Jesu lidelseshistorie gør det af med overfladisk glansbillede-kristendom og fører glad ind i den efterfølgelse, hvor offer og afkald er en glæde. |
"Når I faster" ... men gør vi da det?
Faste tiltrækker os ikke umiddelbart. For det lyder livsfornægtende. Men se engang på Jesu liv. Han gav afkald. Han ofrede sig. Ikke fordi han var livsfornægter. Tværtimod. Han var og er Livgiver! Når han fastede og gav afkald, blev det til velsignelse for andre. Han gav sit liv hen i døden for vore synders skyld. Sådan blev han ved sin faste vores frelser.
Jesus underviser os i at faste og siger: "Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig" (Matt 6,16-18). - Hvordan kan vi da mene, at faste er livsfornægtende eller overflødig? - Når vores Herre underviser os sådan, tiltrækkes vi af fasten. Hos ham lærer vi at faste og give afkald for livets skyld.
40 timer og 40 dage
De første kristne mindedes med stor ære de 40 timer, hvor Frelseren var død og lå i graven, dvs. fra langfredag om eftermiddagen til påske morgen. Det er den tid, hvorom Jesus selv havde sagt: "Kan brudesvendene sørge, så længe brudgommen er sammen med dem? Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og så skal de faste" (Matt 9,15). Derfor fastede de første kristne langfredag og lørdag.
Senere blev fasten udvidet fra 40 timer til 14 dage (passionstiden), og senere blev denne periode atter udvidet til 40 dage til minde om, at Jesus Kristus blev fristet i ørkenen 40 dage.
I gamle testamente hører man om at klæde sig "i sæk og aske", når man rammes af sorg, og når man udtrykker anger og syndsbekendelse. Deraf har den første fastedag fået sit navn: "aske onsdag".
Hverdage i fastetiden
Fasten indledes med "aske-onsdag" og er tænkt som en tid, hvor man ihukommer (husker på), hvad det kostede Frelseren at frelse os, og hvor vi går i os selv, angrer vore synder og vokser i troen og nåden.
I Salmernes Bog findes der særligt syv salmer, som kan bruges, når vi bekender vor synd for Gud. Det er de såkaldte bodssalmer: Sl. 6, 32, 38, 51, 102, 130 og 143.
Jesus forbereder os
Jesus tog ikke sine disciplene uforberedte med til påskefesten i Jerusalem. I god tid forinden forberedte han dem på, at han skulle lide meget ondt, slås ihjel og opstå på den tredje dag. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag (Matt 16,21). Og han lagde ikke skjul på, at disciplene også ville komme ud for lidelser i hans efterfølgelse.
Mon ikke både unge og ældre kristne behøver samme forberedelse i dag, hvis vi virkelig skal fejre påske? Det er fastetiden beregnet til. Brug den! Hengiv dig til bøn og lyt til Evangeliet i Jesu lidelseshistorie.
Glansbillede-kristendom?
Tænk på, hvordan Peter reagerede, da Jesus fortalte disciplene om sin kommende lidelse, død og opstandelse! Peter sagde: "Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!" (Matt 16,22). Han satte Jesus "på plads" og afviste, at der nogensinde kunne blive tale om sådan et offer.
Hvordan reagerer du på lidelse og død i dine omgivelser og i dit eget liv? Hvordan reagerer du, når du mærker kaldet til at ofre din tid og dine penge og kræfter i Jesu efterfølgelse? Tager du imod kaldet, eller begrænser du det, så det passer til din magelighed? Det kan meget vel være, at du går rundt med et falsk billede af, hvad det vil sige at tro på Jesus Kristus og være hans discipel. Sådanne glansbilleder vil fastetiden hjælpe os af med, når vi fordyber os i Jesu lidelse, død og opstandelse.
Hjælp hinanden!
Det er en god og århundrede-lang tradition, at kristne i fastetiden ikke blot samles om søndagen til gudstjeneste, men også på hverdage holder faste-andagt.
Du kan gøre det hjemme. Vælg en ugentlig aften som den aften, hvor du med andre fra din menighed eller med din familie læser et afsnit fra lidelseshistorien (Matt 26-27 / Mark 14-15 / Luk 22-23 / Joh 18-19). Bag i salmebogen findes en sammenskrivning af evangelisternes beretninger. Syng fra salmebogen nr. 150-189. Og brug de bibelske bodssalmer nr. 6-32-38-51-102-130-143 i din bøn. Din menighed kan også lade bibelundervisningen erstatte af fasteandagter i fastetiden.
