En hellig kirke - i et nyt årtusind
Formandsberetning - 1. del ved pastor Leif G. Jensen
Det "hellige" i vores tid
Der er tider og steder som særlige tider og enestående steder. Undertiden taler vi også om, at noget er "helligt". Når en begivenhed vedrører os personligt og omfatter livet i sin helhed, og når vi fornemmer, at den griber ind i tid og evighed, da tyer vi til sådanne store ord og udtryk. "Det er helligt!"
"Helligt" betyder her, at ingen skal forstyrre. Vi er samlet her, fordi dette netop nu er vigtigere end noget andet. Vi mærker, at det er det vigtigste og bedste for os at gøre, selv om det måske er vanskeligt - hvad det ofte er. Det kan være, at vi er til begravelse, som mange af jer var en dag i april og tog afsked med farmor, mormor og et medlem, som har betydet så meget på tværs af hele vor kirke, Johanne Strand.
Ved en begravelse fornemmer vi bedre end ellers, hvad der ligger i ordet "hellig". Det er ikke os, der gør dagen og situationen hellig. Det er den i sig selv. Vores kære er jo netop død. Vi tager afsked og lægger legemet i graven og venter på opstandelsens dag. Graven er et helligt sted, og begravelsen er en hellig begivenhed.
Da Lazarus (i Jesu fortælling om den rige mand og Lazarus) døde, blev han af englene båret hjem til Gud. Det var en hellig handling, enestående for Lazarus.
Dog er der ikke meget af det traditionelt "hellige", som er helligt for danskere i vor tid. Helligdage bliver "fridage". Hellige steder bliver kulturelle mindesmærker, som fortæller om, hvordan man engang udførte rituelle handlinger og anså noget for at være helligt. Men det hellige i den betydning er fortid for de fleste. I stedet har man skabt sig nye hellige ting, hellige tider og hellige personer, nemlig alt det, man frem for alt ikke vil af med eller ikke mener, man kan leve foruden. Man kalder det måske ikke "helligt", man siger i stedet, at man "hæger" om det. Man hæger om sin egen person og om sin familie og fridagene, hvor man kan være sammen. Og den årlige vinter- eller sommeferie skal ingen forstyrre os i. Man værner også om sin løn, sine forbrugsgoder, om velfærdssamfundet, menneskerettighederne og forurenings- og støjfri zoner.
Kristendom i vores tid
Kan kristendommen bruges til noget i sådan en tid? Måske. Den kunne jo f.eks. være prikken over i-et og det lille krydderi, der giver livet i al dets mangfoldighed og rigdom dets specielle duft. - Kristendommen - kunne den ikke være den ideologi, som giver livet mening og sammenhæng?
Hertil svarer Kristus "Nej!" Og det gør han af to grunde:
For det første fordi det absolut hellige findes. Det findes i den orden, Gud har givet sit skaberværk. Og det er først og fremmest ham selv, Skaberen, den evige, almægtige og barmhjertige Gud. Han er den Hellige. Han har åbenbaret sig for os, og han vil have fællesskab med os.
For det andet fordi vi er vanhellige, syndere. Intet i os er i sig selv helligt. Intet i os varer og holder, så det kan betegnes som "helligt".
I bogen "Hellighed" af Agne Norlander (Credo Forlag), svares der: "Intet i denne verden er så rent og godt, at det ikke behøver at blive omvendt. Om noget gælder dette mennesket. Der er intet i vor personligheds centrum, hjertet, som Gud kan bygge på. Billedligt talt er vort hjerte så nedslidt, at en operation ikke kan komme på tale. Kun en hjertetransplantation kan hjælpe. Dette radikale indgreb kalder Jesus at miste livet, at blive omvendt, at blive født på ny. Paulus bruger udtryk som at blive erklæret retfærdig, at dø og opstå med Kristus fra de døde. .... Vi ønsker både det gamle livs goder og det nye liv. Men vi stilles overfor et enten eller. Ingen kristendom uden Getsemane og Golgata - uden forsagelse og omvendelse og tro."
