Jesus skal herliggøres
I 1266 mødte eventyreren Marco Polo i Mongoliet herskeren over verdens største rige nogensinde, Kublai Khan. Da denne hørte om Jesus, som døde for verdens synder, bad han Marco Polo anmode kirken i Vesten om at sende 100 missionærer, for at han og hans undersåtter kunne blive døbt!
En enestående mulighed til at herliggøre Jesus for mange mennesker. - Men intet skete! Ingen rejste! I stedet bredte budhisme og islam sig Khans rige.
Hvad nu?
"Da jeg den 11. sept. på TV så tårnene i New York falde sammen, tænkte jeg på en bedestund, jeg havde haft med min hustru på toppen af World Trade Center. Vi havde bedt for de unåede mennesker i vort land og især for muslimerne.
Jeg kom i tanke om, at hvad mennesker tænker ondt, kan Gud vende til godt. Og jeg tror, at Gud hermed har givet os en enestående chance for at forkynde evangeliet til muslimer. Vil vi gribe den?" - spørger en muslim-missionær i Missourisynoden.
Timen er kommet!
- hørte vi Jesus sige i evangeliet til sidste søndag i årets Hellig tre Kongers tid, Johs 12,22-33.
Vi ser nu fremad imod påsken, som denne tekst er optakt til. Nogle grækere har bedt Filip: Vi vil gerne se Jesus! Han er lidt forlegen og får fat i Andreas. Men da de melder det til Jesus, udbryder han: Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres! Og visionen er grænseløs: Når jeg er ophøjet fra jorden vil jeg drage alle til mig! - Jesus skal herliggøres for alle; det er også vores vision!
Men hvordan?
Det spørger og beder vi om - som præsteparret på toppen af World Trade Center - for de mange unåede danskere og indvandrere fra Kublai Khans gamle rige. Er det mirakler og undere, der skal til?
Måske disciplene har tænkt sig noget mirakuløst ved Jesu svar: Nu skal Menneskesønnen herliggøres! Og der skal virkelig noget mirakuløst til.
Jesus viser til naturens mirakel
Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn - som med Polo; da ingen fulgte, fik ingen gavn af livet i Jesus!- men hvis det dør, bærer det mange fold.
Jesus viser altså sin herlighed for alle verdens mennesker ved at gå i døden for dem! Så helt anderledes end grækernes filosoffer, Buddha og Muhammed, der blot efterlod sig skrifter og vise ord til efterfølgelse.
Jesus efterlader sig derimod et liv, der er stærkere end døden, et liv for mange. Fordi han som den ene dør i alles sted og derfor også opstår for alle. Sådan giver Jesus nyt liv.
Livet må satses
For den, der elsker sit liv, mister det - siger Jesus. Lever vi for os selv, så livets indhold er, hvad vi har her og nu, da mister vi livet. For hvad nytter glæde og lykke, når døden kommer?
Men den, der hader sit liv i denne verden - så han lader det komme i anden række for at eje og leve det nye liv, som opstår af døde - han skal bevare det til evigt liv, lover Jesus.
Hvor alvorligt dette er for Jesus, mindes vi om, når vi fra og med søndag septuagesima (70.- dagen før påske) følger Jesus til Jerusalem.
Straks efter disse stærke ord udbryder han: Nu er min sjæl i oprør! For Jesus er døden dødsensalvorlig; den er dom og regnskab, opgør med Gud og adskillelse fra Gud. Døden går ham gennem marv og ben: Hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Det er fristelsen til at søge sit eget liv og afvige fra Guds vej. - Men: Nej, det er derfor, jeg er kommet til denne time.
Guds navn skal herliggøres!
Det er målet for Jesu sidste vandring til Jerusalem og Golgata, at julens glæde, som skal være for hele folket, må udbredes til alle folk, så de kan kende Gud som deres sande Far og sig selv som hans sande børn!
Jesus kan ikke holde dette liv for sig selv; men må give det i døden som et såkorn, for at mange, mange mennesker kan få hans liv med Gud! Han beder: Fader, herliggør dit navn!
Jeg har herliggjort det, og jeg ville atter herliggøre det - lyder Guds svar fra himlen. - Gud vil herliggøres som alle menneskers Far ved at lade Jesus så som et korn, der dør for at opstå til liv for mange - ja for alle!
Jesus skal herliggøres!
Lad os da som kristne - hvad vi end har af politiske øjne - bede om øjne til også at se de fremmede som en anledning for Jesus til at drage alle til sig. Derfor sætter han livet til, for at dele det med andre. Og som sådanne såkorn vil han bruge os i sin tjeneste!
Lad os da - mens politikerne slås om integrationen - som kristne bistå hinanden i missionen!
