Godt budskab os nu føres til |
 Fra Himlen højt kom budskab her
med nyt til alle fjern og nær,
godt budskab os nu føres til,
derom vi evig sjunge vil.
(DS 79v1)
|
Det fornyende gamle er det, der er så anderledes nyt, at det har overlevet 2000 års nyhedsstrøm og stadig er nyt! Så nyt, at man kan og føle sig helt fornyet i tro og glæde.
|
Sidste nyt i kirken
Så er der nyheder! - Hver hele og halve time vælter nyhederne ud af radioen i skarp konkurrence med tv-kanaler, internet og trykte medier. Reklamer og annoncer lokker med nye varer, ny teknologi og ny hastighed, nyt look og ny mode, ny kæreste og nyt liv. Nyt, nyt, nyt... Og det er der ikke noget nyt i.
Det nye er gammelt
"Der er intet nyt under solen," sagde allerede Kong Salomo (Præd 1,9). Og da de første kristne missionærer kom til Europa, mødte de mennesker, som "ikke brugte deres tid til andet end at fortælle eller høre nyt" (ApG 17,21); nyheder, der forlængst er forældet, ligesom de fleste nyheder fra i går!
Nyt er gammelt, før man ser sig om. Og hurtigt synes man, at de unge er fuldstændigt kulrede med alle deres nye idéer - og de gamle så gammeldags, at det ikke er til at holde ud: Lad os få noget nyt. Nogle nye sange, nye melodier, nye oplevelser, nye samværsformer, ny gudstjeneste. Nyt, nyt, nyt...
I Martinskirken indledtes kirkeåret som noget nyt med en såkaldt "ungdomsgudstjeneste", som bestod af lidt mere sang, fælles bøn og læsning i kor. Eller som en af de unge sagde: Det nye er jo bare, at der er mere af det gamle. Og det var godt sagt.
I gudstjenesten er alt ved det gamle: Den samme gamle Gud, samme gamle Bibel, samme gamle måde at nærme sig Gud i syndsbekendelse, bøn, tak, sang og trosbekendelse - som på Salomos og de første kristnes tid. Og så oplever vi påny og påny, at netop her bliver livet nyt, nyt, nyt...
Det gamle er nyt
Det fornyende gamle er det, der er så anderledes nyt, at det har overlevet 2000 års nyhedsstrøm og stadig er nyt! Så nyt, at man kan og føle sig helt fornyet i tro og glæde, når man 1. søndag i advent hører evangeliet: Se, din konge kommer til dig!
Og så det er dog "kun" en gammel historie om et æsel med en mand, der under et optog ikke mæler et ord; som vi i ungdomsgudstjenesten hørte det om "Herrens tjener" med en nyformulering: Han er ikke højrøstet og gør ikke reklame for sig selv (Es 42,2). Jamen, det er da utroligt!
En rigtig "anti-nyhed"
Sidste nyt skal da ud med de største bogstaver, de stærkeste farver og den højeste musik, hvis det skal fænge! Derfor spørges: "Er han der i det hele taget?" Og flere kirkelige kredse tyer til "stærke" virkemidler for at tiltrække: Lovsangsaftener med fed musik, bøn med håndspålæggelse og måske tungetale som det store hit til en stærk oplevelse af Jesus som konge.
Men hvordan i hverdagen? Hvad, når man er kørt i sænk og brudt sammen og oplever troens lys brændt i begge ender, så man må synge klagesang? Da hjælper det ikke med en Jesus i følelserne. Da er der brug for en "Herrens tjener", som tager nænsomt om én. Og det er netop den gamle nyhed, igen med en ny formulering: Han dropper ikke et menneske i nød, han slukker ikke livstørsten hos den svage. Han fører retfærdigheden til sejr (Es 42,3). Det er den ældgamle nyhed, som man kun kan lytte sig til.
Det bliver aldrig for gammelt
"Jamen, for mig er den gamle nyhed slidt op. Jeg har jo ikke villet lade mig rette op. Jeg har med vilje forbrudt mig og selv pustet troens lys ud. For mig er der ingen fornyelse."
