Artikler om kristen tro

ANNEX til "Fælles-erklæringen om Retfærdiggørelses-læren"

fra Det lutherske Verdensforbund og Den romersk-katolske Kirke

"Fælleserklæringen" kan læses på adressen http://www.vatican.va/roman_curia/pontifical_councils/chrstuni/documents/rc_pc_chrstuni_doc_31101999_cath-luth-official-statement_en.html. Her findes også Den danske Folkekirkes svar.
Den evangelisk-lutherske Frikirkes svar kan læses på adressen: http://www.vivit.dk/jd

OFFICIAL COMMON STATEMENT BY THE LUTHERAN WORLD FEDERATION AND THE CATHOLIC CHURCH

Kilde: LWF's web-site 24. aug. 1999: http://www.lutheranworld.org/news/jde.htm

Link til http://www.vivit.dk/jd

Kursivering og fed tekst er tilføjet af www.vivit.dk's redaktion.

OFFICIEL FÆLLES-UDTALELSE FRA DET LUTHERSKE VERDENSFORBUND OG DEN KATOLSKE KIRKE

Oversættelse til fra engelsk til dansk ved Leif G. Jensen. Bibelcitater er oversat fra Annex' engelske tekst. Redaktionen på www.vivit.dk er ikke bekendt med, at der foreligger anden dansk oversættelse af Annex.

Link til http://www.vivit.dk/jd

1. On the basis of the agreements reached in the Joint Declaration on the Doctrine of Justification (JD), the Lutheran World Federation and the Catholic Church declare together: "The understanding of the doctrine of justification set forth in this Declaration shows that a consensus in basic truths of the doctrine of justification exists between Lutherans and Catholics" (JD 40).

On the basis of this consensus the Lutheran World Federation and the Catholic Church declare together: "The teaching of the Lutheran churches presented in this Declaration does not fall under the condemnations from the Council of Trent. The condemnations in the Lutheran Confessions do not apply to the teaching of the Roman Catholic Church presented in this Declaration" (JD 41).

2. With reference to the Resolution on the Joint Declaration by the Council of the Lutheran World Federation of 16 June 1998 and the response to the Joint Declaration by the Catholic Church of 25 June 1998 and to the questions raised by both of them, the annexed statement (called "Annex") further substantiates the consensus reached in the Joint Declaration; thus it becomes clear that the earlier mutual doctrinal condemnations do not apply to the teaching of the dialogue partners as presented in the Joint Declaration.

3. The two partners in dialogue are committed to continued and deepened study of the biblical foundations of the doctrine of justification. They will also seek further common understanding of the doctrine of justification, also beyond what is dealt with in the Joint Declaration and the annexed substantiating statement.

Based on the consensus reached, continued dialogue is required specifically on the issues mentioned especially in the Joint Declaration itself (JD 43) as requiring further clarification, in order to reach full church communion, a unity in diversity, in which remaining differences would be "reconciled" and no longer have a divisive force. Lutherans and Catholics will continue their efforts ecumenically in their common witness to interpret the message of justification in language relevant for human beings today, and with reference both to individual and social concerns of our times.

By this act of signing The Catholic Church and The Lutheran World Federation confirm the Joint Declaration on the Doctrine of Justification in its entirety

1. På baggrund af den enighed, som er opnået i "Fælleserklæringen om læren om retfærdiggørelsen" (JD) erklærer Det lutherske Verdensforbund og Den katolske Kirke sammen: "Forståelsen af læren om retfærdiggørelsen, sådan som den er fremsat i denne reklæring, viser, at der består en konsensus mellem LWF og CC i centrale sandheder vedrørende læren om retfærdiggørelsen" (JD 40).

