Link til "Andagt"
Jeg vågnede
20 stykker over Salmernes Bog

Jeg vågnede (Salme 3)

Du vågner hver morgen. Men hvordan? Og hvad vågner du op til?

Kong David synger i den tredje salme om, hvordan han vågnede i en meget vanskelig periode af sit liv. Sønnen Absalom stod ham efter livet og ville være konge i sin fars sted. Hvordan vågner man op i sådan en situation? Med hævntørst, modløshed eller fortvivlelse? David havde fået sin egen søn som fjende og var blevet flygtning i eget land.

Hvordan vågner du op til en dag, hvor der er uoverskuelige pro­ble­mer i familien, og hvor du ikke ved, hvor du skal gøre af dig selv?

Det er ikke til at fatte, men David vågnede op med bøn og håb. Han bad: Herre, hvor er mine fjender mange! Mange rejser sig imod mig, mange siger om mig: “Ham frelser Gud ikke.” Sådan sagde andre om ham. Og der var nok ikke langt til, at han også tænkte det selv. Men han fortalte det til sin Herre og Gud om morgenen. Og dermed fik han luft, så han kun­ne fortsætte: Men du, Herre, er mit skjold, min ære, den der løfter mit hoved. ... Jeg lagde mig og sov, jeg vågnede, for Herren støtter mig.

Lige meget hvor vanskeligt det ser ud i dit liv, kan du vende dig til Herren med disse ord. “Jeg vågnede, for Herren støtter mig!” Han er frel­­ser for alle døbte, som vender sig til ham i bøn. Han vil hjælpe dig både alle al­min­delige morgener, og når din morgen er ualmindelig van­skelig og uoverskuelig.

Ordene i Bibelens tredje salme bruges dag­ligt af man­ge kristne som morgenbøn. Brug den selv og syng et vers fra Sal­mebogen.

BØN: Gud være lovet i evighed,/ han denne nat tog os vare!
Han lyse på os sin hellige fred / og fri os af alskens fare!
Gud give os lykke og gode råd,/ sin nådes lys os tilsende!
DDS 682 v2

En sovepille (Salme 4)

Tager du af og til en sovepille? Hvis ikke, så bruger du måske andre former for sovepiller: et glas øl, den sidste TV-avis og sporten, et stykke musik, en spad­sere­tur med hunden, eller du har for vane at kigge ud i gården, før du låser fordøren og siger godnat. - Jo, vi har alle vore vaner, før vi so­ver, såkaldte “sovepiller”, som vi falder til ro på.

En af de bedste “sovepiller” er din aftenbøn: at du overgiver dagen og livet til Ham, som skabte dig og elsker dig. I bønnen må du henvende dig til ham med dine glæder og sorger på den dag, som nu er til ende. Han sluttede i dåben pagt med dig om at være din Fader og Frelser hele livet. Hvorfor da tavst forbigå ham, når du går til ro? Hvorfor bære bekymringerne med ind i nattens mørke, som om det var os selv, der skulle ordne alt? Hvorfor gå i seng med et ondt hjerte og en dårlig samvittighed, når Jesus Kristus er vores Frelser og dagligt ønsker at tilgive os både det, vi gjorde forkert, og alt det, vi ikke fik gjort, som vi burde have gjort?

Hans nærvær giver dig en fred, som ingen anden “sovepille” kan tilbyde. Kald på din himmelske Fader. Bed bønnerne fra fadervor og nævn din dag for ham: din skyld, din sorg, din glæde og de mennesker, som særligt træn­ger til hans hjælp. Da kan du hvile i, at riget og magten og æren er hans - i nat - i morgen - og i evighed!

I Bibelens fjerde salme er der givet os en bøn, som kunne kaldes “sovepillen”: Her lyder det: I fred kan jeg lægge mig og sove, for kun du, Herre, lader mig bo i tryghed.

BØN: Tak, Herre, for din underfulde troskab mod mig. Tak, at du hører, når jeg råber til dig!

Krisehjælp (Salme 6)

Når vi kommer ud for katastrofer og ulyk­ker, kan vi gribes af ræd­sel. Samfundets svar er “krisehjælp”. Det er godt og flot, at så­danne tilbud gives. Men hvem kan hjælpe det enkelte menneske, når kroppen sygner hen, og når sjælen gribes af rædsel?

Herre, straf mig ikke i din vrede! Vær mig nådig, Herre, for jeg er svag, helbred mig, Herre, for min krop sygner hen, og min sjæl er grebet af rædsel. Sådan beder mennesket i Bibelens sjette salme. Han er grebet af angst, angst for den Gud, som står bag hans liv, nu hvor livet er i stykker.

Krise” er et græsk ord, som betyder “dom”. Krisehjælp betyder: hjælp i dommen.