Hør da påny den gode gamle nyhed: Han bliver aldrig svag og giver ikke op, før hans retfærdighed er opfyldt, og selv de fjerneste folkeslag skal høre hans ord (Es 42,4). Om ham, hans gerning og hans fuldkomne retfærdighed skal der forkyndes og høres til fornyelse og nyt liv indtil verdens ende. Og så ofte du hører det, er det et vidnesbyrd om, at du ikke er opgivet. Han vil opfylde sin retfærdighed, så længe du lytter!
Allersidste nyt
- er, at grundlaget for en ny fremtid i Guds folk ligger helt udenfor os, i en aftale mellem Herren og hans tjener, der (med en nyformulering) lyder: Jeg har udvalgt dig, fordi du er retfærdig. Jeg svigter dig aldrig. Jeg giver dig, hvad du har brug for. Og du skal være garantien for min aftale med alle folk... (Es 42,5-6).
Dvs: Herrens tjener er og har alt det, som du og jeg har brug for til et evigt nyt liv med Gud. I Jesus, Marias søn, af Nazaret, korsfæstet og opstanden, kommer han til os som en fragtmand på æsel. Sæt din lid og dit håb til ham. Og se, din konge kommer til dig for at bære både dig og dine byrder.
Det er adventstidens gode nyhed til alle unge og gamle i gode som onde dage: Vent blot på Jesus i lytten til hans ord. Det er alt, hvad du skal. Da kommer han til dig. Og med ham kommer Gud for at være din for tid og evighed. Det er aller sidste nyt!
Godt nyt kirkeår!
|
Juleevangeliet
|
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: "Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe."
Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: "Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!"
Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: "Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os." De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben.
Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.
Lukas 2,1-20
|
5 andagter over Lukas 2,1-20
Budskabet - begivenheden - tegnet - Guds ære - bevægelsen
|
 "Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!" (Lukas 2,10)
"Det er bare ord!" Vi kender desværre udtrykket alt for godt. Ord kan være tomme og indholdsløse. Alligevel ønsker ingen af os at leve i tavshed. Og vi tør godt tro på et ord, når det kommer fra en, vi kender og stoler på.
Ordet stammer oprindelig fra vores Skaber. Han skabte himmelen og jorden ved sit ord. Han sagde: "Der skal være lys!" Og der blev lys. Hans ord har samme kraft i dag. Det kan skabe lys midt i vores mørke.
Englen forkyndte glæden for fattige hyrder. "Se, jeg forkynder jer en stor glæde!" Og han føjede til, at det var for hele folket. Glæde til mennesker, som levede under besættelse og i frygt. Glæde - også til os.
Vi efterligner englen her op til jul, når vi sender vore mange julekort. "Glædelig jul!" og "kærlig hilsen!" Og det gode julebrev er da også i stand til at overbringe noget fra afsender til modtager. Alligevel mærker vi, at selv de bedste ord ikke slår til. Vi ville gerne selv være kommet personligt. Og selv om vi så kommer og er sammen, er det heller ikke altid "nok". Vi mestrer ikke det med glæden!
Det er anderledes med Gud og hans ord! Når vi lytter til ham, er der åbnet for glædens kilde, så den kan strømme ind i frygten og mørket. For ordet bringer ham nær.
Fra Himlen højt kom budskab her
med nyt til alle fjern og nær,
godt budskab os nu føres til,
derom vi evig sjunge vil.
(DS 79v1)
 "I dag er der født jer en frelser!" (Lukas 2,11)
Juleevangeliet beretter om noget, der er sket en helt bestemt dag i denne verdens historie. Der angives tid og sted. Det skete i Betlehem, mens Augustus var kejser i Rom.
Lukas gik grundigt til værks, da han skrev sit evangelium. Han fortæller i indledningen, at han opsøgte øjenvidner og talte med ordets tjenere. Han understreger dermed, at evangeliet er ikke eventyr, men handler om "det, som har fundet sted iblandt os" (Lukas 1,1-4).
