Tilbage til "Om kirken"

Den Evangelisk-Lutherske Frikirkes hjemmeside:
Dette er 2014-versionen: www.vivit.dk/2014.htm,
hvorfra sider redigeres til 2015-versionen frem til udgangen af 2015.

LINK til 2015-VERSION af www.vivit.dk

Den evangelisk-lutherske Frikirke - historisk og i dag

Foredrag ved kirkens fødselsdag den 4. november 2001 i Martinskirken på baggrund af artikel skrevet til "Budskabet" nr. 6/2001 af pastor Leif G. Jensen.

1. Historisk baggrund
2. Evangelisk luthersk kirke i dag
Kilder
1. Historisk baggrund

Kristen børnelærdom og mission

I modsætning til de fleste andre frikirker og sekter, som blev stiftet i årene efter Grundloven og religionsfrihedens indførelse i 1849, adskiller Den evangelisk-lutherske Frikirke sig ikke fra Folkekirken i forhold til dens bekendelse; den blev tværtimod netop stiftet, fordi Folkekirken selv var på vej bort fra sit bekendelsesgrundlag.

Skal man hæfte et navn på, bliver det Niels Pedersen Grunnet. Han blev præget af sin opvækst på Øster Snede-egnen, hvor de stærke jyder kæmpede for at bevare den kristne børnelærdom ren og uforfalsket i skole og hjem. Som soldat i Christiansfeld lærte han Brødremenigheden at kende, og det var med til at åbne hans hjerte for den ydre mission. Efter 3 års ophold på en missionsskole i Basel vendte han i 1855 tilbage til Danmark for at virke som rejsesekretær for DMS i et års tid med henblik på at danne missionskredse til at støtte hans udsendelse som DMS? første ydremissionær.

Rejsevirksomheden gjorde det klart for den unge Grunnet, at det danske folk var i stor åndelig nød. Da DMS ikke kunne beslutte sig for at udsende Grunnet, følte han sig kaldet til at fortsætte sit virke i Danmark frem for selv at foranstalte sin udsendelse. Dette blev anledning til stiftelsen af den første evangelisk-lutherske frimenighed i Danmark den 4. november 1855 i København. Herom skrev han kort efter i et brev: "Herren belønne Dem for, at De netop til rette tid trøster og opliver et synkende mod. Jeg siger til rette tid, thi de stormende bølger truede og truer med at tilintetgøre mit svage trosskib, som har vovet sig ud på det uoverskuelige brusende hav. ... De, kære hr. dr. Rørdam, ved, at ingen nogensinde har tænkt mindre på at forlade Statskirken end jeg, ... og nu står jeg selv i spidsen for mange redelige sjæle, som allerede er udtrådt ... Mit ønskes mål er ikke at gøre proselyter af dem, der i Statskirken finder fred og hvile som Guds børn, thi også indenfor dens grænser er og kan være sand kristendom, ... nej, min mening er, i denne ugudelige bys tummel og sværm at søge de arme forvildede og forførte sjæle og bringe dem tilbage til vort kirkesamfund, thi det er jo dog ikke Statskirken, som gør os enten til lutheranere eller kristne ..." (1).

Kirke-kritik og sakramenter

Grunnet var tændt for missionen ved evangeliets ord. Og det samme ord gav ham vished i forhold til hans udtrædelse af Statskirken. Det hang sammen med, at han mente, at den ikke længere stod på bibelsk og luthersk grund, men var blevet en kirke, hvor enhver kunne tro og lære, hvad han ville; og åbenlyst vantro og spottere havde fri adgang til sakramenterne.

Han kendte Søren Kierkegaard og var ligesom ham ganske hård i sin statskirke-kritik. Men han delte også Kierkegaards ønske om "at vække uro i retning af inderlighed" og tog afstand fra blot at adskille sig fra Statskirken i det ydre. "Med udtrædelsen er der uden sand tro intet udrettet ... Den ydre afsondring fra Statskirken må, dersom den skal blive til gavn og velsignelse, stå i nærmeste forbindelse med sand omvendelse og indre afsondring fra verden. ... Den, der har kætterske eller ugudelige tendenser til grund for sin udtrædelse, han forlader ikke alene Statskirken, men har også forladt Kristi kirke. Præstehad, foragt for Folkekirkens ydre skikke, ornat, prædikestol osv. er ikke gyldig for udtrædelsen ... Frikirken er derfor ikke tumleplads for sværmere og øvede overløbere, men et hjem ... for Guds børn, der vil blive ved kirkens bekendelse og tro, værne om sakramenternes rette brug og som sky og fly, ja af hjertet hade al fremmed og falsk lære" (2).