Når kri­sen skyldes personlig skyld, ulæg­elig smer­te og døden selv, er det ikke let at fore­stille sig effektiv krisehjælp. Det nytter ikke bare at påstå, at Gud er kærlig og god. Sådanne “lette ord” har ikke tyngde i forhold til er­fa­ringen af lidelse og følelsen af at være forladt af Gud.

Her træder Jesus Kristus overraskende frem i mørket med hjælp. Aftenen før sin død blev han selv grebet af forfærdelse og angst i Get­se­mane: “Min sjæl er fortvivlet til døden!” Han bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt (Mark.14,33-35). Han, som havde hjulpet andre ud af for­tvivlelse og op­vakt mennesker fra de døde, var nu på vej ind i angst og død. Han blev ramt af den vrede og dom, vi har fortjent med vores liv.

Jesus fylder os ikke med lette ord om kær­lighed, men står selv midt i krisen og tager dommen alvorligt. Det giver hans kærlighed tyngde og styrke. Tag imod ham og hans hjælp i den kom­mende tid - søndage og hverdage. Lær ham at kende, mens livet er lyst og let. Da vil du have en hjælper, som gør dig åben for krisen i andres liv, og som er hos dig, når det bliver mørkt i dit eget liv.

BØN: Herre, red mit liv, frels mig i din godhed!

Når jeg ser din himmel (Salme 8)

Det er nødvendigt af og til at se op for at orientere sig og få over­blik over ens situation.

Hvis man går til eksamen, kan det lette at få snakket om stoffet med kammerater eller med ens lærer. Det giver overblik og tager lidt af eksamensskrækken. Hvis man har et arbejde, som man er ved at køre fast i, kan det være velgørende at komme nogle dage på kursus og se arbejdet fra en helt ny side. Hvis man ligger på sygehuset kan det være til stor hjælp, at lægen lytter og fortæller. Det kan løfte ens blik fra det, som gør ondt lige nu, og se frem til snarlig udskrivelse.

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det (Sl 8,4-5). Sådan siger David i Bibelens ottende salme. Han løfter sit blik til himlen og ser Guds storhed. Han ser sig midt i Guds skaberværk og må undres. Hans undren gælder Guds omsorg. For han ser ikke mennesket som et tilfældigt væsen blandt utallige andre, men som Guds særlige skabning - som Guds barn. Gud er faderen.

Løft blikket og se Guds himmel. Der er én, som har overblik over vores liv, og som har omsorg og husker på menneskebørnene: Gud, vor Skaber. Vi kender ham i Jesus Kristus. Han blev menneske. Han gjorde sig til ét med os. Det giver ny kraft til hverdagen. Det giver håb og mod til at leve endnu en dag i tro og kærlighed.

BØN: Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden!

Jørgen (Salme 10)

Spørge-Jørgen” vil vide alt. Han er nys­gerrig ud over alle græn­ser. Han er mennesket på opdagelsesrejse. “Hvorfor mon? Hvor­for dog?” Irriterende, men også livsbekræftende. Vi har alle no­get af ham i os.

Nogen gange stiller vi et andet slags “hvor­for”. Et personligt. Man kunne også kalde det et eksistentielt “hvorfor”. Man stiller det med hele sin eksistens og hele sin person. Hvorfor forlod hun mig? Hvorfor skulle mit barn dø? Hvor­for skulle jeg miste det arbejde? Hvorfor skulle sygdom ramme mig? Hvorfor går det mig, som det gør? - Der findes ingen hurtige eller lette svar.

Her er det snarere “sørge-Jørgen”, der spør­ger. Hvem kender ikke den slags spørgs­mål fra sig selv? Men kender vi også nogen, som vi kan stille dem til og tale med dem om? Det er meget vigtigt. Fællesskab i nøden! Trøst og en at dele det svære med. Det nytter os ikke, at få en forklaring, hvis vi ikke også får hjælp i den svære situa­tion.

I Salmernes Bog stilles dette “hvorfor” tit og ofte til Gud. Det er den for­tviv­lede Jørgen, der spørger. Han spørger Gud og kaster sig i fortvivlelse ind i Guds favn. Hvorfor står du så langt borte, Herre? Hvor­for skjuler du dig i trange tider? (Salme 10,1).

Sådan er det at være kristen. Du har fået én at stille livets vanskeligste spørgsmål til. Uanset hvor mørkt det er, kan du bede dit “hvorfor” til ham. I tro på Jesus Kristus kan du sige til din Gud: Du ser ulykke og sorg, du skal mær­ke dig det og tage dig af det. Den svage over­lader sin sag til dig, du er den faderløses hjæl­per. Du har hørt, hvad de hjæl­peløse øn­sker, Herre (Salme 10 v.14 og 17).