Dermed er der sagt noget afgørende om at være kristen. Det handler ikke om at drømme sig ind i et eventyr. Men vi skal indse og vende tilbage til virkeligheden. Vi skal kende sandheden om, hvem vi selv er, og hvem Gud er, og hvad han har gjort for os. Det er at tage livet alvorligt på godt og ondt og at stole på Jesus Kristus.
Her - midt i vores virkelige liv - midt i menneskehedens historie - her trådte Gud selv ind som menneske. Han lod sig føde. Han blev ét med os. Han vil have kontakt. Han vil forene sig med os og genoprette fællesskabet. Han vil give os troen. Han vil, at vi tager imod tilgivelsen og det evige liv fra ham. For "det skete". Begivenhederne den første jul i Betlehem om et lille barns fødsel er selve Guds fødsel som menneske midt iblandt os. Barnet er Jesus Kristus. Det er ham, som siden blev korsfæstet, døde og opstod fra graven. Han lever i dag!
I dag et lidet barn er fød
til bod for verdens synd og nød;
det er den Herre Jesus Krist,
som frelse bringer os for vist.
(DS 79v2)
 "Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe." (Lukas 2,12)
Det er kommet på mode at beskæftige sig med det guddommelige. Åndelige fænomener er blevet interessante. Eksemplerne i ugeblade og TV er mange. Ikke så få kristne følger også med moden, når de spejder efter og har nok i følelsen af, at Helligånden virker i deres liv. Guds tilgivelse derimod, spørges der ikke meget efter.
Til alle os, som hungrer efter nye åndelige tegn, siger englen: "Dette er tegnet, I får: I skal finde et barn!" Her peger projektøren ikke opad mod himlen og store åbenbaringer. Heller ikke indad i den enkeltes følelsesliv. Men nedad! Tegnet er placeret i mørke og usselhed: "Et barn i en krybbe!" Guds Søn blev menneske. Og som menneske tog han en tjeners skikkelse på. Han bøjede sig under Guds vilje og døde på et kors. Det er det store tegn fra Gud.
Jesus' samtid var religiøs, ligesom vores tid er det. Men Jesus gav dem ikke de tegn, de krævede. Derfor korsfæstede de ham. På samme måde er der fare for, at den sande Jesus tilsidesættes til fordel for en ny "åndelighed".
Det er ikke nok, at vi søger Gud i det overnaturlige. Vi må søge ham, hvor han vil åbenbare sig for os. Han peger selv på prædikenen, dåben og nadveren. Og han føjer til, at vi også har med ham at gøre, når vi tjener den syge, fattige og nødstedte bror og søster.
Så lad os mærke tegnet ret:
i stalden hist, i krybbe lagt,
der vil vi finde barnet lagt,
som har al verden i sin magt.
(DS 79v3)
 "Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag." (Lukas 2,13)
I en tid, hvor økonomisk fremgang, ny teknik, menneskelig skønhed og evig ungdom æres, lovprises og tilbedes, er det befriende at lytte til englesangen. For her er ikke noget som helst at leve op til. Her er det jo ikke os selv, der skal æres og takkes, men Gud. Og vi får ét eneste ønske: At få del i den glæde og fred, som englesangen lover mennesker med Guds velbehag.
"Ære være Gud i det højeste!" Først rettes al opmærksomhed mod det ringe og uanselige barn i mørket. Derefter peger projektøren op mod himlen. Og der lyder et brus til Guds ære. Englene binder himmel og jord sammen. I deres sang forener de det ringeste blandt mennesker med det højeste hos Gud. - For Gud vil være i usselhed og ringhed hos det menneske, som faldt fra ham og blev dødens bytte. Samtidig er han dog stadig Gud, som bør tilbedes og æres i al evighed.
Gud siger: "Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte" (Es 57,15). - Hvem kan få det til at rime? Det kan Jesus. I ham har vi altid grund til at ære og prise Gud.
Hvad så med sorg og savn? Hvad med de lidelser, vi selv og andre kender til? Skal man ære og takke Gud for det? Nej! Men vi kan takke ham for, at vi har fået Jesus, hans egen Søn, hos os midt i livet og midt i døden.
Pris være Gud i sang og bøn,
som skænked os sin egen Søn!