God faste-tid!
Leif G. Jensen
|
1. Giv os i dag vort daglige brød
2. Forlad os vor skyld
3. Led os ikke ind i fristelse
4. Fri os fra det onde
|
Derfor skal I bede således ...
Giv os i dag vort daglige brød!
Hvad forstås ved dagligt brød? spørger katekismen og svarer: Alt, hvad der behøves til livets ophold og trivsel, for eksempel mad og drikke, klæder, sko, hus, hjem, marker, kvæg, penge, ejendom, from ægtefælle, fromme børn, fromme medhjælpere, from og retsindig øvrighed, god regering, godt vejrlig, sundhed, tugt og ære, gode venner, trofaste naboer og alt, hvad her nævnes kan.
Det er mit privilegium som kristen og et Guds barn i verden: Jeg har en fader i himlen, der sørger for alt, hvad jeg og min næste trænger til. Og derfor beder jeg både for andre og mig selv. Det kan måske synes overflødigt, for som katekismen siger: Gud giver dagligt brød, også uden vor bøn, endog til alle onde mennesker. Så rundhåndet er Gud. Han giver uden fortjeneste og værdighed; skulle jeg da ikke også bede for andre med samme behov som mig selv!
Og hvilken tryghed at tænke på det daglige brød som noget, Gud tager sig af. Da kan jeg blot gøre mit bedste og dele med min næste. Det giver fred i sindet og sparer for så mange bekymringer. Det holder hovmodet nede i medgang og mismodet nede i modgang. Derfor beder vi i denne bøn, at han vil lade os skønne på det og modtage vort daglige brød med taksigelse.
Derfor beder vi: "Giv os i dag vort daglige brød!"
- og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere
Sådan nogle er det, Gud mætter og sørger for så rundhåndet, forskels-løst og ufortjent. Næppe har jeg spist min mad, før jeg må bede om tilgi-velse hos ham, som mætter mig. Igen og igen pådrager vi os skyld både overfor Gud, som er så god imod os, og overfor vores næste, som vi rettelig burde dele med og være lige så ufortjent gode imod, som Gud er imod os. Hvor blev mange måltider præget af strid og uforsonlighed!
Igen og igen står min skyld mellem mig og Gud, både min selvtilstrækkelighed, min nærighed og min uforsonlighed. Jeg kan ikke nægte det. Og hvis jeg ikke vil tilgive og forsone mig med min næste, hvordan kan jeg så vente og tro, at Gud vil høre mig og min bøn? Det er dødelig alvor!
Derfor beder vi i denne bøn, at vor Fader i Himmelen ikke vil se på vor synd og for dens skyld afvise vor bøn. For vi er ikke værdige til noget af det, vi beder om, og har heller ikke fortjent det. Men vi beder, at han vil give os alt af nåde. For vi synder daglig meget og fortjener kun straf. Sådan vil vi i sandhed også selv af hjertet tilgive og gøre godt mod dem, der forsynder sig mod os.
Derfor beder vi dagligt: "Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere!"
Led os ikke ind i fristelse!
Sådan må vi også bede dagligt. For hvor er vi dog svage! Der skal ikke meget til at lede os bort fra Guds gode vilje. Vi er gode til at se andres skyld; og det er ikke så lige til at tilgive. Men vi fristes også selv til at gøre ondt mod andre og til at tage livet i egen hånd og leve uden Gud.
Når jeg beder Gud om dette, er det ikke for at lægge ansvaret fra mig. Jeg kan ikke skyde skylden for mine fristelser på andre, og slet ikke på Gud - selvom jeg kan fristes til det! Fristelsen kommer, når jeg lokkes af mit begær og lader det råde. Jeg be-der ikke om, at Gud vil lade være med at friste. For som katekismen siger:
Gud frister vel ingen; men vi beder i denne bøn, at Gud vil vogte og be-vare os, for at Djævelen, verden og vort kød ikke skal bedrage os og forføre os til mistro, fortvivlelse og anden stor skam og last, og at vi, dersom vi således angribes, dog til sidst må vinde og beholde sejren.
Med fristelse kan man også tænke på prøvelse. Men selvom det ikke føles rart at blive udsat for prøvelser, skal jeg nok ikke bede mig fri. For Gud kan jo ville mig noget og styrke mig i troen gennem prøvelser.