På baggrund af denne konsensus erlærer LCF og CC sammen: "Den lære, som de lutherske kirker har fremlagt i denne deklaration falder ikke ind under fordømmelserne, som blev udtalt på Tridentiner-konzilet. Fordømmelserne i De lutherske Bekendelsesskrifter rammer ikke / berører ikke / den romerske katolske kirkes lære, som fremlægges i denne erklæring" (JD 41)

2. Med henvisning til resolutionen om Fælleserklæringen fra LWF 16. juni 1998 og CC's respons af 25. juni 1998 på Fælleserklæringen, og de spørgsmål, som begge parter har stillet, understøtter den tilføjede erklæring (kaldet "Annex") den konsensus, som blev opnået i Fælleserklæringen. Således bliver det klargjort, at de hidtidige gensidige læremæssige fordømmelser ikke vedrører den lære, som de dialogens to parter har præsenteret i Fælleserklæringen.

3. Dialog-partnerne forpligter sig til fortsat og fordybet studie af det bibelske grundlag for læren om retfærdiggørelsen. De vil også stræbe efter yderligere fælles forståelse af læren om retfærdiggørelsen, også ud over det, som er drøftet i Fælleserklæringen og i den tilføjede erklæring i Annex-dokumentet.

Med baggrund i den enighed, som er opnået, er det nødvendigt at dialogen fortsætter, især omkring de emner, hvor Fælleserklæringen (JD 43) selv nævner, at der er behov for yderligere afklaring, for at man kan nå til fuld kirkelig kommunion, enhed i mangfoldigheden, hvor de resterende forskelle kan "forsones" og ikke mere have splittende kraft. Lutheranere og katolikker vil fortsætte deres økumeniske bestræbelser for i et fælles vidnesbyrd at fortolke budskabet om retfærdiggørelsen i et sprog, som er relevant for mennesker i dag, og så det forholder sig både til individuelle og sociale behov i vor tid.

Ved at underskrive bekræfter CC og LWF Fælleserklæringen om læren om retfærdiggørelsen i sin helhed.

ANNEX

1.

The following elucidations underline the consensus reached in the Joint Declaration on the Doctrine of Justification (JD) regarding basic truths of justification; thus it becomes clear that the mutual condemnations of former times do not apply to the Catholic and Lutheran doctrines of justification as they are presented in the Joint Declaration.

ANNEX

1.

Følgende forklaring understreger den konsensus, som blev opnået i Fælleserklæringen om læren om Retfærdiggørelsen (JD) angående grundlæggende sandheder om retfærdiggørelsen. Derfor står det klart, at gensidige fordømmelser i tidligere tider ikke vedrører den Katolske og Lutherske lære om retfærdiggørelsen, sådan som de fremlægges i Fælleserklæringen.

2.

"Together we confess: By grace alone, in faith in Christ's saving work and not because of any merit on our part, we are accepted by God and receive the Holy Spirit, who renews our hearts while equipping and calling us to good works" (JD 15).

A) "We confess together that God forgives sin by grace and at the same time frees human beings from sin's enslaving power (...)" (JD 22). Justification is forgiveness of sins and being made righteous, through which God "imparts the gift of new life in Christ" (JD 22). "Since we are justified by faith, we have peace with God" (Rom 5:1). We are "called children of God; and that is what we are" (1 Jn 3:1).We are truly and inwardly renewed by the action of the Holy Spirit, remaining always dependent on his work in us. "So if anyone is in Christ, there is a new creation: everything old has passed away; see, everything has become new!" (2 Cor 5:17). The justified do not remain sinners in this sense.

Yet we would be wrong were we to say that we are without sin (1 Jn 1:8-10, cf. JD 28). "(A)ll of us make many mistakes" (Jas 3:2). "Who is aware of his unwitting sins? Cleanse me of many secret faults" (Ps. 19:12). And when we pray, we can only say, like the tax collector, "God, be merciful to me, a sinner" (Lk 18:13). This is expressed in a variety of ways in our liturgies. Together we hear the exhortation "Therefore, do not let sin exercise dominion in your mortal bodies, to make you obey their passions" (Rom 6:12). This recalls to us the persisting danger which comes from the power of sin and its action in Christians. To this extent, Lutherans and Catholics can together understand the Christian as simul justus et peccator, despite their different approaches to this subject as expressed in JD 29-30.

2.

