<<<- RETUR til Andagter

Bibelord i november 2005

Helt og holdent - i november

Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme! (1 Thess 5,23)

Månedens bibelvers tager os "helt og holdent". Apostelen Paulus ønsker og åbenbarer, hvad Fredens Gud vil gøre for os i november: Han vil hellige og bevare sine troende. Han vil sørge for vores ånd, sjæl og legeme. Og hvad er der da mere at nævne? Ånd, sjæl og legeme. Det er, hvad vi består af.

Og hvad der menes med "at hellige" os, forkyndes i dette meget personlige og trøsterige brev: Gud tilgiver os al vor synd og leder os til at leve efter sin gode vilje i hverdagen.

Når Gud både tager sig af vor ånd, vor sjæl og vort legeme, kan vi være trygge - helt frem til vor Herre Jesu Kristi komme. For så længe vil Gud hellige og bevare os.

I salmebogen nr. 337 er 1 Thess 5,12-23 gendigtet. En god salme at synge og fordybe sig i her i november.

Hvor kan jeg noksom skønne på / og værdelig begrunde, / at verden, som i synden lå, / Gud ville dog forunde / sit saligheds og livsens ord, / ja dåben og sit nadverbord, / hvorved den hjælpes kunne! ...

Men fredens Gud i kærlighed / os så tilsammen binde, / at i hans kraft vi blive ved / et helligt navn at vinde, / så sjæl og ånd og legem må / på Kristi dag fuldkomne stå, / Guds salighed at finde!

Lagt på www.vivit.dk 03.11.2005
www.vivit.dk/ordet/maanedsvers.html