Godt er det at tænke på, at "Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under" (1 Kor 10,13).
Derfor beder vi frimodigt: "Led os ikke ind i fristelse!"
Men fri os fra det onde!
Det onde eller den Onde? Det gør ikke den store forskel. Det onde hænger jo altid sammen med den Onde og hans magt i verden. Var han der ikke, og havde vi ikke lånt ham øre, så var der heller intet ondt.
Gud skabte alt godt og vil igen gøre alt godt. Han kan sende modgang og trængsel for at kalde os til bod og tro. Men Gud vil ikke, at jeg eller nogen anden skal være underlagt det onde eller den Onde. Det ved jeg, fordi han er min Fader, som vil lade sit rige komme til mig. Gud vil være min hjælper mod alt ondt og fri mig fra den Onde. Katekismen forklarer:
Vi beder i denne bøn under ét, at Faderen i Himmelen vil fri os fra alt, hvad der kan skade os på legeme og sjæl, ejendom og ære, og endelig, når vor sidste time kommer, unde os en salig død og i nåde tage os fra denne tåredal til sig i Himmelen.
En mægtig trøst, når det gør ondt, er "at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud" (Rom 8,28). Jeg må prise ham: For dit er riget og magten og æren i evighed.
Så slutter jeg min bøn i Jesu navn med et triumferende: Amen. Det vil sige: Jeg skal være vis på, at Faderen i Himmelen tager imod vore bønner og hører dem. For han har selv befalet os at bede sådan og lovet, at han vil høre os. Amen, amen, det betyder: Ja, ja, det skal ske således.
|
|
Det, vi kan "forsvare", er at den Jesus, vi tror på og bekender som Herre og Frelser, virkelig har levet, og at han både er død og opstanden. Den kristne tro hviler på, at dette er historiske kendsgerninger. Derfor er det også velbevidnet i evangelierne. Og oplysninger udefra kan bekræfte Bibelens beretning. |
Jesus i tid og historie
"I skal... altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har!" (1 Pet 3,15). - Der kan være grund til at forsvare evangeliet, så det kristne vidnesbyrd bliver hørt til tro og håb for vore medmennesker. Det, vi kan forsvare, er at den Jesus, vi tror på og bekender som Herre og Frelser, virkelig har levet, og at han både er død og opstanden. Den kristne tro hviler på, at dette er historiske kendsgerninger. Derfor er det også velbevidnet i evangelierne. Og oplysninger udefra kan bekræfte Bibelens beretning.
Jesus og historien
Den jødiske historieskriver Flavius Josefus (år 37-100 e.Kr.) skriver: "På den tid var der en klog og retfærdig mand ved navn Jesus. Han samlede mange disciple - både jøder og ikke-jøder. Pilatus dømte ham til døden og korsfæstede ham. Men hans disciple opgav ikke deres discipelskab af den grund. De fortalte, at han viste sig for dem tre dage efter, og at han var levende. Derfor var han muligvis den Messias, om hvem profeterne havde forudsagt undere. Og De kristnes Parti, opkaldt efter ham [Kristus], er ikke forsvundet..."
Jesus og arkæologien
For ca. 125 år siden begyndte man at finde tilbage i historien ved hjælp af udgravninger på historiske steder. Og mange fund bekræfter Bibelen.
At den romerske landshøvding, der dømte Jesus, på den tid hed Pontius Pilatus, er bekræftet af en sten med hans navn fundet i Kæsarea.
At hovedanklageren mod Jesus, ypperstepræsten Kaifas, virkelig levede er blevet bekræftet ved fundet af en kiste med hans knogler.
At korsfæstelse var en gængs henrettelsesform dengang er godtgjort gennem fundet af en anden kiste, hvor en henrettets hæl-knogle er gennemhullet af et 7-tommer søm.
At Jesus blev jordet i en gravhule lukket med en stor sten støttes af mange fund af lignende gravsteder.
Jesus og anklagerne
Johannesevangeliet fortæller, at "ypperstepræsterne og farisæerne havde givet ordre til, at hvis nogen fik at vide, hvor Jesus var, skulle man melde det, så de kunne gribe ham" (11,57). På baggrund af den jødiske Talmud, der omtaler anklagen, kan vi gengive arrestordren som følger:
EFTERLYST: YESHU HANNOZRI - Skal stenes for at have øvet trolddom og forledt Israel til frafald. Den, der kan sige noget til hans for-svar, må melde sig som forsvarer. Den, der ved noget om hans opholds-sted, må melde det til Det store Råd.