"Sammen bekender vi: Af nåde alene, ved troen på Kristi frelsende gerning og ikke på grund af nogen fortjeneste fra vor side anerkendes vi af Gud og modtager Helligånden, som fornyer vore hjerter, idet han udruster og kalder os til at gøre gode gerninger" (JD 15)

A) "Vi bekender sammen, at Gud tilgiver synden af nåde, og på samme tid befrier mennesker fra syndens slavebindende magt. (...)" (JD 22). Retfærdiggørelsen består i tilgivelse af synden, og i at man bliver gjort retfærdig, idet Gud gennem den "giver det nye livs gave i Kristus" (JD 22). "Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud" (Rom 5,1). Vi "kaldes Guds børn; og det er, hvad vi er" (1 Joh 3,1). Vi er virkeligt og ind fornyet ved Helligåndens gerning, idet vi altid forbliver afhængige af hans værk i os.. "Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning: Det gamle er forbi; se, alt er blevet nyt!" (2 Kor 5,17). Den, som er retfærdiggjort, forbliver ikke en synder i denne mening.

Alligevel vil det være forkert, om vi siger, at vi ikke har synd (1 Joh 1,8-10), (cf. JD 28). "Alle fejler vi i mange ting" (Jak 3,2). "Hvem kender sin skjulte synd? Rens mig for mine mange hemmelige fejltrin" (Sl.19,12). Og når vi beder, kan vi kun sige som tolderen: "Gud, vær mig synder nådig!" (Luk 18,13). Dette kommer til udtryk på mange måder i vores liturgier. Sammen hører vi formaningen: "Derfor må I ikke lade synden herske over jeres dødelige legemer, så I adlyder dens lyster" (Rom 6,12). Det minder os om den stadige fare, som kommer fra syndens magt og dens værk i kristne. I denne betydning har Lutheranere og Katolikker en fælles forståelse af den kristne som simul justus et peccator, på trods af de forskellige tilgange til emnet, som kommer til udtryk i JD 29-30).

B) The concept of "concupiscence" is used in different senses on the Catholic and Lutheran sides.

In the Lutheran Confessional writings "concupiscence" is understood as the self-seeking desire of the human being, which in light of the Law, spiritually understood, is regarded as sin.

ln the Catholic understanding concupiscence is an inclination, remaining in human beings even after baptism, which comes from sin and presses towards sin.

Despite the differences involved here, it can be recognized from a Lutheran perspective that desire can become the opening through which sin attacks. Due to the power of sin the entire human being carries the tendency to oppose God. This tendency, according to both Lutheran and Catholic conception, "does not correspond to God's original design for humanity" (JD 30). Sin has a personal character and, as such, leads to separation from God. It is the selfish desire of the old person and the lack of trust and love toward God.

The reality of salvation in baptism and the peril from the power of sin can be expressed in such a way that, on the one hand, the forgiveness of sins and renewal of humanity in Christ by baptism is emphasised and, on the other hand, it can be seen that the justified also "are continuously exposed to the power of sin still pressing its attacks (cf. Rom 6:12-14) and are not exempt from a lifelong struggle against the contradiction to God (...)" (JD 28).

B) Begrebet "begær" bruges forskelligt af de katolske og lutherske parter.

I De lutherske Bekendelsesskrifter forstås "begær" som menneskets drift efter at søge sig selv, hvilket - i lys af Loven - i åndelig betydning er betragtet som synd.

I den katolske forståelse er begær en tilbøjelighed, som forbliver i mennesket også efter dåben. Den stammer fra synden og fører til synd.

Trods denne forskel kan det fra luthersk side anerkendes, at begæret kan blive en åbning, hvorigennem synden angriber mennesket. På grund af syndens magt bærer mennesket i sig tendensen til at sætte sig op imod Gud. Denne tendens står - både ifølge lutherske og katolsk forståelse - " i modsætning til Guds oprindelige mening med menneskeheden" (JD 30). Synden er i sit væsen personlig og leder som sådan til adskillelse fra Gud. Synden består i det gamle menneskes selviske begær og mangel på tillid og kærlighed til Gud.

