Tilbage til prædiken-oversigtDu ser all vor nød

Prædiken på 4. søndag e. hellig tre kongers dag, 2. februar 2014 i Gratiakirken.
Læsninger: Esajas 40,26-31, Rom 4,18-25, Matt 8,23-27, Mat 14,22-33
Salmer: 7, 222, Din trone står fra evighed 1.vers, 129, 31, 645  

Matthæus 14,22-33
Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: "Det er et spøgelse," og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: "Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!" Men Peter sagde til ham: "Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet." Han sagde: "Kom!" Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: "Herre, frels mig!" Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?" Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: "Sandelig, du er Guds søn.

----------
Denne beretning om Jesus som vandret på søen, finner vi både hos Matteus, Markus og Johannes. (Johannes er den mest kortfattede dem). Disse tre utfyller hverandre, og hver av dem har trøsterike ord til oss i sine beretninger. Og jeg vil trekke inn noen ord fra alle tre evangelier i denne preken.
------

Man kan undre seg over når der står her hos Matteus, at Jesus nødte disciplene til at gå om bord i båten. Det virker som de var uvillige til å tage av sted. Hva kan grunnen være til deres uvillighed? Dette hendte straks etter at Jesus havde gjort det store under hvor han mættet de fem tusen med fem brød og to fisk. Folkeskaren var ute av seg selv av forundring, og de ville gjøre ham til konge, en som kunne fri dem fra romernes herredømme, en som på nytt kunne gi jødene en ærefull posisjon i verden. Jesu disipler var grepet av samme tanke. Tenk nå kommer Guds rike, i sin velde og prakt, Jesus blir konge og vi får måske ærefulle embeter i hans rige. De ble – som folkeskaren – grepet av tanken om at nå kan det virkelig gå godt for oss. En konge som kunne skaffe brød frem av intet. Det var noe! Så hvorfor forlate dette sted, her hvor Jesus virkelig fremsto med sin makt, og folket var begeistret!

Jesu rike er ikke av denne verden

Men dette var ikke efter Jesu sinn. Hans rike er ikke av denne verden. Han skulle ikke ha jordisk makt, og jordisk herlighet. Han var kommet for å lide og dø. Derfor nødte han dem til at reise derfra, nødte dem til at gå om bord i båten og tage over til den anden bred. - I en engelsk bibel står der faktisk, at han tvang dem til det. - Selv ville han være i ensomhet, i bønn til sin himmelske far. Vi kan også bli grepet av tanken om det som ser stort og flott ut. Vi vil så gjerne at det skal lykkes for oss – i livet, i vår menighet og kirke! Men vi glemmer lett at vårt liv er et liv under korset, og vår kirke en kirke under korset. Vil vi følge Jesus, så må vi belage oss på å dele hans kår. Først når vi kommer til himmelen skal vi regne med at Guds rike fremstår i herlighed.

Livets stormer

Disiplene var ikke kommet langt på sjøen før der ble storm. Båten …. kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Båten kæmpede, og de kæmpede. Sådan lader Gud os komme inn i storm, i nød og vanskeligheder. Og ikke nok med det. Når vi beder ham gribe ind, så virker det som han er taus, og slet ikke tilstede! Ikke ville han være med i båten, og når han kom vandrende på sjøen så det ut som han bare ville gå forbi (forteller Markus). Men når vi synes alt håb er ude, da kommer han. Da kommer han nær til båten, som Johannes siger. Da går han ikke lenger forbi, han er der, tett ved oss.

Bi på Herren

Det kan være hårdt å vente på Herrens hjelp. I gamle Bibler bruges et ord som heter at bie. Bi på Herren! Og det at bie, det er ”at vente lenge og udholdende og tilsynelatende forgjeves”. Dette oppfordrer Bibelen os til. Bie på Herren. Han kommer måske ikke i den første nattvakt, heller ikke i andre, heller ikke i tredje, men først i den fjerde nattevakt. Når vi synes alt håb er ude. Da griber han ind. Sett din lid til hans løfter. Bi på Herren, fat mod, dit hjerte være stærkt, ja bi på Herren! (Sl 27,14 g o)