I denne tid og i denne verden er der stor fare for, at vi kommer bort fra den Hellige og fra de hellige midler, som han bruger for at gøre os hellige. Og der er stor fare for, at vi i stedet skaber noget helligt efter, hvad vi synes, vi har lyst til og behov for. Det er en udfordring og et kald til at være hellig kirke, dvs. leve som Guds mennesker i syndefaldets tid, hvor mennesket er sin egen. På den baggrund vil vi i det kommende år se ind i, hvad det er at være hellig kirke.
EN HELLIG KIRKE
+hos den Hellige,
+om hans hellige nådemidler evangelium, dåb, nadver,
+på helligdage og på hellige steder,
+sammen med hellige mennesker, de døbte troende.
1. HELLIG KIRKE
+ HOS DEN HELLIGE.
Jesus har lært os, at det første, vi har brug for, er, at Guds navn bliver helligt hos os. Han lærte os jo at bede: "Helliget blive dit navn!" Vores liv som kristne står og falder med, at Gud lader sit navn blive helligt hos os, så vi lever i troen på og er hos den Hellige.
Da Guds folk, drog ind i det forjættede land med Josva som leder, bar præsterne pagtens ark forrest. Herren var nær og hos dem i sin ark. Menneskeligt set var det tåbeligt, at en uhåndterlig kasse med de ti bud skulle være i spidsen. Og det var lige så underligt, at præster skulle være de første til at møde det ukendte land og de fremmede indbyggere. Præsterne var jo ellers bedst til at blæse i trompet, synge salmer og prædike. Men sådan havde Gud forordnet det. Og sådan indtog Guds folk Jeriko og det forjættede land. Gud viste på den måde, at han ville være hos folket og bo hos sit folk.
På Nye Testamentes tid og i vor tid er Guds folk stadig henvist til, at Gud er hos os og drager foran os. Da Jesus gav sin kirke missionsbefalingen, sagde han jo: "Og se, jeg er med jer alle dage!" (Matt 28,20). Han er den Hellige. Disciplene erfarede i mødet med ham, at de var vanhellige syndere. Ikke sådan, at de altid følte det stærkt. Men der var tider, hvor de erfarede det F.eks. da Peter på Jesu ord fangede en mængde fisk og udbrød: "Jeg er en syndig mand!" (Luk 5).
Vi erfarer heller ikke altid Guds nærhed og hellig stærkt. Der er dage, hvor livet går sin vante gang, og hvor vi ikke oplever det store som kristne. Men andre gange kan vi overmandes af skyld og angst, eller vi mærker overfladiskhed og troløshed. Da må vi på en særlig måde kalde på Gud og bede ham om at gøre sit navn helligt hos os.
Lille Katekismus svarer på spørgsmålet, hvorledes Guds navn helliges hos os: "Når Guds ord læres klart og rent, og vi som Guds børn også lever helligt efter det. Hjælp os dertil, kære Fader i Himmelen! Men den, som lærer og lever anderledes, end Guds ord lærer, han vanhelliger Guds navn hos os. Bevar os derfra, himmelske Fader!"
Lad os bede bønnen "Helliget blive dit navn!", idet vi sætter alt ind på, at Guds ord læres klart og rent hos os, og at vi som Guds børn lever helligt efter det!
2. + OM DE HELLIGE NÅDEMIDLER
Indbyggerne i det land, Josva og Guds folk drog ind i, havde religion med moral, regler og ritualer, ligesom vores tid har det. Det var en stor udfordring for Guds folk. Ville de holde sig til Gud og hans ord? Ville de fortsætte med gudstjenesten og bringe ofre til Herren, sådan som han havde lært dem det på Sinai.Eller ville de lade Guds hellige nådemidler blande sammen med hedenskabet i det land, hvor de bosatte sig?
Også vi udfordres af vor tids religiøse virkemidler og moral.
I den situation sagde Gud til Josva: "Vær modig og stærk, for du skal give dette folk det land i eje, jeg lovede deres fædre at give dem. Ja, vær modig og stærk! Følg omhyggeligt loven, som min tjener Moses har pålagt dig" (Jos 1,6-7).