Sig dit “hvorfor” til Gud og vent dig alt godt af ham!

BØN: Herre, se til min ulykke og sorg. Jeg over­lader min sag til dig. For du er min hjælper!

Hvor længe? (Salme 13)

Hvor længe skal jeg føle mig ene og forladt.” “Hvor længe skal jeg være bekymret og sørge?” - Det er tanker, som kan findes hos os. Vi stiller sådanne spørgsmål, men ofte når de ikke ud til andre. For hvem tør man for­vente hjælp af, når man føler sig ene og forladt? Og når man er bekymret og sørger, er grunden jo netop, at man ikke kan se nogen mulighed for hjælp fra andre menne­sker. Be­kym­ringen kred­ser rundt i hjer­tet, og sorgen borer sig ned og sætter sig fast.

Alligevel behøver du ikke at gå alene med dine tunge spørgsmål. Netop når du har det sådan, er der håb. Du har én at bede til og spørge: “Hvor længe, Herre?” Hør, hvordan et bedende menneske siger i Bibelens trettende salme: Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre? Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig? Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet og daglig have sorg i mit hjerte? Hvor længe skal min fjende triumfere over mig?

Gud kan du bede til. Ham, som har åben­baret sig i Bibelens ord og i Jesus Kristus, ham må du komme til i bøn, når du ikke synes, at du har nogen at vende dig til. Det er vigtigt, at du sætter ord på de spørgsmål, du tumler med.

Se mig, svar mig, Herre min Gud! Giv mine øjne lys, så jeg ikke sover ind i døden. Sådan fortsætter den bedende. Han ved, at Gud er der og kan hjælpe. Og han bliver ikke skuffet, men kan slutte med at sige: Men jeg stoler på din trofasthed, mit hjerte skal juble over din frelse. Jeg vil synge for Herren, for han har handlet vel imod mig.

Gud hører også dig, når du beder til ham i Jesu navn!

BØN: Se mig, svar mig, Herre, min Gud!

Tryg (Salme 16)

Tryg” er et godt ord. “Tryg ved dig!” betyder, at man har det godt sammen og kan stole på hin­anden. Tryg er man, når far og mor har det godt sammen, og når man kan fortælle hjemme om det, der er svært i skolen. Øko­nomisk tryg er man, når man har en stabil indtægt, og når ens forsikringer er i orden. Tryg på sin arbejdsplads er man, når man har sikkerhed mod plud­se­lig afskedigelse, og når man kan gå ud af kantinen uden at frygte for, at arbejdskammerater taler ondt om én. Tryg i alder­dommen er man, når man kan stole på sin hjemme­hjæl­per og stadig har nogen at dele glæder og sorger med. Tryg er man, når ....

Sådan kan vi hver især fortsætte med at sætte ord på den tryghed, vi behøver. Men vi når aldrig helt rundt om dette gode emne. Der mangler altid noget, hvis det er os selv og andre men­nesker, der skal give os tryghed.

Da er det godt at kunne vende sig til Her­ren og tænke på, hvad Gud har gjort for os. I påskens begivenheder, hvor Guds Søn døde for vore syn­der og opstod fra graven, har Gud grebet ind, så vi kan være trygge, uanset hvordan vores liv end synes at skulle forme sig. Gen­nem påskens begivenheder over­vandt han frygt, dødsangst, skyld og hvad ellers næv­nes kan. Bange disciple fik glæden til­bage den første påske. Forskræmte kvinder fik håb. Og siden har evangeliet om Jesu død og opstandelse givet mennesker af alle slags tryghed både i livet og i døden. Jesus er Guds Søn, som døde og opstod for os. Han er Herre over synden, døden og djævelen.

David synger sådan: Vogt mig, Gud, jeg søger tilflugt hos dig. Jeg siger til Herren: “Du er min herre, ingen anden end du er min lykke.” ... Jeg har altid Herren for øje, han er ved min højre side, og jeg vakler ikke. Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler, ja, mit legeme skal bo i tryghed (Salme 16).

BØN: Vogt mig, Gud, jeg søger tilflugt hos dig!

De kendte lyde (Salme 19)

Hverdagen har sine lyde. Lyden af en avis, der blades i. Et køk­ken­ur, der tikker. En bildør, der smækker i. En knal­lert, der drejer ind hos naboen ved fyraften. De er mindst lige så vigtige for os som blomsterne i haven og de farver, vi har valgt i vores lejlighed. De fortæller om det liv, der rører sig om os.

Dertil kommer de lyde, vi kalder “ord”. Ord i bussen på vej til arbejde. Ord over hækken efter skoletid. Ord ved køkkenbordet, når det er spisetid. Ord mellem mennesker. Meget af det, der bliver sagt til hverdag, ved vi godt på forhånd. Alligevel er det ikke unødig snak. Ordene knyt­ter os sammen. Vi deler livet indbyrdes.