Grunnet kendte til den alternative overvejelse: at stifte en kirkelig forening indenfor Statskirken for der at leve et "bedre" menighedsliv med henblik på at missionere og udbrede evangeliet. Han siger herom: "Dette spørgsmål besvarede jeg med nej, thi skulle jeg samle ved Guds nåde en menighed, så måtte i dens midte findes alle kirkens goder (herunder også dåbens og nadverens sakramente) som nødvendige til dens beståen" (3).

Med Skriftens ord fastholdt Grunnet, at sakramenterne er virksomme uafhængigt af præstens værdighed eller tro og alene i kraft af Guds ord og løfte. Dette må imidlertid ikke bruges som begrundelse for at leve i en kirke, hvor der forkyndes falsk lære. Her skal den kristne give agt på Kristi ord: "Vogt jer for de falske profeter!" (Matt 7,15). Grunnet var sig samtidig bevidst, at det ikke er muligt at skabe en menighed uden hyklere og vantro.

De skriftsteder, han anførte som begrundelse for udtrædelse af Statskirken, var bl.a. Rom 16,17; 2 Tim 3,1-6; 2 Kor 6,14-18.

1. Historisk baggrund
2. Evangelisk luthersk kirke i dag
Kilder
2. Evangelisk luthersk kirke i dag

En menigheds myndighed

I skriftet "Sendebrev til de Troende i Adspredelsen" fra 1865 (4) beskriver Grunnet, hvordan menigheden på hans tid var umyndiggjort af regering og præsteskab. For Grunnet at se hang det sammen med en ulykkelig sammenblanding af det åndelige og verdslige regimente. Han konstaterede, at Indre Mission selv skelnede mellem "de hellige" præster og "de vantro" præster og således indrømmede tingenes faktiske tilstand. Hans påstand var, at vantro præster var indsat af den verdslige magt uden noget kaldsbrev fra Gud.

Det er en tanke, som også kunne falde én og anden ind nu til dags, hvor præsten nogle gange vælges af politisk valgte menighedsråd og ordineres og indsættes af biskopper, som en række kirkelige bevægelser og missionsforeninger indenfor Folkekirken endda har set sig nødsaget til at frasige sig åndeligt fællesskab med.

Grunnet sagde dengang, at Statskirken var ude af stand til at våge over, at den evangelisk-lutherske lære forkyndes ret af dens lærere.

Det samme kan siges om Folkekirken i dag. Den er ikke blot ikke i stand til det. Flere eksempler viser, at den snarere våger over at beskytte falsk og bibelstridig lære og truer og hindrer præster, som véd sig bundet i deres samvittighed til Den hellige Skrift.

Grunnet fastholdt dengang, at det ikke var tilstrækkeligt, at den bekendelse, Statskirken formelt bekendte sig til, var sand, og at sakramenterne fandtes i Statskirken. Bekendelsen skulle være virksom i kirkens liv, dvs. i forkyndelse, undervisning og praksis.

Det svarer til Den Augsburgske Bekendelse, som typisk indleder hver artikel med ordene: "Menighederne hos os lærer enstemmigt ..." Den menighed, som vil være evangelisk-luthersk, kan ikke lægge bekendelsesskrifterne i arkiv eller nøjes med at have sympati for bekendelsen ud fra en historisk synsvinkel. Bekendelsens væsen er - som ordet siger - at bekende. Det er livsnødvendigt for troens folk, "at menighederne hos os enstemmigt lærer," hvad der står i bekendelsen. De kan ikke klare sig med andet eller mindre end Den Gode Hyrdes røst. Der skal tales sandt om Gud, arvesynden, Kristus, retfærdiggørelsen, sakramenternes rette brug, gode gerninger osv. Derved får en menighed trosvished og myndighed, så den ser sit kald til at uddanne og indsætte ordets tjenere: hyrder, evangelister og lærere til menighedens opbyggelse og vækst.

I forbindelse med spørgsmålet om kirketugt, som ofte er blevet fremhævet som Grunnets mærkesag, siger han selv: "Den er ikke en tugt indført ved et jordisk, verdsligt magtsprog i et sogn, der ikke ved, hvad kirketugt er, men derimod en kristelig husorden i Guds levende menighed. Den er så langt fra at være en menigheden påtvungen tortur, at den i stedet for er en i Guds ord og menighedslivet begrundet broderlig gensidig omsorg. ... Kirketugten er således i dens inderste væsen Guds Ånds værk i de helliges samfund" (5).

