligheder. Den apostel eller præst, som sætter sig over Bibelordet og kommer med sine egne holdninger og me­nin­ger, er ikke Kristi tjener. For han er ikke forvalter af Guds ord, men har gjort sig til Herre over Guds ord. Og så er der ikke langt til, at han også vil gøre sig til Herre over dem, han taler til – menigheden. Eller også gør han sig til tjener for mennesker, så han underordner sig under menigheden på den falske måde, når han forsøger at finde ud af, hvad de har lyst til at høre, og kun siger det i stedet for at sige sandheden, som afslører og tilgiver.

Paulus vil hjælpe os til at se en apostel og en kristen præst som Kristi tjener . For det er det, han er, når han ellers er apostel og præst. Og anse ham for at være en forvalter. Den, som tjener mennesker med Evangeliet, kan ikke gøre, hvad han har lyst til. Præster er bundet til at døbe, som Jesus har lært, og som apostlene døbte. Og at prædike og undervise i hele den kristne tros indhold, sådan som apostlene viste os, at vi skal. Og at tilgive den, som bekender sin synd, og at nægte tilgivelse til den, som vil leve i strid med Guds ord. Og at uddele nadveren til dem, der – som apostlen siger det – kan prøve sig selv.

3.

Her kræves det så af forvaltere, at de findes tro. Det er ikke op til præsten eller menig­heden at bestemme selv. Der kræves dette simple og enkle: Troskab. Forvaltere skal vide, hvad deres overordnede vil, at de skal, dvs. hvad Jesus, deres Herre, har bestemt at de skal. De skal oplæres, så de ved det. Og er de bundet dertil i deres samvittighed, så de gør det. - Det er måske et stort krav, men et nødvendigt krav. Samtidig er det også en stor frihed. Der står ikke noget om, at de skal have succes eller fremgang. Der står ikke noget om, at de skal være popu­lære. Det er en trøst både til brandmanden, plejehjemsmed­arbej­deren, skolelæreren, præsten, kassedamen og moderen med det syge barn og den ældre, som beder for sin familie. Hvem kan sige, om de har succes og fremgang? Men tro mod Gud og tro i forhold til deres opgave, det kan måles. Og det kan vi bede Gud om at give os. Og det kan vi hvile i.

De skal findes tro. ”Findes”. Det er altså noget andre observerer hos dem. Og hvem mon der tænkes på? Hvem er observatørerne i dit liv og i din præsts liv? Det svarer han på i næste afsnit: Men mig er det ligegyldigt, om jeg bliver bedømt af jer eller af nogen menneskelig domstol, ja, jeg bedømmer ikke engang mig selv; for jeg er mig ikke noget bevidst, men dermed er jeg ikke frikendt. Her siger han faktisk, at han er ligeglad med, hvad menigheden i Korinth mener om ham. Men det må ikke misforstås. For selvfølgelig er det ikke lige meget om menigheden tager imod ham eller ej. Han siger jo, at han er blevet alt for alle for om muligt at frelse nogle. Han tilpasser sig til jøder og grækere. Men alt sammen for at Frelsens ord må nå målet – nå frem – ligesom det er brandmandens mål at nå frem og få slukket branden og reddet mennesker ud af bygningen. Han er ligeglad med hvad mennesker synes.

Det gælder enhver kristen. Og det er befriende. Spørg efter, hvad der er sandt, og hvad din næste har brug for. Og gå direkte efter det. Spørg hvad din ægtefælle har brug for og giv ham / hende det i troskab. Spørg hvad dit barn har brug for og giv det til dit barn. Spørg Gud, hvad din menighed har brug for og hvad du skylder den. Og giv den det. Det er jo befriende og enkelt.

4.

Apostlen slutter med at sige det ligeud: Den, der bedømmer mig, er Herren. Fæld derfor ikke dom før tiden, før Herren kommer! Han skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil. Og da skal enhver få sin ros fra Gud. – Selvføl­gelig er det ikke rart at Herren bedømmer os, hvis vi ikke ved, hvem han er. Men hvis vi kender ham og kender hans vilje og ved, hvad han har gjort for os, da er det ikke kun rart, men befriende godt. Paulus hjælper menig­heden i Korinth og os: Jeg overleverede jer som noget at det første: At Kristus døde for vore synder efter skrifterne, og at han blev begravet og opstod på den tredje dag efter Skrifterne. Det er befriende. Derfor er det godt, at det er ham, som bedømmer os – og befriende, at det er ham, der er vores dommer.

Så lad os holde fast ved apostlenes ord. Vid, at der kræves af dig som kristen, at du er tro i dit kald. Og kræv af jeres præster, at de er tro mod Evangeliet og siger jer sandheden i kærlighed. Det har I brug for. Og det vil Gud give jer. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 11.12.2016. post@vivit.dk