Der er også natu­rens lyde: Fuglenes sang i haven og i skoven. Vindens susen i træerne og i det utætte vindue. Men naturen har også meget at fortælle, uden at der høres en lyd. Bibelens nittende salme siger det sådan: Him­len fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hæn­ders værk. ... Der lyder ingen ord, ingen tale, uden at deres røst høres; deres røst når ud over hele jorden, deres ord til verdens ende.

Ligesom vi er tilbøjelige til at overhøre hverda­gens kendte lyde, men ikke kan undvære dem, sådan er vi også gode til at overhøre naturens tavse sprog om Guds storhed og magt. Derfor har Gud også åbenbaret sig for os gennem sit ord i Bibelen. Om Guds ord gælder det: Herrens vidnesbyrd står fast, det giver den uerfarne visdom. Herrens bud er sandhed, de er alle retfærdige.

Vi har grund til at undres over og takke for naboens hil­sen, og at vi kan tale med hin­anden. Når vi undres over det, gør det os mere lydhøre. Det gælder også vores for­hold til Gud. Er det ikke et stort, stort un­der, at både køk­ken og kirke kan fyldes med Guds ord, som giver vejledning, tro og håb? Lad budskabet om Jesus Kristus være nogle af de “kendte lyde” i dit liv. Det har du brug for!

BØN: Almægtige Gud. Gør mig lydhør for det, du siger. Giv mig tro og håb!

Lykke inderst inde (Salme 32)

Kan man blive lykkelig uden at høre et ord? Og kan man være lykkelig uden at sige et ord? Nej, det er vanskeligt at forestille sig ægte lykke, hvis man er isoleret fra alle andre. Og det er umuligt at tænke sig, at hjertet er fuldt af glæde, hvis man sidder tavst i et hjørne i stuen. Lykken opstår ikke i ensomhed. Og det menneske, som har lykken i hjertet, smiler og fortæller.

Men hvad er lykke? Små børn vil gerne have “lykkeposer”, og mange voksne ser gerne på “lykkehjul” og sluger den lykke, som kan opleves i reklamer og film. Det giver en følelse af lykke. Men kort efter sidder man igen i den samme suppedas. For lykke er ikke lykke, før den for alvor kommer ind i hjertet og fordriver den angst, sorg og ulykke, som vi bærer på inderst inde. Derfor er et fattigt barn i et hjem med tryghed langt mere lykkeligt, end det barn, hvis fortravlede forældre overdænger det med “lykkeposer”. - Vi har brug for ord, som rører, varmer og favner os inderst inde. Den Almægtige må gribe ind i de afmægtiges liv.

I Bibelens Salme 32 fortæller David om lykken inderst inde: “Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult.” Og han beskriver sin erfaring omkring tavshed og åbenhed: “Da jeg tav, sygnede min krop hen, mens jeg stønnede dagen lang. ... Min synd bekendte jeg for dig, og jeg skjulte ikke min skyld. Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren, og du tilgav min syndeskyld.” Han behøvede selverkendelse og syndsbekendelse. Det nagede ham, så længe han skød det fra sig. Men da han fik talt ud med den Almægtige om sit liv og modtog tilgivelse, blev han lykkelig. Før oplevede han sit liv som en ørkenvandring. Men nu blev det fuld af lykke og jubel - inderst inde. Han siger: “Hos dig søger jeg skjul, du beskytter mig mod trængsel.”

Kender du den lykke? Måske er den slet ikke så langt borte.

BØN: Herre, jeg kan ikke skjule mig for dig med min synd. Men lad mig skjule mig hos dig i din tilgivelse.

Skriget (Salme 42)

Et skrig fortæller om lidelse og smerte. Det går os til hjertet. Det er fortvivlende, når vi ikke ved, hvad vi skal stille op overfor andres lidelse. Og når skriget kommer fra os selv, står andre måske lammede og magtesløse.

I Bibelens beretninger høres der mange skrig. F.eks. i Salme 42: “Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud!” Hvem hører, når hjorten skriger af tørst? Det gør de andre dyr, som også tørster. Dyr kan ikke hjælpe hinanden, når det gælder tørst. Alligevel bliver der skreget - i lidelse og smerte. Sådan er livet i naturen.

Hvem hører, når et menneske skriger i smerte? Det gør andre mennesker. Selv om vi kan hjælpe hinanden med meget, er der også mange situationer, hvor vi kun kan se på. Lidelse og smerte kan ikke altid lindres og læges. Så bliver vi tavse. Eller vi skriger.