At der henvises til stening og ikke korsfæstelse, er meget rimeligt. Var Jesus blevet pågrebet uden romernes nærværelse, var han sikkert blevet stenet (ligesom Stefanus; ApG 7).
Anklagen for trolddom er også værd at bemærke. Den slags forståes som noget overnaturligt virket ved onde magter; undere er tilsvarende virket ved gode magter. Fjenderne bevidner altså, at noget overnaturligt er sket. Og det støtter, at Jesus virkelig har øvet undere. Sådan bevidner jo også evangelierne, at Jesu modstandere anklagede ham for at gøre undere ved Beelzebul.
Jesus og geografien
Betania, hvor Jesus opvakte Lazarus fra de døde, kaldes endnu i dag af israelerne Betanya; af araberne kaldes den oftest El-Lazarieh (dvs. Lazarus' sted), en navneændring, der kan spores tilbage til omkr. 300 e.Kr..
Jesus og opstandelsen
Jesu opstandelse er selvfølgelig den største hændelse at lede efter vidnesbyrd om. Evangelierne aflægger kraftige vidnesbyrd om, at han virkelig sejrede over døden, ligesom endnu tidligere beretninger af Paulus i 1 Korinterbrev 15 og andre steder.
Forvandlingen af 11 modløse dis-ciple til frygtløse vidner, der satte livet på spil for vidnesbyrdet om Jesus; omvendelsen af flere jødiske præster (ApG 6,7); ændringen af gudstjenestedag fra Sabbat til Søndag mm. er stærke bibelske vidnesbyrd om opstandelsens faktum.
Udenoms-bibelske vidnesbyrd er først og fremmest den tomme grav. En opstandelse efterlader nødven-digvis en tom grav som sit første vidnesbyrd. Og at graven var tom, kan godtgøres af jødiske og andre vidnesbyrd udenfor Bibelen. En tom grav beviser ikke i sig selv opstandelsen; men modsat gælder, at uden en tom grav er der ingen opstandelse!
Josefus bevidner også, at den kristne tro spredtes i kraft af opstandelsen, når han skriver om, hvordan apostlene "fortalte om, at Jesus viste sig for dem tre dage efter korsfæstelsen, og at han var levende."
Den romerske historiker Tacitus, der omtaler Jesu død (og muligvis hans opstandelse) bemærker, at "den kristne tro blev standset for en stund , men kun for at bryde ud igen ikke blot i Judæa, sygdommens hjemsted, men også i hovedstaden [Rom] selv..."
Jesus og Ordet
Spor af det overnaturlige er ikke afgørende bevis for, at Ny Testamentes undere - herunder Jesu opstandelse - skete. Men skete de, er sådanne bemærkninger, hvad vi kan forvente.
Hvorfor har Gud ikke sørget for tvingende bevis for, at Jesus virkelig opstod, og for den sags skyld for, at Gud eksisterer? Jesus antyder svaret, når han i historien om den rige mand og Lazarus siger: "Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde" (Luk 16,31).
I dag, 2000 år efter, vil Skriften selv stadig være det mest effektive redskab til at vinde mennesker for troen. For Helligånden, som skaber troen, bruger netop Ordet som sit redskab. Og som en åbner for Skriftens ord kan det være nyttigt at møde mennesker med argumenter fra deres egen verden for, at Jesus ikke er en myte, men Herren selv!
Apostelen Paulus skriver: "Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv modtog, at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begra-vet, og at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set... sådan prædiker vi, og sådan kom I til tro" (1 Kor 15,1-11).
Paul L Maier, Lutheran Witness 10/99 / Overs. og red. ved Vagn Lyrstrand
|
Skal avisen ikke ud? - Jesus udsendte de 12 apostle.
Lader du dig holde for nar? - Johannes Døber var hofprædikant hos landsfyrsten Herodes. Fyrsten halshuggede sin hofprædikant. |
Skal avisen ikke ud?
En avis, som ikke udkommer, går avisdøden i møde. Journalister, som kun skriver til sig selv og hinanden, vil snart miste deres job. Det er slet ikke en avis, de laver, men et internt hyggeblad for ansatte.