- Kirketugten fastholdes også i dag i Den evangelisk-lutherske Frikirke, men netop kun over for dem, som giver sig ind under menighedens sjælesorg. Denne "tugt" har ifølge Matt 18,15-20 og 1 Kor 5,4-5 kun én hensigt: menneskets omvendelse og frelse ved evangeliet. Og den udøves i sidste instans af menighedens forsamling jfr. Skriftens vejledning.

Det er en tjeneste, som kan være meget vanskelig. Men der er stor velsignelse i at påtage sig den. Vore menigheder kender til, hvordan de efter en smertelig kirketugts-proces har fået lov at erfare, at Gud hos den enkelte virkede bedrøvelse til omvendelse og nyt liv.

Forholdet til en verdslig øvrighed

Lov om sognebåndsløsning (1855) og valgmenighedsloven (1866) ændrede ikke ved Grunnets overbevisning om det nødvendige og rigtige i at leve som en fri kirke. Og frihedslovgivningen i Folkekirken i dag gør den heller ikke til noget alternativ for os i Den evangelisk-lutherske Frikirke. Desværre.

Årsagen er ikke, at en bekendelseskirke i princippet skal være frikirke. En luthersk kirke kan godt - som på reformationstiden - lade øvrigheden sætte dagsordenen for dele af kirkens ydre liv. Men da skal der - som på reformationstiden - skelnes klart mellem Jesu Kristi ordinans (nemlig at vi vil have Guds ord, som er loven og evangeliet, retsindigt prædiket, sakramenterne ret uddelte, børnene vel oplærte) og kongens ordinans (forordninger om personer, tid, sted, tale, måde, præstetider, sang og ceremonier) (6).

Denne afgørende skelnen opretholdes for os at se ikke af kirkeministeriet overfor Folkekirken. Og der, hvor frihedslovgivningen synes at sikre menighedens selvbestemmelsesret, støder man ind i det endnu alvorligere problem, at frihedslovgivningen ikke ændrer ved, at biskopperne står som tilsynsmænd for samtlige menigheder og præster, uanset om de kalder sig sogne- eller valgmenigheder.

Den evangelisk-lutherske Frikirke nyder godt af den grundlovssikrede religionsfrihed og betragtes retsligt set af den verdslige øvrighed som et "godkendt trossamfund". Vore præster kan "forrette vielse med borgerlig gyldighed i det enkelte tilfælde", mens dåb og begravelse indberettes til den kirkebogsførende sognepræst (7).

Forholdet til andre lutherske kirker og foreninger

Hvad angår forholdet til kristne i andre kirkesamfund og kirkelige foreninger, er det nyttigt at skelne mellem et kirkesamfund og dets enkelte medlemmer. Det skyldes, at kristent fællesskab og kirke-fællesskab ikke er ét og det samme.

En romersk-katolsk kristen og en evangelisk-luthersk kristen kan godt tænkes at mærke, at de tror på den samme frelser. Måske katolikken personligt reserverer sig overfor Maria- og pavedyrkelse. Og måske han også sætter sin lid til Kristus alene uden lovgerninger. Hvis lutheraneren tror på samme måde, har de frelsen til fælles og kan fryde sig sammen i Herren. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de dermed følges til kirke på søndag og langt mindre, at de går til alters sammen.

Det åndelige fællesskab mellem to kristne bygger på deres fælles trosforhold til den samme Herre og Frelser. Derimod hviler et ydre kirke-fællesskab bibelsk set på noget lang mere håndgribeligt, nemlig på fællesskab i troen og brugen af nådens ord og sakramenterne.

Fordi Gud i Den hellige Skrift har meget at sige os om nådemidlernes brug i menigheden, er fælles gudstjeneste ikke gjort med, at man føler, at præsten er et troende menneske, eller at der er andre troende kristne til stede. Det er herligt at mærke åndeligt fællesskab med en anden kristen. Men det kan aldrig gøre det ud for at være med i en menighed, hvor sjælesorg, forkyndelse, tros-undervisning og sakramentforvaltning varetages af tjenere, som er tro imod evangeliet. Det er den positive årsag til, at menigheder i Den evangelisk-lutherske Frikirke ikke kan have gudstjenestefællesskab med ikke-lutherske frikirker eller med Folkekirken.