Da er der hjælp i at lytte til de skrig, der gengives i Bibelen. For her mærker vi, at Gud er til, og at vi må skrige efter ham. Han hører os. En hedensk kvinde kom til Jesus og skreg ham ind i øret. “Hjælp min datter. Hun plages slemt af en dæmon.”

Jesu egne disciple kunne ikke holde ud at høre på hendes skrigen. Det gik dem ikke til hjertet. De anså hende for hysterisk. Sådan kan vi også nogle gange få nok af andres klage og skrig. Men Jesus lyttede til kvinden. Han får heller ikke nok af menneskers skrigen i dag. Ham må du skrige til. Han lytter. Han hører. Han skreg engang selv i lidelse: nemlig på korset. Han mærkede skyld og straf - nemlig den skyld og straf, som vi har fortjent på grund af vores tillukkede og hårde hjerter. Han er Frelser og forsoner. Og han overvandt døden. Derfor hjælper det at skrige til ham. “Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud!”

BØN: Herre, min sjæl er fortvivlet. Min sjæl er fortvivlet. Send din godhed til mig i dag!

Realisme og håb (Salme 90)

Vi kender Moses både som det lille barn i sivkurven og som en ældre mand, der i 40 år le­ve­­de med Guds folk i Sinais ørken. Ørken­van­drin­gen bød på van­skelige leve­vil­kår. De leve­de af manna fra him­len og af vand fra klippen. Mange døde i ørkenen, og kun få nåede frem til Kana’ans forjættede land.

Der er paralleller mellem “ørken­van­drin­gen” dengang og vores liv i dag. Selv om vi oplever festlige dage, præ­ges livet også af slid og pro­ble­mer. Og både i familie og nabo­skab er der døds­fald. Ikke så mær­keligt, om håb­løs­hed og mod­løshed kan præge os.

Vi har brug for at se det i øjnene - ligesom Mo­ses gjorde. Og vi har brug for at vende os til Gud i bøn - ligesom Moses gjorde. Hør ham i Bibelens salme 90: Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt. Før bjergene fødtes, før jor­den og ver­den blev til, fra evighed til evig­hed er du Gud. Han er fuld af tillid og tryg. ... Du lader mennesket vende tilbage til støvet, du siger: “Vend til­bage, I menne­sker!” Alle vore dage svinder hen i din vrede, vi hen­lever vore år under suk. Sådan oplevede han det. Og sådan kan vi også op­leve det. ... Vis medlidenhed med dine tje­nere! Mæt os om morgenen med din god­hed, så vi kan juble og glæde os hele vort liv. Lad dine tjenere få dit værk at se, lad deres børn se din pragt!

Det er nøglen til håb og glæde. Gud må vise os sit værk i vores hverdag. Mad og drikke er hans værk, som holder os i live. Og syndernes for­la­del­se er hans værk, så vi kan bevare håbet om evigt liv.

BØN: Herre! Lad også os få dit værk at se! Giv os i dag vort daglige brød! Og forlad os vor skyld!

Gode rødder (Salme 92)

Sommeren behøver ikke at være ret gammel, før græsset kan svides og stedmor-planterne visne. Men da tager de mere rod­faste blomster heldigvis over. Roser og buske klarer både blæst og tørre uger.

Vi oplever det også i vores liv. Når vi rammes af tørre tider, eller når blæst, regn og kulde slår ned i vore personlige haver, kan det gå hårdt ud over håbet og frimodigheden. Og vi spørger, hvordan vi bevarer livet og glæden. Skal vi affinde os med at afblomstre? Eller kan man vokse i dybden med mulighed for stadig personlig vækst?

Ja! For den levende Gud har ikke skabt os til at visne og dø, men til at leve og bære frugt. Og det med at bære frugt og være grøn er ikke forbeholdt en bestemt alder. Bibelens salme 92 fortæller om dem, som kender Gud og tror på ham: De er plantet i Her­rens tempel, de skyder op i vor Guds forgårde. Selv i deres høje alder bærer de frugt, de er friske og grønne, så de kan forkynde, at Herren er retskaffen; han er min klippe, der er ingen uret hos ham.

Ligesom man kan undres over, at palmen klarer sig i ørkenens sand, sådan kan man undres, når et menneske bevarer håbet og troen under modgang og sygdom. Men der er en forklaring. Pal­mens rødder når helt ned til den flod, som flyder under ørkenens sand. På samme måde med det menneske, som vokser i evangeliets ord. Det ord gør, at du klarer dig i de vanskeligste tider og har håb både for tid og evighed.

BØN: Du har glædet mig ved din gerning, Herre, jeg jubler over dine hænders værk. Hvor er dine gerninger væl­dige, Herre, og dine tanker uransagelige!