Vagn Lyrstrand
Fastetiden
- begynder med forfasten (fra søndag septuagesima, halvfjerds dage før påske). Fastetiden er forberedelsestiden før festen for Herrens opstandelse. En tid, hvor vi følger Herren Jesus på hans vandring mod kors og død i Jerusalem og i hans kamp mod Djævelen. Tidens temaer er kamp og bod. Farven er violet - som anklagerens i en retsag - for vi må netop stille os selv under anklage.
Mariæ Bebudelses Dag
- er festen for Herrens menneskevordelse. Gud blev menneske i jomfruens skød. Festfarven er gylden som det himmelske guld - eller hvid som de frelstes klæder for den store hvide trone.
Skærtorsdag
- er dagen for Herrens indstiftelse af den nye pagt - nemlig den hellige nadver. Selv om tiden er præget af fastens tunge alvor, må denne fest markeres med den hvide eller gyldne festfarve.
Langfredag
- er dagen for Herrens lidelse og død. Dagen er præget af sorg - men ikke fortvivlelse - over, at vor synd og skyld kostede Frelseren alt dette. Farven er sort på denne sorgens og alvorens dag.
Salme til påske lørdag
Mit hjerte i den grav, du lå til påskemorgen rød,
lad, når det aftner, hvile få og smile ad sin død!
Før så mig arme synder hjem med din retfærdighed
til dit det ny Jerusalem, til al din herlighed! (DS 189.)
Påske
- er festen for Herrens opstandelse. Festfarven er gylden som det himmelske guld - eller hvid som de frelstes klæder for den store hvide trone.
Jais H. Tinglund
Prædiken på Fastelavns søndag over Lukas 18,31-43: „Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes." ... Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han råbte:"Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!"
I toget
Jeg mødte en i toget for 2 uger siden. Hun var vist født blind. For hun havde kun ét øje. Det andet var overvokset med hud. Hun kom ind i det overfyldte tog og gik gennem gangen, hvor jeg stod med min taske. Det var lige ud for damen med service-vognen med kaffe og aviser og blade. Den blinde købte ingen avis. Heller ingen blade. Hun gik ind i næste kupé. Dejligt at se, at en anden passager rejste sig for hende.
Hvad mon sådan en blind har ud af livet? Hvis et blindt menneske altid har været blindt, ved det ikke engang, hvordan det er at se, og hvad det går glip af. Det ved kun, at det i sin blindhed på nogle områder har et mere besværligt liv _ og at der er en del, som de ikke fatter noget af.
I optoget
Sådan har det også været med den blinde mand ved Jeriko, som evangeliet fortæller om. Han var ligefrem en stakkel, en tigger. Ligesom man kunne tænke om kvinden i toget. Hun var på en måde en stakkel. Hun var måske den eneste i toget, der var blind. Alle vi andre kunne læse „Ud at se med DSB"_bladet. Det kunne den blinde ikke. Men hun kom dog med.
Den blinde og os andre
Men hvem ser egentlig mest? Jesu egne disciple eller den blinde? Disciplene var med på første klasse. De så ham og følte ham. De havde lærte så meget af ham. Alligevel fattede de ikke noget af det, han fortalte dem. Lukas fortæller det. Johannes og Matthæus indrømmer det. Markus beskriver det også i sit evangelium.
Det er en udbredt blindhed i toget. Ikke kun den blinde har svært ved at se. Særligt dem på første klasse har problemer. Hvor er de på vej hen? Ser de det? Hvor fører Politiken, en dejlig romanbog (mange læste den dag „Ringenes Herre"), Billedbladet og en kryds og tværs os mennesker hen? Hvor kan man komme hen på en togbillet? Vi havde alle betalt vores billet _ også den blinde kvinde. Vi var alle med toget. Hvorfor fattede dem på første klasse ikke noget af det hele?
Et tog på vej mod lidelse og død
Jesus sagde: „Se, vi går op til Jerusalem." Det er dér, vi skal hen. Vi skal til påskefest, festen for udfrielse af fangenskabet i Egypten, en genløsningsfest, en fest for sejr over lidelse, lgudløshed og dom. „Og Menneskesønnen skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå."
Toget går til Jerusalem med Jesus i spidsen. Han går ind i lidelsen. Endda forrest. Han ved, hvilken lidelse han har foran sig på "endestationen". Alligevel tager han flere med i toget og leder det selv. I Jerusalem bliver han overgivet til hedningerne, hånet og mishandlet. - som ved en frygtelig togulykke. De skal piske ham og slå ham ihjel. - Han, der styrer det hele, lider selv ondt og dør. Det er han i gang med at undervise om på første klasse.
Hvem løser billet til et dødstog?