Men nu findes der en gruppe af mennesker, som har fået fat i verdens bedste nyheder. Det er os kristne. Vi har fået evangeliet om Jesus Kristus. Det handler om, hvordan Guds Søn blev menneske, kom til os, bragte kærligheden tilbage på jord og sejrede over den Onde og over døden.
Lyder det som en gammel historie? Det er det også. Men samtidig er det verdens bedste nyheder. For Jesus Kristus er aktuel hver eneste dag. Vi har brug for hans kærlighed, hans tilgivelse og for hans sejr over døden. Han giver håb og fremtid dér, hvor intet håb findes. Han viser vej, hvor livet er blevet ufremkommeligt.
Men forestil dig så, at vi kristne trækker os tilbage og aldrig deler evangeliet med andre. Et hyggeligt lille "blad-hus", hvor man holder nyhederne for sig selv. Kan det kaldes en kristen kirke? Vil den overleve?
Avis-død er ikke rart for journalister. Men verden kommer sig nok over det. Anderledes tragisk er det, når vi kristne låser os inde med kærligheden og opstandelseshåbet. Da er der gået noget galt i huset.
Læs Markus 6,7-13: Udsendelsen af de 12.
Lader du dig holde for nar?
Vi vil hellere roses end revses. Og vi er tilbøjelige til at vælge sjov og underholdning frem for alvor og nærgående spørgsmål. Alligevel ønsker ingen af os at blive snakket efter munden. Det er uholdbart, hvis vi får ret, når vi faktisk har uret.
Det er i orden med en hofnar nu og da. Vi har godt af lidt sjov og et ordentligt grin. Men hofnarren må ikke fortrænger hofprædikanten!
Markus fortæller om Johannes Døber som kong Herodes' hofprædikant. Ikke sådan forstået, at Døberen blev ansat til at holde underholdende festtaler for kongen. Snarere tværtimod. For kongen havde aldrig ønsket at høre på Døberen. Men Døberen havde opsøgt kongen og irettesat ham, fordi han var brudt ind i sin brors ægteskab og havde taget hans hustru. Døberen sagde kongen sandheden. Som svar smed kongen sin "hofprædikant" i fængsel - senere blev Døberen halshugget.
Det udfordrer os til at overveje, hvordan det er med sjov og alvor i vores liv? Lytter du til Guds vilje med dit liv? Eller lader du dig holde for nar? Hvad gør du, når du mærker i din samvittighed, at du lever forkert? Hvad gør du, når du fornemmer, at du står overfor den levende Gud og behøver hans tilgivelse?
Læs Markus 6,14-29: Kongen og hofprædikanten
Leif G. Jensen
|
Glædelig begyndelse i Svendborg.
Andre menigheder
Lungen
Årsmøde |
God begyndelse i Svendborg
I januar afholdtes den første af foreløbig 4 planlagte gudstjenester i Svendborg. Der var annonceret i lokalpressen og i Kristeligt Dagblad. Vi klipper lidt fra udsendt pressemateriale:
Den evang.-luth. Frikirke er Skandinaviens ældste lutherske frikirke stiftet i 1855 af pastor N P Grunnet... I over 100 år har man været i det sydfynske område, bl.a. i Frørup og i Vormark, hvor man endog har haft egen friskole. Allerede i 1800-tallet blev der holdt gudstjenester i Svendborg.
I januar blev der iøvrigt med stor medieomtale i Svendborg dannet en satankult, hvorfra lederen bl.a. udtalte: Vi bryder os ikke om den fundamentalistiske kristendom, man ser i forskellige frikirker. Folkekirken har vi til gengæld ikke så meget imod, fordi den er så udvandet. - Det gav os anledning til at præsentere os selv som følger:
I Den evang.-luth. Frikirke deler vi noget af "satanisternes" vurdering. På den ene side er vi "frikirke" som alternativ til en folkekirke, som vi desværre også finder "udvandet". Og på den anden side er vi som folkekirken "evangelisk-luthersk" i modsætning til den "fundamentalistiske kristendom".
Vi er "fundamentalistiske" i den forstand, at vi fastholder troen på Bibelen som Guds sande ord. Men i modsætning til mange frikirker fastholder vi også den bibelske lære og lutherske forståelse af dåb og nadver som "nådemidler", der frelser og skaber tro.