Vær glad! (Salme 103)

Vær ikke så bekymret - vær glad!” “Don’t Worry - Be Happy!” Sådan lyder det i en engelsk popsang, som af og til spilles på P3. Man­den, som synger, virker glad. Men han for­tæl­ler ikke, hvorfor han er det. Han er bare glad. Og han gentager med optimistisk tonefald: “Be happy!” Ikke så dårligt. Og dog. For man bliver jo ikke glad af ingenting, eller bare fordi man skal.

Hør, hvordan en bibelsk sanger opfordrer sig selv til at være glad. Han synger: Min sjæl, pris Herren, alt i mig skal prise hans hellige navn. Min sjæl pris Herren, og glem ikke alle hans velgerninger (Salme 103). Glæden vokser frem i hans sjæl og breder sig ud i hele hans krop og liv. Og derpå strømmer den over til Gud. Årsagen er Her­rens velger­ninger. For han til­gi­ver al din skyld, helbre­der alle dine syg­­dom­me. Han udfrier dit liv fra graven, han kroner dig med godhed og barmhjertighed. Han mætter dit liv med gode gaver, du bliver ung igen som en ørn (Sl 103,3-5). Tilgivelse, helbred, evigt liv og livs­kraft kom­mer fra Herren. Han giver dig det i Jesus Kristus. Ikke dårligt!

De sange, som lyder i radioen, synger vi sjældent rigtig med på. For de lyder bedst i et musik-studie og gennem højtalere. Men de sange, som opstår, når man “tændes” af Guds velgerninger ved troen på Jesus Kristus, strøm­mer ud af menneskehjerter og spilles for Gud. De bliver til midt i det virkelige liv. For Guds Søn har vun­det livet til os ved at blive menneske, leve vores liv, dø vores død og virkeligt opstå af graven. Glem ikke alle hans velgerninger! Det er grund til glæde! Min sjæl, pris Herren!

BØN: Min sjæl, pris Herren, alt i mig skal prise hans hellige navn. Min sjæl, pris Herren, og glem ikke alle hans velgerninger!

Hvorfra? (Salme 121)

Hvorfra kommer min hjælp?” Fra læge­vag­ten, naboen eller din ægtefælle? Jo, en god ægte­fælle er nok det menneske, som kom­mer den per­­fekte hjælper nærmest. Men selv det mest tro­faste og kærlige menne­ske har sine be­græns­ninger. Derfor er det nær­lig­gende at sige til sig selv: Når det kom­mer til stykket, må vi hjælpe os selv. For der er in­gen anden hjælp.

Alligevel bliver spørgsmålet ved med at rum­­stere inden i os: “Hvorfra kommer min hjælp?” For ingen af os er tilfredse med det svar, at vi til syvende og sidst skal klare os selv. Vi kan ikke. Vi kan ikke klare døden. Vi kan ikke klare skylden. Vi kan ikke selv finde meningen med livet. Vi behøver be­skyt­telse mod ulyk­ker og det onde i verden.

Da er det fantastisk at høre spørgsmålet stil­let af en, som også har svar. Det sker i Bi­be­­­lens salme 121. Og sva­ret følger umid­del­bart efter: “Min hjælp kom­mer fra Her­ren, him­lens og jordens skaber.”

Men hvem er denne Herre? Hvordan kan vi kende ham og vide, at han er vores hjælper? Har han åben­ba­ret sig for os? Er han en per­son­­lig Gud, vi kan ta­le med og lytte til? Sal­men vidner om, at et menneske virkelig kan kende Gud og finde ro og tryghed hos ham. Herren bevarer dig, Herren er din skyg­ge ved din højre side. Så nær vil Gud også være ved dig: Som en skygge ved din højre side.

Men kan jeg regne med det i dag? Ja, for Herren, som åben­barede sin kærlighed mod menneskeslægten ved selv at blive menneske, har både vist sig som det ondes, som dø­­dens og som syndens overvinder. Han hedder Je­sus Kris­tus. Han vil være din Herre og vil bevare dig fra nu af og til evig tid.

BØN: Herre Jesus Kristus! Vær som en skygge, der aldrig viger fra mig. Bevar mig hos dig fra nu og til evig tid!

Fra det dybe (Salme 130)

Du har svigtet dine børn, og du ved det. Du er ramt af krise på grund af noget grimt, du gjorde mod en af dine nærmeste. Det kan ikke undskyldes. Derfor er du ramt i din eksistens.

Hvor skal du gøre af dig selv? Du mærker, at den Almægtiges dom rykker tættere og tættere på dig. Hans bud om kærlighed har du overtrådt. Han kaldte dig til at leve for andre, men du tænkte kun på dig selv. Det erkender du i dag. Derfor er du dybt nede. Hvad gør du nu?