Undervisning i lidelse og død. Men hvem løser billet til sådan en undervisning? Nej vel? Det er hverken sjovt eller underholdende. Det er svært og rystende. Det er ikke der, vi havde tænkt os at køre hen her i livet. Det er vist det forkerte tog .... dødstoget ... lad os komme af. - Det kan vi bare ikke. Alle mennesker er på vej i et dødstog, alle uden undtagelse. Også selv om man køber Se og Hør eller sætter ørerpropperne i og hører den dejligste musik. Derfor er det godt _ ja, frelsende nødvendigt, at Jesus er steget på. Det er hans tog - hans optog - og han vil have os med.
Men de fattede intet deraf ... selv om de fik det forklaret. Jesus fortalte, at „alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes:"
"Endestationen" er beskrevet udførligt hos profeterne. Den frygtelige endestation. For den er frygtelig. Profeterne skriver om skylden, lidelsen, døden og dommen. Og de siger, at menneskenes sønner og døtre skal komme ud for alt dette.
Vi så lidt af endestationen i New York sidste år. Vi så lidt af den i ruinerne fra et jordskælv i Tyrkiet og ved en vulkan i Afrika. Og ved mordet på indvandrerpigen i Sverige. Døden, lidelsen, volden og meningsløsheden kommer ind overalt. Den er med i toget, fordi toget er fyldt med mennesker. Og vi vil hellere med et andet tog!
Menneskesønnen forrest i optoget
Se, vi går op til Jerusalem! - Menneskesønnen er med. Han er en helt bestemt person, nemlig Guds søn, den evige og almægtige, som blev menneske. Og han tager sine disciple Peter, Judas, Johannes og Thomas med på "første klasse". For de går forrest med Jesus ind i Jeriko og ser den blinde, er med palmesøndag, i nadversalen, i Getsemane og i ypperstepræstens gård. En enkelt, Johannes, er også med ved korset, hvor Jesus dør. Judas er tæt på. Og Peter er tæt på. Alligevel går det dem vidt forskelligt, ligesom det også kan gå os vidt forskelligt. Det afgørende er, at vi ikke står af, men bliver i det optog, hvor man om søndagen siger "Herre, forbarm dig!"
Ud at se - med Menneskesønnen
"Ud og se - med DSB" hedder bladet i toget. Og der står på bladet, at man kan taget det gratis med hjem. Tag evangeliet med hjem! Læs bagerst i salmebogen om ruten. Du finder den under overskriften „Vor Herres Jesu Kristi lidelseshistorie". Det er sådan, vi kommer til Jerusalem - også i år. Se ham på vej, ved at høre om, hvem han er, og hvad han gjorde for dig. Da tager han dig med For troen kommer af det, som høres!
Sæt dig i kirken og lyt til prædikenen på søndag. Læs og lyt derhjemme. Sådan kommer du med til "endestationen", så du klarer dødsruten og bliver frelst. Du ser dig selv, din fornægtelse, dine svigt, ja, hvordan du måske er på nippet til at forråde troen på Kristus og forlade toget og købe dig en billet til et helt andet sted og til en helt anden fest ... Lad ham tage dig med!
Hvem kan komme med?
Det kan netop den blinde. Den blinde ved Jeriko hørte optoget passere og spurgte, hvad det var. Man fortalte, at det var Jesus fra Nazaret. Da råber han "Davids Søn, forbarm dig over mig!". Han råber, så hele toget hører det. Og de beder ham om at tie stille. Men han råber endnu højere „Lad mig komme med, Herre Jesus! Kyrie Eleison. Herre forbarm dig!" „Eleison!" Det er, hvad der står på græsk. Derfor har vi sunget det så ofte i kirken. „Eleison!" Det er de elendiges bøn. Det er den første bøn i kirken, en bøn for dem på tredje klasse, som trygler om at komme med. Det er tiggernes bøn.
Men hvad med dem på første klasse - og anden klasse - alle dem (os) der kigger på? De synes, at det er noget underligt noget, at toget standser, for at tage et elendigt menneske med. Hvad har han ud af at komme med toget? Han kan jo hverken nyde udsigten eller se, hvad der foregår i Jerusalem. Hvorfor standse for ham?
Det gode nødråb!
Men Jesus lader den nye passager komme i centrum. For dette sølle menneske fortæller hele optoget noget afgørende om dem på første klasse - og dem på anden - og om togføreren: Den blinde ser med troens øjne, at Jesus fra Nazaret er Davids søn. Tænk, det ser den blinde. Og han råber det så højt, at alle må finde sig i at høre det.
Sådan bruger Gud kristne børn, syge kristne og ringe kristne mennesker for at fortælle os, der rejser på 2. og 1. klasse i livet, hvad det dybest set går ud på. Den blinde kom med i toget. Han indså, hvem Jesus var. Og Jesus gav ham i tilgift synet som et tegn, der peger frem på det nye liv efter opstandelsen.