Frelsens virkelighed i dåben og faren fra syndens magt kan udtrykkes på en måde, så man på den ene side understreger syndernes forladelse og menneskehedens fornyelse i Kristus. På den anden side kan det siges, at de retfærdiggjorte "til stadighed udsættes for syndens magt, som kommer med sine angreb (cf. Rom 6,12-14), og at de retfærdiggjorte ikke er fri for en livslang strid mod det, der modsiger Gud (...)" (JD 28).

C) Justification takes place "by grace alone" (JD 15 and 16), by faith alone, the person is justified "apart from works" (Rom 3:28, cf. JD 25). "Grace creates faith not only when faith begins in a person but as long as faith lasts" (Thomas Aquinas, S. Th II/II 4, 4 ad 3). The working of God's grace does not exclude human action: God effects everything, the willing and the achievement, therefore, we are called to strive (cf. Phil 2:12 ff.). "As soon as the Holy Spirit has initiated his work of regeneration and renewal in us through the Word and the holy sacraments, it is certain that we can and must cooperate by the power of the Holy Spirit..." (The Formula of Concord, FC SD II,64f; BSLK 897,37ff). C) Retfærdiggørelsen sker "alene af nåde" (JD 15 og 16), ved tro alene; mennesket retfærdiggøres "uden gerninger" (Rom 3,28, cf. JD 25). "Nåden skaber tro ikke blot, når troen begynder i et menneske, men så længe troen varer" (Thomas Aquinas, S.Th II/II 4,4 ad 3). Guds nådes virkning udelukker ikke menneskets gerning: Gud virker alt, både at ville og at udføre, derfor kaldes vi til at stræbe (cf. Fil 2,12ff). "Så snart Helligånden har begyndt sit arbejde med at genføde og fornye os ved Ordet og de hellige sakramenter, er det sikkert, at vi kan og må virke med ved Helligåndens kraft ..." (Konkordieformelen, FC SD II,64f; BSLK 897,37ff).
D) Grace as fellowship of the justified with God in faith, hope and love is always received from the salvific and creative work of God (cf. JD 27). But it is nevertheless the responsibility of the justified not to waste this grace but to live in it. The exhortation to do good works is the exhortation to practice the faith (cf. BSLK 197,45). The good works of the justified "should be done in order to confirm their call, that is, lest they fall from their call by sinning again" (Apol. XX,13, BSLK 316,18-24; with reference to 2 Pet. 1:10. Cf. also FC SD IV,33; BSLK 948,9-23). In this sense Lutherans and Catholics can understand together what is said about the "preservation of grace" in JD 38 and 39. Certainly, "whatever in the justified precedes or follows the free gift of faith is neither the basis of justification nor merits it" (JD 25). D) Nåde som de retfærdiggjortes fællesskab med Gud i tro, håb og kærlighed modtages altid fra Guds frelsende og skabende gerninger (cf. JD 27). Men det er ikke desto mindre de retfærdiggjortes ansvar ikke at lade denne nåde gå til spilde, men at leve i den. Formaningen til at gøre gode gerninger er formaningen til at praktisere troen (cf. BSLK 197,45). De retfærdiggjortes gode gerninger "skal gøres for at bekræfte deres kald, dvs. får at de ikke atter ved synden falder ud af kaldelsen" (Apol. XX,13, BSKL 316,18-24; med henvisning til 2 Pet 1,10. Se også FC SD IV,33; BSLK 948,9-23). I denne mening kan lutheranere og katolikker have en fælles forståelse af det, der i JD 38 og 39 siges om at blive bevaret i nåden. Det står fast, at "lige meget, hvad der i de retfærdiggjorte går forud for eller følger af troens gratis gave, så er det hverken retfærdiggørelsens basis eller noget, hvorved man fortjener den" (JD 25).
E) By justification we are unconditionally brought into communion with God. This includes the promise of eternal life: "(I)f we have been united with him in a death like his, we will certainly be united with him in a resurrection like his" (Rom 6:5, cf. Jn 3:36, Rom 8:17).