Ordet fra Gud er givet os i Den hellige Skrift. Også for os gælder det om, at vi omhyggeligt holder lytter til Guds ord og holder os til hans løfter og vilje. Vi kender "de hellige skrifter, som kan give visdom til frelse ved troen på Jesus Kristus." Og Skriften "er nyttig til at guds-mennesket vokser" i tro og gode gerninger (2 Tim 3,15-17).
Guds ord er nyttigt. Men nogle gange synes vi, at gudstjeneste og andagt ikke er til nogen nytte. Måske fordi vi oplever for lidt som kristne, eller fordi ordet ikke siger os noget.
Sådanne holdninger skal vi tage alvorligt, både når vi mærker dem hos os selv og hos vore medkristne. Vi skal være opmærksomme på, at kritik af prædiken og gudstjeneste kan være udtryk en ægte kristen søgen, nemlig hvis kritikken skyldes, at gudstjeneste og prædiken er blevet udvandet og tømt for bibelsk indhold. For da møder mennesker ikke Gud og hans åbenbaring, men møder kun en uvedkommende præst og uvedkommende kirkegæster.
Men sådanne tanker og holdninger kan også være udtryk for en selvisk søgen hos den enkelte, en søgen, som stammer fra tendenserne i vores tid: ønsket om nye indslag, som gør livet lidt mere "fedt" at leve; ønsket om at bruge kristendommen som et ekstra "krydderi", som præsten eller vi selv drysser hen over det liv, som vi i øvrigt selv helt og holdent ønsker at bestemme over, uden at Jesus Kristus er vores Herre.
Da har vi brug for at høre kordegnen bede for - og at bede med op ordene: "Herre, jeg er kommet ind i dette dit hellige hus ...." Vi har brug for, at det bliver sagt til os: "Herren være med jer!" Og præsten behøver, at der bliver svaret tilbage: "Og med din ånd!" Det styrker visheden om, at gudstjenesten er helligt i sig selv, og altså ikke noget, vi arranger. HERREN JESUS kommer i søndagens gudstjeneste og er hos os, som han lovede: "Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem." ... Vi har brug for at høre det sagt fra prædikestolen: "Det var Guds hellige ord!"For da kan vi ikke andet end bede med på bønnen: "Hellige Fader, hellige os ved din sandhed. Dit ord er sandhed. Lad det lyse for os på vejen til evig salighed!" Og da spidser vi ører, når der prædikes. For den Hellige har valgt at møde os i prædikenen om Kristus Og vi får lov at træde frem for ham og bede om hjælp, love og takke og prise ham.
Hertil kommer også sakramenterne, dåben og nadveren. De er frelsesmidler, hvorved Gud gør os hellige.
Det er enestående, når et lille barn fødes. Det er ikke et tidspunkt, vi kan udskyde eller bestemme over, men helligt i sig selv. Sådan også med dåben. Ikke vi, men Gud gør dåben hellig. Den er hellig, fordi Gud genføder os i dåben til at være sine børn. Ved dåbens vand og ord tager Gud os ind til sig.
På samme måde med nadveren. Den er hellig. Ikke ved at vi arrangerer og skaber stemning, men fordi Guds Ånd ved indstiftelsesordene virker det under, Jesus Kristus er legemligt tilstede i, med og under brødet og vinen. Vi forenes med ham i nadveren.
Jo, det nytter at samles om Guds ord og sakramenter. Derved helliger Gud os, skaber og bevarer os i levende tro og i tjeneste for ham i denne verden. Lad os samles om hans frelsende midler!
3. + PÅ HELLIGDAGE OG HELLIGE STEDER
Men hvor og hvornår skal lytte til Guds ord? Hans ord behøver tid og sted i vores liv. Og de tider og steder, som vælges, bliver hellige tider og hellige steder. Søndagene er udvalgt til gudstjeneste. Ikke blot en søndag af og til, men hver søndag. Hold hviledagen hellig! Sådan lyder det 3. bud. Og vi har vores dejlige kirkebygninger som de steder, hvor vi kan samles.
Alligevel er det ikke så indlysende, at vi bruger helligdagene og -stederne til at høre og lære Guds ord. SøndaDer har altid været nødvendigt arbejde, som man ikke kommer udenom - heller ikke på en søndag. Men er i vores tid vokset meget unødvendigt arbejde frem, som ingen kristen burde påtage sig om søndagen. Og der er fritidsfornøjelser, som kalder os bort fra gudstjeneste og altergang - bort fra Guds ord. Er det helligt? Gør det os hellige? Bevarer alt det os i troen?