Hvad fatter vi af lidelsen i verden og på korset? Tag med kirketoget til påskefest og få del i opstandelsen ved troen på Jesus Kristus.
Leif G. Jensen
- lyder den udfordrende titel på en længere artikel i den amerikanske lutherske kirke Missourisynodens månedsblad. Undertitlen fortsætter: "Hvad kan lutherske kristne gøre for deres muslimske nabo?" - Forfatteren er tidligere missionær i Indien og professor i mission. Vi klipper fra artiklen, der vil oplyse om, hvad andre tror og tilskynde til at være kristne vidner over for dem.Islam i Europa
Historisk består der et særligt bånd mellem Islam og lutherske kristne. På reformationstiden var der krig iEuropa mellem den katolske kejser og den franske konge. Da kom tyrkernes Sultan Suleiman på banen. Han splittede reformationens fjender og støttede delvis dens venner.
Under en vigtig teologisk samtale i Marburg år 1539 belejrede Suleiman Wien nogle 100 km mod øst. Og Luther kunne da let have indtaget en militant holdning til muslimerne; men han så på det som en verdslig sag og var imod krig på religiøse betingelser.
Luther fik imidlertid interesse for muslimerne som mennesker og som sjæle, der kunne vindes for Kristus! Han anerkendte deres iver i bøn og faste. Og han tilskyndede til at "lade muslimen leve og tro, som han vil."
En luthersk Koran
Luther så klart, at Islam forkyndte ren gerningsretfærdighed. Og det fordømte han og håbede, at de måtte erkende, at sand religion er mere end gerninger. Evangeliet åbenbarer Den treenige Gud, som frelser af nåde ved Kristus alene. Men Satan vil berøve både kristne og muslimer denne sandhed. Og i 1543 skrev Luther og Melanchton forord til den første udgave af Koranen i Europa - for at afsløre, gendrive og overvinde "Djævelens sindsyge og vildfarelse."
Vore lutherske fædre var altså ikke bange for at gøre sig bekendt med Koranens lære. Luther erkendte betydningen af at vide besked om Islam og at vise respekt og tolerance over for muslimerne. Her var han pionér og langt forud for sin tid.
Mission blandt muslimer
Små skridt til luthersk Islam-mission blev taget på 1700-tallet. Først på 1900-tallet, da hver 5. verdensborger var muslim, blev det mere varigt.Og om vor tid skriver artiklens forfatter:
Men nu har Gud bragt muslimer indenfor rækkevidde af personlig kontakt for ethvert medlem af sin kirke i vort land! Vores naboer er blevet muslimer. Og som lutherske kristne må vi lære, hvordan vi viser dem kærlighedens signal.
Vores muslimske nabo
- er ikke terrorist! Han er lægen på sygehuset, chaufføren i skolebussen, klassekammeraten osv. Og de fleste er lige så rystede over terror som os.
De kalder deres gud for Allah. Han er én, skaber og dommer og alles herre. "I Allahs navn, den nådige og medlidende" vil de ofte sige. Han viser nåde ved at åbenbare sin vilje gennem profeter fx: Først Adam, siden Noa og Abraham, Moses, David og Jesus! - Muhammed er den sidste profet.
De tror på en dom til Paradis eller evig ild. Men der er ingen vished om, hvad der må til for at blive frelst. Man er mere optaget af forskrifter for livet end af troens indhold.
Jihad er kendt som Hellig krig. Det handler især om kamp mod det, der drager bort fra Allah, fx åndelig svaghed og kødeligt begær. Men det kan også omfatte kamp mod ondskab i samfundet; men kvinder, børn og kristne skal da beskyttes; og selvmordsaktioner og vold er forbudt. Sådan tror de fleste. - Men al religion kan misbruges!
Muslimer og Jesus
Muslimerne anerkender Jesus som Profeten Isa, men ikke som Frelser. Han æres som en from mand, hvem Gud reddede fra døden på korset.
Kristne (og jøder) har en særlig status som bogens folk. Koranen siger, at af alle mennesker står de kristne muslimen nærmest i sindelag.
Kristi kærlighed driver os
Allah er større! siger muslimerne. Som kristne siger vi det med tanke på den sande Gud, Fader, Søn og Helligånd: Guds kærlighed er større, end vi kan forestille os: Så stor, at han i Jesus Kristus kom til os for at overvinde synd, død og djævel i vort sted, og for at kunne favne hvert eneste menneske i kærlighed.
Gud elsker også muslimen med den kærlighed, som er større. Jesus, den sande Messias og Frelser, viste og forkyndte: Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner (Joh 15,13).