Her hjælper en nyeste shampoo ikke. Det nytter heller ikke at skifte møblerne i stuen ud. Det løser heller ingen problemer at flytte hjemmefra. For nøden og skylden flytter med.

I sådanne tider er der håb hos Herren, din Gud. Det er Salme 130 i Bibelen et stærkt vidnesbyrd om. Den begynder med ordene: “Fra det dybe råber jeg til dig, Herre!”

Råbet kommer fra et menneske, som er begravet under bunkevis af skyld. Hvordan kommer han op? Er der nogen udfrielse? Vil det nogensinde igen blive morgen i hans liv? - Ikke, hvis han bliver i skylden. Da vil han blive ramt af Guds evige dom.

Men han stoler på, at der er tilgivelse hos Gud: “Men hos dig er der tilgivelse, for at man skal frygte dig!” Derfor råber han. Og derfor håber han. Selv om det er bælg mørkt, venter han på morgenen. “Min sjæl venter på Herren, mere end vægterne på morgen. ... For hos Herren er der troskab, hos ham er der altid udfrielse.”

Er det ikke overraskende, hvis Gud er sådan? Men sådan er Gud. Det får vi vished for, når vi lytter til det centrale i den kristne tro: at Guds Søn led og døde for vore synder. Råb i din nød til Jesus Kristus. Han udfrier fra al skyld.

BØN: Jeg håber på dig, Herre! Min sjæl håber. Jeg venter på dit ord. Udfri mig af min skyld!

Bagfra og forfra (Salme 139,1-6)

Vi udtrykker mange ting med vore arme: vi vinker og hilser og knyttes sammen med hinanden; vi slår ud med dem og viser, at det klarer vi ikke; vi slår dem over kors og lægger afstand. Noget særligt ved armene er, at de passer perfekt til at nå rundt om et andet menneske. Med armene kan vi mærke hinanden både bagfra og forfra. Et knus. En favn. Det er godt at få det af sine nærmeste og at give igen af den slags! Det kunne vi vist godt både gøre noget mere og noget bedre.

Men der er noget, som er endnu bedre: Nemlig når Gud omslutter dig bagfra og forfra. David taler om det i Salme 139: Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra om­slutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det (v1-6).

Når andre giver os knus, er der jo mangt og meget i os, som de ikke kender til og ikke kan hjælpe os med. Men Gud ved om det alt sammen. Han har rede på det hele. Det kan gøre tryg. Men det kan også virke skræmmende. For Gud er den retfærdige, som kræver lydighed og kærlighed af os. Han er både vores skaber og vores dommer. Alligevel er det trygheden, som har overtaget i Salme 139. For David kender også Gud som en nådig Gud, der tilgiver. Det er underfuldt at blive omfavnet af ham. Det indbyder til at åbne sig for ham og fortælle, hvad der tynger og er svært. Det kan vi gøre i vores bøn.

Du er i Guds favn, når du beder til ham i Jesu navn. Han omslutter dig bagfra og forfra.

BØN: Herre, tak at du kender og forstår alt. Jeg overgiver mig til dig og din godhed mod mig. I Jesu navn.

Også dér (Salme 139,7-12)

Lillebrors hånd i storesøsters. Barnets hånd i sin fars hånd. Det er billeder, vi kan lide at se. Alle har vi haft en lille hånd og mærket, hvor godt det var at lægge den i fars eller mors. Så gik vi glad videre. Det skabte tryghed, også selv om vejen og livet i øvrigt var vanskeligt. Også den unge har brug for en andens hånd: kærestens, vennens, ægtefællens. Det er godt, når kæresten rækker ud og holder fast. På samme måde i alderdommen. Man har måske mistet nogle af sine kære, måske ens ægtefælle. Da er det godt, når et trofast barn eller en kær nabo tager fat i ens hånd.

Alligevel er menneskehænder ikke alt. Der er dage og situationer, hvor også vore nærmeste ryster på hånden og ikke kan nå os. Måske fordi vi trækker os ind i os selv med en angst og en skyld, som vi ikke kan fortælle dem om. Måske fordi vi er på vej ind i evigheden. I sådanne tider synes vi måske, at vi også må gemme os for Gud, eller at han ikke kan have noget med os at gøre, sådan som vi har levet og været.

David fortæller om sådanne oplevelser i Bibelens salme 139: Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? ... Siger jeg: “Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig”, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset (v7-12). Også dér! Dér holder din højre hånd mig fast. Det er den største tryghed, som findes.

Tænk på Jesus Kristus! Kan du opleve noget vanskeligt eller frygteligt, som han ikke oplevede i sit liv? Findes der nogen smerte og nogen skyld, som han ikke mærkede på sin krop og sjæl?