Et hellig folk har brug for hellige tider og steder. De helt "almindelige" søndage, er de mest nødvendige. For uden søndag og kirkegang mister vi fællesskabet med den Hellige og troen på Kristus Jesus. Og da vil vi forfalde til at leve et vanhelligt liv og til vantro, ligesom mennesker der ikke kender Jesus Kristus. Så alvorligt er det.
På Josvas tid rejste Guds folk en varde af sten, da de var kommet over Jordan (Jos 4,4-8). Den blev et helligt sted for dem. Det mindede dem i fremtiden om, at Gud havde ført dem ind i landet. Desuden havde de en helligdom, som de rejste i deres midte, Herrens telt, deres kirke. Dér, hvor det stod, var deres hellige sted. Dér skulle de samles. Og Gud gav dem sabbatsdage og højtidsdage. Kun ved at folket samledes på sådanne hellige tider og steder, kunne det bevares hos Herren i troen.
Lille Katekismus forklarer det tredje bud sådan: "Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter prædiken og hans ord, men holder det helligt, gerne hører og lærer det."
Gerne "hører". Ja, det gør vi gerne. Men hvad med "lærer"? Det kræver jo en indsats fra vor side. Men budet er ikke kun talt til konfirmander. Det fortæller, hvad der er Guds hellige vilje med os alle. Vi skal høre og lære Guds ord, fordi det vil hellige os og bevare os i troen og lede os til et kristent liv, ikke kun i barndommen, men hele livet.
Lad os på ny tage det tredje bud frem og lære, hvad det betyder, at vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter Guds ord og prædiken, men holder det helligt, gerne hører og lærer det.
4. + SAMMEN MED HELLIGE MENNESKER
På Gamle Testamentes tid udvalgte Gud sig et folk. Det bestod af 12 stammer. Josva stod i spidsen og førte folket ind i Kanaan. At tilhøre Gud og være under hans varetægt og velsignelse var uløseligt knyttet sammen med at leve i Guds hellige folk.
I Nye Testamentes tid består Guds folk af dem, som i alle nationer og folkeslag tror på Jesus Kristus. Kristne holder "fast ved apostlenes lære, fællesskabet, brødsbrydelse og bønnerne" (ApG 2,42). - Fællesskabet i menigheden er ikke noget, vi selv finder på eller vælger, fordi vi synes om det. Det er Guds gave. og lever af apostlenes lære, brødsbrydelsen og bønnerne. Vi kan kun elske og holde af hinanden som kristne i den sammenhæng, hvor Gud har sat os og bevarer os, nemlig i sammenhæng med apostlenes lære, brødsbrydelsen (den hellige nadver) og bønnerne. Her lærer vi at se på og betragte hinanden som kostbare og hellige, som dyrt købte og værdifulde brødre og søstre. Her lærer vi at tilgive og bære over med hinandens skrøbeligheder. Her får vi kærlighed fra Gud, så vi også kan vise kærlighed mod hinanden og mod andre.
Vi tror på Helligånden, en hellig kirke. Ved troen er vi knyttet sammen med troens bånd. Andre bånd kan også være dejlige. Men troen bånd er det bedste. Det knytter sammen på tværs af alle forskelle. Og det varer ind i evigheden.
Når Gud føjer os sammen ved dåb og tro, kalder han os også til at leve sammen i tjeneste. Lad os hjælpe hinanden som lemmer på samme legeme.
Lad os vise stadig omsorg for hinanden og for andre. Lad os tage imod udrustning til at tjene og bære hinandens byrder. Og lad os sammen bede og arbejde for, at Guds kirke består og udbredes der, hvor vi lever. Lad os tage ansvar sammen!
Som kristne behøver vi + at være HOS den Hellige, + at samles om de hellige nådemidler, + at gøre det på hellige dage og hellige steder, i vore kirker, + og at gøre det SAMMEN! Det er et stort og godt mål for os i det kommende år. Sådan bevares og lever vi i Guds hellige kirke.