Så vil vi glemme sorg og savn
og holde jul i Jesu navn!
(DS 79v10)
 De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet. (Lukas 2,16)
De skyndte sig ... Ikke så mærkeligt når vi ved, hvad hyrderne havde hørt. Ordet satte dem i gang. De var stadig de samme fattige hyrder som hidtil, men de fandt ham, som englen havde fortalt om: Kristus i krybben. De fandt verdens frelser midt i deres hverdag. Og de blev glade. Meget glade. Glæden brød igennem i deres liv.
Det fortæller os, at Kristus-troen er en levende bevægelse, som får mennesker på benene. Når du har hørt prædikenen om Jesus som din Frelser, må du afsted. Du må derhen, hvor du kan finde ham: i hans kirke, hvor evangeliet forkyndes og hans legeme og blod uddeles i menighedens fællesskab.
Evangelisten nævner, at hyrderne fortalte Josef og Maria, hvad de havde hørt. Og Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Hyrdernes besøg styrkede hende i troen. Sådan behøver også vor tids "hyrder" hinanden. Endnu en god grund til at samles om søndagen i kirken. Dér breder glæden sig fra hjerte til hjerte.
Hvor fører det hele så hen? Hyrdernes fodspor slutter på deres arbejdsplads! De vendte tilbage til arbejdet og priste Gud. Der blev ikke noget Paradis på jord i denne omgang. Heller ikke for os. Men glæde og lovsang - og et sikkert håb om evigt liv hos Gud efter døden!
Så gå vi da så hjertensglad
med hyrderne til Davids stad
og se den julegave skøn,
Guds egen elskelige Søn.
(DS 79v4)
Grafik: Jens Nex
Tekst Leif G. Jensen
|
Det drejer sig ikke om at genskabe oplevelsen af at være samtidig med Jesus
Det virkeligt hellige sted, er stedet, hvor det sker.... hvor Hans Ord forkyndes, og frelsens festmåltid fejres, og nyfødte syndere døbes til at være Hans.
|
Det er her, det sner
For mange kristne står det som en stor oplevelse at foretage en rejse til Det Hellige Land. Til det land, hvor alt det skete, som vi læser om i Den Hellige Skrift. Her fødtes Guds Søn, her levede Han, her gjorde Han sine undere, her døde Han, her opstod Han, her opfór Han til Himmels. Og på nogen steder kan man sige, at det var lige netop her, det og det under skete, lige netop her sagde Han det og det, lige netop her gjorde Han det og det, lige netop her på det sted, hvor min kone har taget et billede af mig med solbriller og stråhat og hawaiiskjorte.
Nå, sådan!
Det kan nu også være lidt af en udfordring at besøge de hellige steder og finde ud af, hvordan der virkelig ser ud. Og hvor småt, det altsammen er. Eller hvor stort. Helt anderledes end de forestillinger, vi altid har gået og gjort os inde i hovedet. Og for mange af os er det svært at skulle give slip på de forestillinger, vi har. På en måde føler vi, at vor tro er bundet til dem. Og derfor kan det godt være en skuffelse at se de hellige steder og blive klar over, hvor anderledes de er, hvor forkert vi har forestillet os det.
Selvfølgelig véd vi godt, at stalden i Betlehem ikke var en gammeldags dansk bindingsværksherregård med stråtag og flagermuslygte midt i et nordsjællandsk snelandskab med Nøddebo præstegård i baghaven. Vi véd godt, at sådan så det ikke ud i Betlehem. Det er heroppe, det sner. Selv om det sjældent sner lige netop juleaften. Men det betyder jo ikke så meget, hvordan det virkelig så ud. Det vigtige er jo, at det virkelig skete. Og så kan vi godt leve med, at de billeder, vi danner os, er vore egne. At det står hen i uvished, hvordan det faktisk var.
Ikke andet?