Han ser oss

Når vi ikke tror han er der, når vi ikke tror han ser oss, så ser han oss. Han vet godt hvordan vi har det, og ved godt om stormene i vort liv. Om der er mørk natt og vi synes han er langt væk, så ser han os, som han så sine disciple. Da han så, leser vi hos Markus at de kæmpede med at komme frem, fordi de havde vinden imod. Da han så. Gud er den Gud som ser. Og vi minnes ordene fra Jobs bog 35, Når du sier at du ikke ser ham, så ser han din sak, og du må vente på ham. Gud er den Gud som ser. Han ser din nød, og vil hjelpe dig i rette tid. Jesus så sine disiple, der han var langt fra dem, oppe på bjerget, (der han var i bønn). Han var langt væk og der var mørk natt, men han så dem, for han – som selv er Gud – er ikke begrenset hverken av mørke eller avstand. Han så dem, og helt sikkert så bad han for dem der oppe på bjerget. Han visste at de kæmpede hele natten. Men han kom først i den fjerde nattevakt. Og når han kommer sier han til dem: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« Disse vidunderlige ord har alle tre evangelisterne taget med. Ja, når Jesus er hos oss, har vi ingen grunn til å frykte. (Man har regnet ut at Frygt ikke står 365 gange i Bibelen, altså et ”Frygt ikke” for hver dag i året!). Når der står Vær frimodige, det er mig, skulle der egentlig ha stått: Vær frimodige, jeg er, frygt ikke!« Dette er et av de mange ”Jeg er”- ordene i NT, der Jesus peker på seg selv som den sanne Gud. Han som kommer på søen til dem er Herren selv. Han som har all makt i himmel og på jord. Han er den Herrens engel som Moses møtte i den brennende tornebusk. Han er den Herre som førte sitt folk tørrskodd gennem Det røde hav. Han er den evige, sanne Gud., den allmektige himlens og jordens skaber og din og min Frelser. Og de som var i båten forstår det. De kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«

Fest ditt blikk på Jesus

Da disiplene forstår at det er Jesus som kommer vandrende til dem på sjøen, sier Peter, impulsiv og hurtig som alltid, Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« Jesus sagde: »Kom!« Og Peter trådte ud av båten og gik på vandet hen til Jesus. Det gikk godt så lenge han festet sitt blikk på Jesus, og stolte på Jesu ord, men så står der: Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« Sådan er det også for oss. Så lenge vi fester vort blikk på Jesus, på hans ord og løfter, så går vi frimodig videre i livet. Men når vi glemmer hva han har sagt, og begynner å se på alle problemerne som vokser oss over hodet, så går det med oss som med Peter. Vi begynner å synke. Synke ned i fortvivlelse. Dette kan aldrig gå godt! Derfor oppfordrer Bibelen oss på nytt og nytt: Se på Jesus! Se hen til ham som er troens opphavsmann og fullender (Heb 12). Går du gjennem vand, er jeg med dig og gjennom floder, skylder de ikke sammen over deg. Går du gjennom ild bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke. For jeg er Herren din Gud, Israels Hellige er din Frelser (Es 43).

Jesus er nær

Jesus er oss aldri så nær som når vi er i nød. Da disiplene kæmpede i bølgene, vinden var i mot, de kom ingen vei: De kæmpede med at komme frem, fordi de havde vinden imod (Markus), de var i stor nød. Da kom Jesus gående på sjøen, og han kom nær til båten. Han er like ved deg, selv om du ikke fornemmer ham eller ser ham. Og når Peter holder på å synke står det: Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham. Han griper ind. Stol du på det! Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind (Sl 37,5). Jeg bliver alltid hos dig, sier Asaf i Sl 73, Du har grepet min højre hånd (norsk overs).

Stol på Ham

Når Jesus griber Peters hånd, kommer han med en mild bebreidelse til Peter: Han siger til ham »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?” Hvorfor stoler du ikke på meg, Peter? Du har vært med til det store brødunder, hvor jeg viste meg at være Guds Sønn, og jeg kommer gående på vandet og viser at jeg – som Himmelens og jordens skaber - står over alle naturlove. Stol på mig. Men er det ikke sådan også med oss? Når vi kommer ut i dyp nød, så glemmer vi hvem Herren er, vi glemmer Herrens ord og løfter – alle våre problem tårner seg opp, vi ser på oss selv, og prøver finne ny kraft i oss selv. Det ligger jo i tiden: Hjelp deg selv, heter det! Og når det går galt i livet, så tenker vi også at det er vi selv som har skyld i det hele. Og nogen gange kan det være sådan. Vi selv kan være årsaken til mange av de problemer vi kommer opp i – men det er ikke alltid. Men uansett så skal vi vite. Den skyld du har, den har Jesus sonet for. Så du er skyldfri. Det er det skriftemålet på nytt og på nytt skal give deg visshet om. Derfor brug skriftemålet og nadverden flittig. Skriftemålet hvor du får tilgivet alle dine synder, all din skyld blir tatt helt væk, og nadverden, hvor du får del i Kristi sanne legeme og blod til dine synders forladelse. Brug det ofte.

Så stiger han inn i båten til disiplene, og havet stilner brått. Og ikke lenge etter er de fremme på den andre siden. Jesus viser igjen sin guddomsmakt. Han kommer gående på vannet,– og stormen stilner når han vil.

Befal du dine veje / og al din hjertesorg / til hans trofaste pleje, / som bor i Himlens borg! / Han, som kan stormen binde, / hvem bølgen lyde må, / han kan og vejen finde, / hvorpå din fod kan gå.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden som var, er og være skal, en sann Gud fra evighed og til evighed. Amen

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 04.02.2014. post@vivit.dk