Som "fri" kirke ønsker vi at holde os fri af en udvandet kristendom, der står i fare for hverken at tage Gud eller Djævel - og derfor dybest set heller ikke mennesker - alvorligt! Som "evangelisk-luthersk" vil vi tage mennesket alvorligt i dets magtesløshed og forkynde, at alene Jesus og hans gerning giver tryghed hos Gud. Vi vil henvise til, at dåben frelser både børn og voksne. Og vi vil kalde til et menighedsliv, hvor troen og fællesskabet med Jesus næres ved modtagelse af syndsforladelse ved alteret.
Ved gudstjenesten den 30. januar var der ca 20 deltagere. Ved et efterfølgende kaffebord blev der informeret kort om vores kirke og samtalt grundigt om bibelsk tro, særligt om betydningen af nåden set i lys af Bibelens budskab om frelse og fortabelse
Én sendte efter dagen flg. hilsen: "Tak for en meningsfuld eftermiddag. Jeg nød det virkelig. - Måske vi kan ses til jeres næste gudstjeneste."
I Langelands Menighed glæder vi os over denne begyndelse, som også enkelte fra Martins Menighed tog del i.
Alle er velkomne igen den 25. marts og den 14. maj kl 15.
København, Martinskirken
Kirkefest søndag den 7. maj
Efter 2 års renovering af Martinskirken er vi nu ved at være færdige. Et flot, nyt alter og knæfald er på plads. Køkkenet er indrettet til at betjene gæster...
Ved årsmødet i maj 1999 tog vi kir-ken foreløbigt i brug med stor delta-gelse fra de andre menigheder.
Nu vil vi gerne invitere alle fra fjern og nær til at feste med os igen - håndværkere, venner og ikke mindst kir-kens unge, som hjalp os igang. Kom og fest og glæd dig med os.
Gratia menighed
Lovsang og faste
I Gratiakirken erstattes bibeltimerne i marts måned af 1 lovsangsaften og 2 faste-gudstjenester.
Lovsangsaften holdes torsdag den 2. marts kl. 19.30.
De følgende to gudstjener holdes torsdag den 16. og 30. marts kl. 19.30 med fasteandagt. Her vil nogle vers fra Romerbrevet stå i centrum sammen med afsnit fra vor Herres Jesu Kristi lidelseshistorie.
Løsning menighed
Hverdags-gudstjenester i fastetiden
Løsning menighed indbyder til hverdags-gudstjeneste i fastetiden følgende tirsdage kl. 19.30: den 14. og 28. marts og den 11. april.
Søndagsskolen
Der er søndagsskole i menigheden hver anden søndag kl. 13-14.30. Under overskriften "Jesus gør alt nyt" skal børnene i foråret arbejde med emnerne: Jesus og børnene, Jesus og de syge, Jesus og de skyldige; Jesus og de håbløse; Jesus og de døde; Jesus og disciplene; Jesus og de gamle.
Lungen
Ung forårs-weekend
Martinskirkens Unge arrangerer og indbyder til weekend-lejr 10.-12. marts 2000 i Simmerbølle på Langeland. Om søndagen fejres gudstjeneste med menigheden i Lohals kirke kl 10.30. For alle unge.
Ungdomsmøder
Martins unge i København: 26. marts, 9. og 24. april. Emner: Profeten Joel 1-4 og Obadias
Ung Bibelkreds i Østjylland: 25. marts, 7. og 29. april. Emner: Romerbrevet 13-15
Årsmøde 2000: KIRKE med GLÆDE
Luthersk Sommerferie 2000: KRISTEN med GLÆDE
Som tidligere bekendtgjort afholdes årsmøde og Luthersk Sommerferie i forlængelse af hinanden 8.-14. juli på Hedemølle Efterskole ved Bjerringbro.
Årsmødet afholdes lørdag-søndag under årsemnet "Kirke med glæde". Temaet vil blive fulgt op på sommerlej-ren bl.a. med gennemgang af Filipperbrevet, som er kaldt Glædens brev.
Børnene vil høre om Paulus i Europa. Der vil blive særlige arrangementer for unge. Det tværkirkelige vil en præst og medlemmer fra vores søsterkirke i Finland bidrage til.
Vi vil slå et ekstra slag for sang og musik. Måske seminarer om Skabelse og udvikling og Luthersk og katolsk tro og kirke. Spændende, ikke! - Program fås i kirker og hos redaktion.
Lejrudvalget i København: Helene, Tanja, Jette, Nils, Visti, Bent, VL
|