Måske er der noget andet, som kan gøre skuffelsen større ved at se de hellige steder. Nemlig det, at nu bliver vore forestillinger pludselig bundet til noget helt konkret. Nu bliver det måske en langt mindre skare, vor Herre Jesus har talt til. For så forfærdelig mange mennesker er der da ikke plads til. Landskabet virker måske for kedeligt. Det er svært at forestille sig en mangfoldig himmelsk hærskare strålende af Guds herlighed på de tørre marker uden for Betlehem. Det var selvfølgelig heller ikke noget, hyrderne ligefrem var vant til, men alligevel. Når Gud vil åbenbare sin herlighed, kunne Han det godt gøre det med stil.
På mange måder er det nemmere for os at have det til at stå hen i det uvisse, hvordan det virkelig var. Det giver os frihed til at gøre vore egne forestillinger. Eller til ikke at have nogen. I hvert fald ikke være bundet til nogen bestemt. Og i forhold til det kan det godt give anledning til en vis ærgelse for alvor at blive klar over dét, vi ellers glæder os så meget over: at Guds Søn blev ikke født ind i en principiel og abstrakt ideverden; at Han blev født ind i den virkelige verden, på ét sted og kun ét, hvor der så sådan og sådan ud. Og Hans bjergprædiken blev holdt på et bestemt sted, og kun ét. Og Kapernaum, hvor Han boede var ikke større. Og sådan er det bare.
Den hellige grav - fred eller kaos?
Et af de mærkværdigste steder at opleve i Det Hellige Land er nok Gravkirken i Jerusalem. Her findes det sted, hvor Herrens grav hævdes at have været. Og bænken, hvor Herrens ligklæder lå tomme, da Peter busede ind i graven. Og der findes et stykke klippe, der udpeges som Golgatha, med det hul, Herrens kors siges at have været sat i.
Det må vel være det helligste sted af alle. Hvis det da virkelig er stedet. Netop derfor er det da også så vanskeligt et sted at forholde sig til. For det er virkelig et stort kaos; en stadig strøm af mennesker styrter konstant igennem. Seks af de førreformatoriske kristne kirkesamfund strides om den fælles råderet og det fælles ansvar for kirken og optræder med deres forskellige fromhedsøvelser, korser sig i forskellige retninger og knæler på forskellige steder. Når man står på dette det helligste sted af alle, på selve stedet, hvor min frelse blev vundet, hvor Guds Søns blod flød til soning for al verdens synd, og hvor Han vandt sin sejr og opstod lyslevende af graven - når man står på dette det helligste sted af alle, hvor pilgrimme og turister (hvis der virkelig er forskel) skubber og maser for at komme til at udføre hver sin hellige handling (og helst blive fotograferet imens), kan man lige så godt opgive alle tanker om at få ro til at meditere over opstandelsens hemmelighed og i sit stille sind søge efter ordene til at takke og lovprise Dødens Overvinder. Det kan på det nærmeste ikke lade sig gøre.
Måske er det derfor, så mange protestanter hælder til, at det virkelige sted for Herrens død og opstandelse må være Gravhaven lidt uden for Den Gamle By. Dér er fred og ro og idyl. Og så er man fri for katolikkerne og de andre endnu mere mærkelige "gammeldags" kristne. Dér kan man komme til at holde sit livs andagt. Dér kan man komme til at opleve sit kristenlivs højdepunkt.
Ærgerligt nok - og dog ...
Nu er der selvfølgelig det ved det, at graven i Gravhaven har været i brug længe før Herrens død og derfor umuligt kan være identisk med den nye grav, Herren blev lagt i. Og der er meget andet, som taler for, at Gravkirken virkelig er stedet, hvor det skete. Og det er selvfølgelig ærgerligt, når nu det ikke er et sted, hvor man kan komme til at holde sit livs andagt og virkelig opleve kristenlivets højdepunkt.
Måske er det også ganske i sin orden. Det vil jo være en misforståelse at tro, at kristenlivet drejer sig om det stemningsfulde ved at "være der selv". Eller om at holde sit livs andagt og bygge sig selv op til en stor og stemningsfuld oplevelse.
Det er sket på bestemte steder. Det er sandt, og det er ikke uden betydning. Guds Søn gjorde sin gerning i virkelighedens verden, ikke en fantasiverden eller en principverden. Men når først tingene er sket, så er de sket, og så er det det, der betyder noget. Og så er der såmænd ingen større forskel på de hellige steder og alle andre steder.