På korstogstiden skrev en abbed: "Kirken fører ikke kongesværd, men hyr
destav. Og jeg angriber jer ikke, som andre af vore, med våben, men med ord; ikke med had, men med kærlighed. Jeg elsker jer og skriver til jer for at indbyde jer til frelse."
Missionæren udfordrer
Kan vi i denne vanskelige tid sende et lignende Jeg-elsker-jer-signal til vores muslimske naboer og indbyde dem til den frelse, der er vores alene ved tro på Jesus Kristus?
R. E. Miller - overs./red.VL
Tips til samtale om Jesus med en muslimsk ven
Udarbejdet af Pastor Randy Duncan efter personlig erfaring som Missourisynodens første missionær blandt muslimer i USA.
Hvad gør man?
1. Gør dig klart, hvad du selv tror.
2. Gør dig bekendt med Islam.
3. Tal om nogle positive skildringer
af Jesus i Koranen eller Bibelen.
4. Brug Guds Ord.
5. Giv litteratur.
6. Aflæg et personligt vidnesbyrd om,
hvad Guds frelse betyder for dig.
7. Indbyd din muslimske bekendte
til en mindre gruppe eller til kirke.
8. Vis respekt.
9. Vær en god ven.
10. Stil spørgsmål til muslimens tro.
11. Lad være med at diskutere politik.
12. Bed for dem!
Hvad skal man ikke gøre?
1. Tal ikke dårligt om Muhammed, Koranen eller Allah.
2. Begynd ikke med Treenigheden, men med Jesu lære.
3. Brug ikke udtrykket "Guds Søn" uden at du har forklaret det.
4. Behandl ikke Bibelen skødesløst (ved fx at lade den ligge på gulvet).
5. Tal ikke dårligt om andre kirkesamfund; Muslimer ser opdelingen i
trosretninger som tegn på, at der ikke er nogen virkelig kristen sandhed.
6. Tal ikke Kana'ans sprog, men ganske almindelig dansk.
7. Hån ikke deres kultur.
8. Vær ikke alene som vidne med det modsatte køn.
9. Hold dig ikke på afstand og være ikke "professionel".
10. Lad være at drikke alkohol; og byd dem ikke på svinekød.
11. Lad ikke hunden være inde, når du har muslimske gæster.
(Hunde regnes af muslimerne for urene dyr).
12. Vær ikke bange og giv ikke op.
Husk, at det hele kommer an på Jesus Kristus. Han er det ene store, som de mangler og har brug for. Og han er alt, hvad vi har at tilbyde. Til syvende og sidst er det Kristi kærlighed i og gennem os, som alle kan give alle mennesker fred.
Fra Lutheran Witness 12/2001 - VL¨
Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig. Sådan lyder ét af Guds bud. Ifølge luthersk tradition regnes det for det sidste bud på Lovens første tavle - altså det sidste af de bud, som angår den troendes direkte forhold til Gud - modsat den anden tavles bud, som vedrører forholdet til andre mennesker.
Det 3. bud
Der er stor forskel på, hvor meget, man har været optaget af netop dette bud igennem historien. Da Herren selv var synligt i verden, var farisæerne meget optaget af sabbatsbudet - som man kalder det. I det område, hvor vi nu bor, går der historier om, hvordan nogle indtil for ikke ret mange år siden var meget optagede af, om nu naboerne vaskede eller slog græsplæne eller på anden måde forsyndede sig groft. Og for nogle siges denne optagethed af sabbatsbudet at have været noget i retning af det afgørende kendetegn på, at man hørte til de rigtige Guds børn.
Kom helligdagen i hu
Oftest er sabbatsbudets indhold blevet opfattet som et forbud mod at arbejde på helligdage. Kom helligdagen i hu, så du holder hvile. Men både ordlyden og indholdet i budet er det modsatte. Det drejer sig om, at dagen er helliget af Gud. Og derfor skal dagen været helliget Gud. For på seks dage skabte Herren Himmelen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede Han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den, læser vi (2 Mos 20:11).
En dag helliget Herren
At hvile på helligdagen er ikke i sig selv formålet med helligdagen. Sandt nok, helligdagen er udtryk for Guds kærlighed til sin skabning, at Han under os alt godt, og også den gode hvile. Men netop også den gode hvile. Sabbatsbudets mening er, at den troende på helligdagen skal hvile fra sit daglige arbejde for at have tid og lejlighed til at søge hvile hos Gud - i den gudstjeneste, Gud har forordnet.
Den nye pagts sabbatsbud
For Luther var det afgørende, at de gammeltestamentlige buds gyldighed var bekræftet i Nye Testamente. Og nogle har hævdet, at dette ikke skulle være tilfældet for sabbatsbudets vedkommende. Men er man først opmærksom på, at sabbatsbudet mere handler om gudstjeneste end om lukkelov, ser det helt anderledes ud. For selvfølgelig bekræfter Nye Testamente, at der skal holdes gudstjeneste. Ja, faktisk handler den nye pagt om en bestemt gudstjeneste.