Man taler i lutherske sammenhænge om kirkefællesskab som "alter- og prædikestols-fællesskab" eller "nådemiddelsfællesskab". Et sådant fællesskab hviler på enighed i evangeliets forkyndelse og forvaltning af sakramenterne (jfr. Den Augsburgske Bekendelse artikel 7-8).

Denne enighed har vi med en række kirker i verden. Den er dyrebar og har betydet meget for os op gennem vor kirkes historie. Vi er overbeviste om, at Gud også kan føre flere kristne i Danmark sammen i evangelisk-lutherske menigheder og give dem den velsignelse, som vokser ud af et nådemiddelfællesskab. Det er vort håb og ønske, at vi og andre også kan få del i den velsignelse i de kommende år.

Når vi får gæster fra et kirkesamfund, som vi ikke har kirkefællesskab med, modtager vi dem med stor glæde. Nogle har vi uden tvivl åndeligt fællesskab med i Kristus. Andre måske ikke. Det betyder i praksis, at vi ikke fra første dag lader som om vi tilhører samme menighed. Vi spørger til dåb og oplæring og også efter, hvor vedkommende går hen i morgen. Vi tilbyder oplæring, hvor det kan være til gavn. For vi ønsker at være menighed for hinanden hele vejen og ikke kun delvis. For Hebræerbrevet formaner hele menigheden til at give agt på hinanden og føjer til, at menighedens ledere "våger over jeres sjæle, da de ved, at de skal stå til regnskab" (Hebr 13,17). En hyrde (pastor) forvalter sit ansvar for menigheden med regnskabsdagen for øje (2 Tim 4,1-5).

Høj- eller lavkirkelig?

Nogle kalder sig "højkirkelige", andre "lavkirkelige". Vi bruger ikke gerne sådanne udtryk. Dels fordi det kan være usikkert, hvad de dækker over. Og dels fordi de i høj grad spiller på herskende tilstande i Folkekirken. Vi mener også, at det er betænkeligt at gradbøje et så godt ord som "kirke".

Det er vigtigt for os, at gudstjenesten i størst muligt omfang afspejler den bibelske virkelighed: at vi er syndere, at Gud er den almægtige og barmhjertige, hellige og nådige, og at Jesus Kristus kommer til os som Frelseren gennem Ordet ved Ånden og rækker os sit legeme og blod i nadveren. Her har liturgien sin forankring. Al fornyelse skal sigte mod, at menigheden grundfæstes i troen og vidner om evangeliet i verden. Det er begrundelsen for, at gudstjenestens liturgi ikke må gøres vilkårlig og afhængig af stemninger hos præst og menighed.

Forholdet mellem menighed og præst

Apostlene blev kaldet direkte af Herren Jesus. Men også deres efterfølgere har deres kald fra Herren. De er hans gave til menigheden (Ef 4,11). Og de kaldes af Helligånden gennem menigheden (ApG 13,2 og 14,23). "Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod" (ApG 20,28).

Det er afgørende, at prædikeembedet ikke på nogen måde løsrives fra menigheden. For da går det galt både for præst og for menighed. Præsten kan gå under i anfægtelse, når han ikke véd sig båret og elsket af menigheden. Men han kan også fristes til at se sig som noget større end den menighed, han tjener. Det er han ikke. Bibelsk set er alle døbte og troende præster for Gud. Ordets tjenere derimod er hyrder, lærere og tilsynsmænd i menigheden. Og bibelsk set bør de ikke kaldes, med mindre de er oplært i troen og prøvet af menigheden i henhold til apostelens ord (1 Tim 3,1-7).

Når denne bibelske sammenhæng mellem menighed og hyrde fastholdes, har man et godt værn imod, at præsten bliver høj eller nedbøjet i sig selv. Samtidig vil menigheden blive fastholdt i, at den har brug for den hyrdeomsorg, Jesus forordnede, da han efter sin opstandelse sagde til Peter: "Vogt mine lam! Vær hyrde for mine får! Vogt mine får!" (Joh 21,15f). Og Peter gav kaldet videre til menighedens ældste (1 Pet 5,1-4).

Vanskeligheder ved at være evangelisk luthersk kirke i dag

Der er vanskeligheder. Men der er først og fremmest glæder. Særligt glæden ved som Herrens dyrekøbte brud at have alle de rettigheder og kald, som Herren har givet menigheden i sit ord. Det sætter på arbejde. For vi har ingen undskyldning for ikke at prædike og missionere og oplære, som Jesus har budt os det.