I Himmelen - og her
Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i Himmelen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. skriver Herrens apostel Paulus (Kol 3,1). Tænk på det, som er i Himmelen, og ikke på det, som er på jorden.
Det drejer sig ikke om at genskabe oplevelsen af at være samtidig med Jesus og føle, at man "er der selv" og vandrer sammen med Ham igennem Hans historie. Det kan være en smuk og inspirerende oplevelse, ligesom det kan være skuffende og forvirrende. Men det er ikke dét, det drejer sig. Det, alting drejer sig om, er at Han er for os hos Gud som dén, der har fuldbragt alt til vor frelse. Efter at have fuldbragt renselse for synder har Han taget sæde ved Faderens højre hånd. Og derfra kommer Han til os og møder os og bor hos sin menighed. Det sted, det drejer sig om, det virkeligt hellige sted, er ikke stedet, hvor det engang skete. Det virkeligt hellige sted, er stedet, hvor det sker. Hvor Guds Søn møder mig og lader frelsens virkelighed komme til mig. Hvor Guds Søn fra sit sæde ved Faderens højre hånd kommer til sin menighed og giver sig selv til sine kristne, hvor Hans Ord forkyndes, og frelsens festmåltid fejres, og nyfødte syndere døbes til at være Hans. Det behøver ikke være i nærheden af, hvor det faktisk skete. Det kan sagtens være heroppe i det høje nord. Det behøver for dens sags skyld heller ikke være i et særlig smukt eller stemningsfuldt lokale - selv om det kan være fremmende for andagten og erkendelsen af det store, der sker. Det afgørende er, at hvor Guds Søns Ord forkyndes, og hvor frelsens festmåltid fejres efter Hans egen indstiftelse, dér er Han selv til stede med al frelsens herlighed. Det har Han lovet at være, og det tror vi så, at Han er. Og det sker ikke i en mystisk fantasiverden eller principverden. Det sker i den virkelige virkelighed, som vi lever i. Her, på det sted, hvor vi mødes til gudstjeneste. Derfor er dét det virkeligt hellige sted. Fordi den Hellige selv er der. Og fordi det er dér, vi møder frelsens virkelighed. Det er her, det sker. Heroppe hvor det sner. Også selv om det sjældent sner på selve juleaften.
Jais H. Tinglund
|
|
 Tiggernes Kapel
CD-udgivelse fra Jens Bendix.
Reflex Musik, Fredericia. 10 numre. Pris 139 kr.
Den nye CD rummer sange, der er bygget op over lignelser og andre fortællinger fra Bibelen. Budskaberne serveres i et univers, hvor der både er plads til råt for usødet (1. Fire sultne krager), det mystikomgærede (5. Tiggernes kapel) og det mere klassisk højtidelige (9. Stille himmel).
I anledning af udgivelsen bragte Kristeligt Dagblad 28. november et interview med Jens Bendix. Her siger Jens bl.a. Jeg tror på Gud og jeg tror på Jesus, og det vil jeg gerne fortælle andre om, fordi jeg synes, det er så vigtigt. Det er jo det, der kan bære vores liv helt ind i evigheden. At der er en Gud, som har skabt mig og taget kvælertag med døden - og har vundet....
Titelnummeret hedder "Tiggernes kapel. Jens fortæller, at det for ham er det det sted, hvor livet fornyes, og hvor håbet brænder i den mørke nat, hvor englene står vagt på muren.
Til lykke til Jens Bendix med en flot og god CD-udgivelse, som hermed er anbefalet.
LGJ
Martinskirken, København
Barnedåb
2. søndag i advent fejrede menigheden barnedåbsfest med Karla Simone Rydh, født 26. nov. som datter af Liv og Nils Rydh. Familien ønskes tillykke og Guds velsignelse med et af dagens evangelieord: "Ret jer og løft jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig." (Luk 21,25-36).
Dåbsprædikenens emne var: "Hvem sidder på tronen?" Læs den på kirkens hjemmeside: www.vivt.dk.
VL
|