Den nye pagts sabbatsbud blev givet af vor Herre Jesus selv i den nat, da Han blev forrådt og sagde: ... denne kalk er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer. Gør dette, så ofte som I drikker den, til min ihukommelse ...
Søndag er vor Herres dag ...
Lørdag er den syvende dag i ugen og dermed den naturlige hviledag. Og sådan var det for Guds folk frem til Herrens opstandelse på den første dag i ugen. Herefter var det naturligt at fejre den første dag i ugen, Herrens opstandelses dag, som dagen for den nye verdens begyndelse og for det Guds Rige, som stadig er i sin vorden, mens vi venter Herrens komme i herlighed. Som sådan begyndte Guds folk meget tidligt at gøre søndagen til sin helligdag. Det er dét, vi ser vidnesbyrd om, når Det Nye Testamente så ofte nævner menighedens sammenkomst på den første dag i ugen, og når evangelierne understreger, at den opstandne Jesus viste sig for sine disciple, netop mens de var forsamlede på den første dag i ugen ...
... ikke dog som dårer mene
Men skal ikke alle dage være helliget Herren? Er det ikke en tilbagevenden til Loven og jødedommen at regne én dag for mere hellig end andre? Er det ikke sådan, at hver dag, en kristen lever, skal være en dag levet for Herren?
Det kan man selvfølgelig godt sige. Og det vil på sin vis ikke engang være forkert. Og alligevel er det sådan, at mennesker behøver ordninger for livet - også for troens liv. Den tanke, at alt tilhører Gud, bliver som regel i praksis til, at intet gives til Gud. Den tanke, at ikke blot tiende skal gives til Gud, men alt hvad jeg ejer, tilhører Gud - den bliver i reglen til et bidrag langt mindre end tiende. Og tilsvarende: den tanke, at alle dage er hellige dage, bliver i reglen til, at ingen dage er hellige dage. Sådan er det. For sådan er vi.
For at hjælpe os til virkelig at få sat tid af til at leve med Gud, er det vigtigt for os, at der er sat en særlig dag af til det formål. Derfor er det en god gave, Gud har givet os, at der er en særlig dag, hvor Guds Søn har sat sin menighed stævne, og vi kommer sammen i menigheden for at være sammen om Ham og med Ham.
Frihed til kirkegang
Det er dét, der ligger bag den kristelige modvilje mod søndagsarbejde ud over det nødvendige: at den arbejdsgiver, som kræver søndagsarbejde af sine ansatte, forhindrer dem i at komme i kirke. Og det er et overgreb, kristne ikke behøver at lade sig udsætte for.
I sin tid var det også grunden til, at KFUM's Idrætsforbund blev til. Man ønskede at sikre, at unge kristne atleter kunne komme til at forfølge deres sunde interesser uden at lide skade på deres åndelige liv. Derfor dannede man et netværk af idrætsforeninger, der ikke lagde stævner og kampe på søndage og på den måde stillede sig i vejen for de unges kirkegang ...
Lov og Evangelium?
Er sabbatsbudet Lov eller Evangelium? spørger vi så. Og svaret er nej. Sabbatsbudet er ikke Lov eller Evangelium, men Lov og Evangelium.
Sabbatsbudet er Evangelium i den forstand, at den er udtryk for, at Guds Søn ønsker at være sammen med sine kristne og at give sin frelse til dem. Og det er det, gudstjenesten drejer sig om. At Guds Søn kommer til os og giver sig selv til os.
Og sabbatsbudet er Lov i den forstand, at det er udtryk for noget, kristne skal. Og kristne skal holde gudstjeneste. Kristne skal høre Guds Ord og tage imod Hans nåde, også i den hellige nadver, som Han selv har forordnet det. Og kristne skylder Gud at bringe Ham lovprisningsoffer, det vil sige frugten af læber, som bekender Hans navn (Hebr 13:15).
Den kristne skylder også menigheden sin støtte og medleven - og sit vidnesbyrd. En ringe tilslutning til menighedens gudstjeneste er dræbende for al (al næsten al) arbejdsglæde og frimodighed. Så er det sagt.
Den kristne skylder også verden det vidnesbyrd, at gudstjeneste og kristenliv er vigtigt. I hvert fald vigtigt nok til, at det er værd at gå i kirke for. Man kan blot tænke på det vidnesbyrd, folkekirken aflægger med sine mange tomme kirker. Og det anderledes vidnesbyrd, der toner frem andre steder, hvor kirkegangen ikke er så ringe ...
