Uge 34: 20.-26. august 2018

Tidligere andagter

Sådan skal det ikke være ...

Matthæus 20 vers 26 og 28:
Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange."

På søndag får vi igen lov at se, hvad der foregår bag facaden hos kristne - hos os selv! Det handler om jagten efter ære og belønning.To af Jesus' trofaste apostle mente, at de havde fortjent en hædersplads ved hans venstre og højre side, når han tiltrådte sit kongedømme i Jerusalem. Og da Jesus spurgte dem, om de virkelig kunne klare det, som kræves, hvis man var så tæt på Jesus, svarede de med største lethed: "Ja, vi kan." Men hvem var det lige, der var ved hans højre og venstre side, da han blev kronet som jødernes konge? Var det ikke to røvere? Hvordan kan nogen da ønske at være ved Jesu venstre og højre side, når han bliver kronet som vores korsfæstede konge?

Alligevel blev de øvrige 10 apostle forargede, da de hørte, hvad deres to medkristne ønskede. De forstod nemlig heller ingen ting. Da Jesus nogle uger senere blev kronet som konge med tornekronen, stak de alle halen mellem benene. - Sikke en rodebutik hos dem og hos alle os andre kristne, som stræber efter ære.

Derfor sagde Jesus ligeud til dem: "Sådan bør det ikke være blandt jer!" Og det siger han også til os. ... Men hvordan bør det så være blandt os? Jo: "Den, der vil være stor, skal være de andres tjener; og den, som vil være den første skal være de andres slave." Sådan er jo Jesus: "Han kom ikke for at lade sig tjene, men for at selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange." - Derfor behøver vi ham, både som vores Frelser og som vort eksempel.

Ugens andagt på www.vivit.dk
post@vivit.dk