In the final judgement, the justified will be judged also on their works (cf. Mt 16:27; 25:31-46; Rom 2:16; 14:12; 1 Cor 3:8; 2 Cor 5:10 etc.). We face a judgement in which God's gracious sentence will approve anything in our life and action that corresponds to his will. However, everything in our life that is wrong will be uncovered and will not enter eternal life. The Formula of Concord also states: "It is God's will and express command that believers should do good works which the Holy Spirit works in them, and God is willing to be pleased with them for Christ's sake and he promises to reward them gloriously in this and in the future life." (FC SD IV,38). Any reward is a reward of grace, on which we have no claim.

E) Ved retfærdiggørelsen bringes vi betingelsesløst ind i fællesskab (kommunion) med Gud. Det inkluderer løftet om evigt liv: "Hvis vi er blevet forenet med ham ved en død som hans, vil vi også blive forenet med ham i en opstandelse som hans" (Rom 6,5, cf. Joh 3,36 og Rom 8,17).

I den endelige dom vil de retfærdiggjorte blive dømt også på grund af deres gerninger (cf. Matt 16,27; 25,31-46; Rom 2,16; 14,12; 1 Kor 3,8; 2 Kor 5,10 etc.). Vi møder dommen, hvor Guds nådige dom vil godkende alt i vores liv og gerninger, som svarer til hans vilje. Men alt i vort liv, som er forkert, vil blive afsløret og vil ikke gå ind til evigt liv. Konkordieformelen siger også: "Det er Guds vilje og udtrykkelige befaling, at troende skal gøre gode gerninger, som Helligånden virker i dem, og Gud er villig til at finde behag i dem for Kristi skyld, og han lover at belønne dem på en herlig måde både i dette og i det kommende liv" (FC SD IV,38). Enhver belønning er en nådeløn, som vi ikke har noget krav på.

3.

The doctrine of justification is measure or touchstone for the Christian faith. No teaching may contradict this criterion. In this sense, the doctrine of justification is an "indispensable criterion which constantly serves to orient all the teaching and practice of our churches to Christ" (JD 18).

As such, it has its truth and specific meaning within the overall context of the Church's fundamental Trinitarian confession of faith. We "share the goal of confessing Christ in all things, who is to be trusted above all things as the one Mediator (1 Tim 2:5-6) through whom God in the Holy Spirit gives himself and pours out his renewing gifts" (JD 18).

3.

Læren om retfærdiggørelsen er målestok og prøvesten for den kristne tro. Ingen lærdom må stride imod dette kriterium. I denne mening er læren om retfærdiggørelsen "et kriterium, som der ikke kan dispenseres fra, og som konstant tjener til at orientere vore kirkers hele lære og praksis hen mod Kristus" (JD 18).

Som sådan har denne lære sin sandhed og særlige betydning overalt i Kirkens fundamentale trinitariske trosbekendelse. Vi "deler målet, at bekende Kristus i alle ting, han, som man over alle ting skal stole på som den eneste Mellemmand (1 Tim 2,5-6), og gennem hvem Gud i Helligånden giver os sig selv og udgyder sine fornyende gaver" (JD 18).

4.

Te Response of the Catholic Church does not intend to put in question the authority of Lutheran Synods or of the Lutheran World Federation. The Catholic Church and the Lutheran World Federation began the dialogue and have taken it forward as partners with equal rights ("par cum pari"). Notwithstanding different conceptions of authority in the church, each partner respects the other partner's ordered process of reaching doctrinal decisions.

4.

Den katolske Kirkes respons har ikke til hensigt at sætte spørgsmål ved lutherske synoders eller Det lutherske Verdensforbunds autoritet. Den katolske Kirke og Det lutherske Verdensforbund påbegyndte og har gennemført denne dialog som parter med lige rettigheder ("pars cum pari"). Til trods for forskellige opfattelser af, hvad der er autoritet i kirken, respekterer begge parter den anden parts fastlagte måder at nå frem til afgørelser i lærespørgsmål på.

Siden er redigeret 06. maj 2003. Kommentar, rettelser og hjælp til at forbedre siden modtages med tak! Skriv til post@vivit.dk eller webmaster@vivit.dk