Et kald til at sætte andet til side
Som et ekko af Herrens bud om at holde hviledagen hellig kalder Guds Kirke sine børn til sig så godt som hver søndag - og på andre dage, som af forskellige grunde er særligt afsat til at holde gudstjeneste. Og det kald bør alle kristne lægge sig på sinde. Netop fordi det er et ekko af Guds eget kald til sine troende. Og fordi det er den kristnes skyldighed at sætte andre ting til side for at søge til Guds hus.Og fordi gudstjenesten og dens virkelighed i sig selv er værd at sætte andre ting til side for.
Sabbatsbudet - og det forhold, at Kirkebladet oplyser, at der er gudstjeneste i min menighed i dag - er et kald til at lægge andre ting til side og lade denne dag handle om det, der er virkelig vigtigt for mig som kristen, nemlig at hvile i Guds nåde. Og det er det værd.
Jais H. Tinglund
Lohals Kirke
Præsentation
Klippet fra omtale i Øboen og Fyns Amts Avis januar 2002. - Stykket er omarbejdet til en præsentationsfolder.
Frikirken i Lohals
Vidste De, at der i over 100 år har eksisteret en luthersk frimenighed i Lohals. Den har til huse på Østergade i en lille kirke bygget i 1952 af den lokale murermester Emil G. Jensen.
Frimenigheden er tilknyttet Den evangelisk-lutherske Frikirke, der blev stiftet i 1855 som den første lutherske frikirke i Norden.
Der er tale om et konservativt kirkesamfund, der anser Bibelen helt igennem som Guds Ord, ligesom man tager de lutherske bekendelsesskrifter, som man deler med folkekirken, alvorligt og for pålydende.
"Fri" i navnet "frikirke" tilkendegiver, at man er uafhængig i forhold til staten og kirkeministeren, så man f.eks. frit kan vælge sin egen salmebog, selvom man hidtil har brugt folkekirkens. "Fri" betyder derimod ikke, at man som flere frikirker har sagt sig fri fra kirkens bekendelse eller forholder sig frit til den som mange i folkekirken.
I frikirken i Lohals prædikes om skyld og dom og frelse til evigt liv med Gud ved dåb og tro på Jesus. "Som i gamle dage" fristes man til at sige. "Men det er ikke gammeldags" forklarer præsten. "Gud ønsker alle mennesker glæde og evigt håb, som overvinder synd og død. Og det giver Gud gennem budskabet om Jesus, som døde på et kors og opstod igen."
"Det er denne evige glæde og frelse, det handler om i Bibelen og Den lutherske Bekendelse. Og derfor er det vigtigt, at der prædikes i forpligtethed på dette grundlag. Det har vi frihed til i Frikirken i Lohals" siger pastor Lyrstrand, der også er præst for en søstermenighed i København.
Menigheden er lille, men har ikke desto mindre begyndt en missionsvirksomhed i Svendborg med gudstjeneste hver sidste søndag i måneden på medborgerhuset "Skallen". "Vi er ikke folkekirke, men vil gerne være en kirke for folket" siger præsten med henvisning til juleevangeliets ord om en glæde, som skal være for hele folket.
Med dette indlæg vil vi gerne gøre opmærksom på frikirken i Lohals, hvor vi selv er glade for at komme, og hvor vi tror, at også andre vil være glade for at komme til gudstjeneste.
Jytte og Helge Nielsen
ÅRHUS, Gratiakirken
3. søndag i advent, blev Magnus Sørensen optaget som medlem i Gratia menighed i Århus. Magnus er 21. år og blev døbt som 13-årig i folkekirken i Randers. Han studerer teologi på 3. år i Århus og er p.t. studenterrådsformand på Menighedsfakultetet. - Magnus' skriftord er: Men Herrens ord forbliver til evig tid. Det er dette ord, som er forkyndt for jer i evangeliet. (1 Pet 1,25) Hjertelig til lykke og Guds rige velsignelse!
LGJ
Årsmøde 6.-7. juli
Den evangelisk-lutherske Frikirkes årsmødet 2002 afholdes om Gud vil den 6.-7. juli på Hedemølle Efterskole ved Bjerringbro.
Luthersk Sommerferie 7.-11. juli
Efter at Århus holdt for i nogle år - og siden Københavns menighed er det i år blevet Løsning menigheds tur til at arrangere sommerlejren. Hedemølle Efterskole tilbyder os igen i år deres gode bygninger og fine køkken. Og vi glæder os. Bed for Løsning menighed, som både folder hænder og smøger ærmer op.
Program forventes klar omkring 1. maj.
Konfirmand-weekend 22.-24. marts
I Palmesøndags-weekenden indbydes alle konfirmander - kommende og allerede konfirmerede og kammerater - til en rigtig god gang hyggelig undervisning, tegning og samtale om den kristne tro.