Når jeg overvejer vort kirkesamfunds særlige problemer i den forbindelse, tror jeg, at de fleste stammer fra indtrykket af, at vi ikke er ret mange. Vi kender trøsten fra ord som Åb 3,8: Jeg kender dine gerninger. Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i, og jeg ved, at du kun har svage kræfter og dog har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn. Men det er ikke altid så let at tage imod den.

A) Organisatoriske og økonomiske byrder: Det er slidsomt at holde en organisation på benene, når man kun er få til at gøre det. Modsat er der stor tjenstvillighed, og mange stiller sig til rådighed med tid, penge og nådegaver. Alt arbejde udføres ulønnet, undtagen en del af præsternes arbejde. Vore menigheder har pt. tre præster og fire kirkebygninger. Vi går med planer om at sælge en gammel bygning og bygge nyt et andet sted. 130 døbte medlemmer bærer udgiften til kirke og mission ved frivillige bidrag. Det kan betale vore kirkebygninger og lønne 1-1½ præst. Derfor må præsterne tjene resten gennem erhvervsarbejde.

B) Det sociale behov: For en menighed på 10 - 40 medlemmer er det vanskeligt at dække alle unges, voksnes og ældres sociale behov. Vi slår pjalterne sammen på lejre og ved stævner. Men dermed er det ikke gjort. Nu og da stikker enkelte af vore medlemmer næsen indenfor i en missionsforening eller i KFS for at finde et større fællesskab. Man mærker jo det åndelige fællesskab. Men man har problemer med, at man ikke har kirkefællesskab.

Det sociale behov sender også kristne fra vore menigheder indenfor i en sportsforening eller i andre verdslige sammenhænge. Og det er også en god ting. Det er vigtigt for os som mennesker at pleje fællesskab med naboer og andre i vore omgivelser, så vi ikke skjuler os i ghetto-lignende enklaver. Vanskeligheden består i, at man søger ud og måske aldrig finder hjem igen.

C) Sandheds- og succes-kriteriet: Det vanskeligste at slås med er måske, at "sandheds-kriteriet" i vores tid er rykket i baggrunden, mens "succes-kriteriet" har taget dets plads. For mennesker, som betragter os udefra, må det være oplagt at bemærke, at vi ikke har megen succes. Vores kirkes historie er blevet brugt som vidnesbyrd imod os - til skræk og advarsel. Selv om vi måske har fået 10 nye medlemmer i løbet af et par år, og har mistet 4 - og vi græd - så ser det ikke ud af meget udadtil. Og det gør det heller ikke for os selv. Og dog er vi fælles med mange evangeliske kristne om denne smerte. Vor tid er underholdnings- og resultat-fikseret i en grad, så "Willow-Creek-holdningen" næsten på forhånd regnes for selvfølgelig og sand: nemlig at mission vil lykkes, hvis vi kristne ændrer os og bliver bedre til at formidle evangeliet og tale til menneskers umiddelbare behov. Det er sandt, at vi behøver trosvækst og udrustning. Men det er ikke sandt, at missionen vil lykkes, hvis bare vi kristne bliver lidt bedre. Missionen ligger i Herrens hånd. Vi er ikke hans nådemidler. Det er derimod evangeliet, dåben og nadveren. Vi må arbejde for at vokse i tro og erkendelse. Men "succes-kriteriet" kan dræbe både dem, som ikke får succes, og dem, der tror, at de har det. Det fører os bort fra nåden i Guds hjerte hen til nådens virkninger i vore hjerter. Nådens virkninger i menigheden er ikke uvigtige. Og vi anfægtes, når vi ser vor egen fattigdom. Men heller ikke i denne sag vil vi vide af andet end Jesus Kristus og det som korsfæstet. Det er den sandhed, som alene kan frelse syndere. Han er sandheden, som beskytter og giver sin kirke liv - også hos os.

Kilder:

(1) Den evangelisk-lutherske Frikirkes jubilæumsskrift fra 1955.
(2) En Røst i Ørkenen, 1. juni 1856.
(3) Frikirken som princip, Grunnets Frimenighed af Niels Eric Grunnet. ELFK-arkiv.
(4) Samtale om Statskirke og Frikirke, N.P.Grunnet, 1881
(5) Kirkeordinansen 1537/39, Akademisk Forlag 1989. Side 152-155.
(6) Sendebrev til de Troende i Adspredelsen, N.P.Grunnet, 1865
(7) Den Evangelisk-Lutherske Frikirke blev i 1970 registreret som "godkendt trossamfund i Danmark"
Læs mere om Den evangelisk-lutherske Frikirke på www.vivit.dk.