Det foregår hos Jytte og Helge Nielsen på Langeland fra fredag den 22. til søndag den 24. marts, hvor vi slutter med at deltage i gudstjeneste på "Skallen" i Svendborg".
Københavner-præsten vil være med.
Ungdomslejr 19.-21. april
Unge fre mengihederne i Jylland arrangerer forårets ungdomslejr i Jylland.
Spørg i den lokale menighed efter nærmere oplysninger og program.
Lørdag den 26.-27. januar besøgte Missourisynodens præsident, dr. Gerald Kieschnick, Danmark, sammen med dr. Samuel Nafzger, som er ansvarlig for Missourisynodens komité for lærespørgsmål og kirkefællesskab.
Besøget var led i en rejse til søsterkirker i Europa. Gæsterne kom hertil efter at have besøgt vor finske søsterkirke. Vi drøftede bl.a. Missourisynodens engagement i Rusland og Østeuropa.
Missourisynoden har støttet lutherske kirker med undervisning og litteratur. Vor finske søsterkirke er gået foran med litteraturmission i Rusland, Estland og Letland.
Flere af disse kirkesamfund samarbejder imidlertid direkte med folkekirker i Norden og er medlemmer af Det lutherske Verdensforbund. Derfor er det et problem for os og vore europæiske søsterkirker, at Missourisynoden har oprettet kirkefællesskab med kirkerme i Rusland og Letland.
Præsident Kieschnick fortalte, at Missourisynden har 2,6 mill. medlemmer i 6.000 menigheder. Der er 8.000 præster og 5.000 skolelærere. Ca. 900 menigheder har ingen præst. Præsidenten anslår, at omkring halvdelen næppe vil få deres egen præst, fordi de ikke har økonomi dertil.
Nogle menigheder er store med måske 3.000 kirkegængere hver søndag og en vækst på 200 årligt. Andre menigheder kæmper for at overleve. Det gælder særligt menigheder i landområder, hvor der er en stor fraflytning.
Besøget understregede, hvor meget det betyder, at søsterkirker står i levende personlig kontakt. Vi håber sammen med søsterkirker i Europa at kunne følge op på samtalen, så uløste spørgsmål kan afklares, og kirkefællesskabet kan opretholdes, styrkes og udvides.
LGJ
ØERNE JYLLAND Søndag 17. feb. kl. 16.30
Søndag 24. feb. kl. 10 m.nadver
Søndag 3. marts kl.16.30
Søndag 10. marts kl. 10 (JHT)
Søndag 17. marts kl. 10 m. læsepr.
Søndag 24. marts kl. 19
Skærtorsdag 28. marts kl. 10 m.nadver
Langfredag 29. marts kl. 10 liturgisk
Påskedag 31. marts kl. 10 m.nadver
2. påskedag 1. april kl. 10 sanggdstj.
Søndag 7. april kl. 10 m. nadver
Langeland, Lohals kirke
Søndag 17. feb. kl. 10.30 m.nadver
Søndag 24. feb. kl. 15 "Skallen"
Møllergade 99, Svendborg
Søndag 3. marts kl.10.30 m. nadver
Søndag 10. marts - ingen gudstj.
Søndag 17. marts kl. 10.30 m.nadver
Søndag 24. marts kl. 15 "Skallen"
Møllergade 99, Svendborg
Skærtorsdag 28. marts - ingen gdst.
Langfredag 29. marts kl. 10.30 (LGJ)
Påskedag 31. marts kl. 16 m.nadver
2. påskedag 1. april - ingen gudstj.
Søndag 7. april - ingen gudstj.
Søndag 17. feb. kl. 14 (JHT)
Søndag 24. feb. kl. 10 m.nadver
Søndag 3. mar. kl.14 Temasøndag
Søndag 10. mar. kl. 10 m. nadver
Søndag 17. mar. kl. 17 (JHT)
Søndag 24. mar. kl. 10 m. nadver
Skærtorsdag 28. mar. kl. 14 m.nadver
Langfredag 29. mar. kl. 10 (JHT)
Påskedag 31. mar. kl. 14 m.nadver
2. påskedag 1. april kl. 10 (JHT)
Søndag 7. april kl. 10 m. nadver
Århus, Gratiakirken, Bissensgade 14
Søndag 17. feb. kl. 10 (9.20 nadver)
Søndag 24. feb. kl. 16
Søndag 3. marts kl.10 (9.20 nadver)
Søndag 10. marts kl. 16
Søndag 17. marts kl. 10 m.nadver
Søndag 24. marts kl. 16
Skærtor. 28. marts kl. 10 m. nadver
Langfredag 29. marts kl. 16 (JHT)
Påskedag 31. marts kl. 10 m. nadver
2. påskedag 1. april kl. 16 (JHT)
Søndag 7. april kl. 16