Han gik ind i vores verden og menneskeliv. Han påtog sig vore vilkår. Og som 30-årig blev han korsfæstet for vore synder og gik på den måde den svære vej ud af livet gennem døden. Tre dage efter opstod han igen. Han lever. I tillid til ham kan du sige til Gud: “Så leder din hånd mig også dér!”

BØN: Gud, tak, at mørket er lyst for dig!

Hvad med lidt privatliv? (Salme 139,1.6.16)

Alle har vi brug for lidt privatliv. Folk skal ikke komme brasende ind i køkkenet, men må gerne banke på først. På den anden side pynter skilte med “privat” og “adgang forbudt” ikke i naturen. Og sætter vi sådan et skilt op ved fortrappen, er der ikke mange, som falder i snak med os. Men det har vi jo brug for, at de gør. Privatliv er nødvendigt. Men det skulle nødig isolere os fra andre.

Hvad med privatliv overfor Gud? Kan man regulere sit liv overfor ham, ligesom man kan det i forhold til mennesker?

David beder sådan: Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Han glæder sig over, at det er sådan. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det! ... Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet..

Gud ønsker, at hans mennesker lever hos ham, som trygge børn lever hos deres kære forældre. Det er meningen med livet. Og der kommer intet godt ud af, at man forsøger at få et privatliv i for­hold til ham.

Det, som er dårligt og skamfuldt hos os, skjuler vi helst for an­dre. Men det går ikke i forhold til den Almægtige. Når man tænker på, hvordan Gud har åbenbaret sig for os i Jesus Kristus, er det både trygt og godt at kunne fortælle ham alt og at vide sig omsluttet af ham alle steder og al tid.

BØN: Herre! Bagfra og forfra indeslutter du mig i din om­sorg og godhed. Det er underfuldt.

Ransagning (Salme 139,23)

Det ringer på døren. Politiet står der med tilladelse til at ransage ens lejlighed. Tyvekos­ter og hælervarer kommer for en dag. Så er man på den. - En under­søgelses­kom­mission arbejder i en be­dra­geri­sag. Be­vi­serne lægges frem. Derefter kommer tilståelsen.

Det er sjældent, at nogen selv opsøger politiet og siger: “Ransag mig og se, hvad jeg har gjort forkert!” Men i særlige tilfælde vil vi gerne afsløres. Nemlig når vi fornemmer, at vi er meget syge, men ikke ved, hvad der er galt med os. Da går vi til læge og beder om en undersøgelse. Der tages blod­prøver og vævsprøver. Vi ønsker at få svar, så vi kan komme under behandling. Når vi er hos lægen åbner vi os villigt og fortæller alt­. For vi stoler på, at lægen gør, hvad der er muligt for at hjælpe.

Sådan bør vi konsultere Gud: tale til ham i bøn og lytte til, hvad han har at sige om vores liv. Overfor ham er vi allerede afsløret. Det er udgangspunktet. Han kender umoralen, løgnen og af­guds­dyrkelsen i vores liv. Han kan fortælle, hvor vi svigter vore nær­meste og vanærer vores Skaber. Og ofte erkender vi slet ikke, hvordan det står til med os.

Vi kan skjule os for mennesker og bedrage os selv. Men hvad har vi ud af det? Breder elendigheden sig ikke blot yderligere og gør vores situation endnu værre? Derfor er det godt og rigtigt af os at sige med kong David: Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte (Sl 139,23). David var klar over, at det kunne være alvorligt fat med ham, uden at han selv vidste det. Han bad om at blive testet af Gud.

Det er ydmygende at blive afsløret af mennesker. Og det kan være vanskeligt at høre lægens dom, hvis vi er alvorligt syge. Men hos Gud er der håb, når vi afsløres. Derfor: Byd ham inden­for i dit liv! Lad ham ransage dig. Og lyt til, hvad han har at sige om dit liv. Det kan du gøre på søndag i den kristne kirke.

BØN: Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, se efter, om jeg føl­ger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!

Stadig hos dig (Salme 139,13-18)

Mange sange handler om kærlighed og fællesskab. Det gælder både fædrelandssange og sange på P3, klassiske såvel som pop-, rock- og blues-sange. “Kald det kærlighed.” “Dig elsker jeg, Danmark ...”.

Men “kærlighed kan gå i tusind stykker.” Og “hvem kan sejle foruden vind.” “Du må ikke gå fra mig.” Derfor handler kærlighedssangene mange gange også om smerte, uvished og om den ensomhed, som uvægerligt kommer, når man er blevet svigtet.

Sangene i Salmernes Bog i Bibelen fortæller også om kærlighed, fællesskab, smerte og ensomhed. Men når man lytter nærmere efter, hører man en grundtone af vished og kærlighed, som varer ved og aldrig forsvinder. Her er et fællesskab, som holder men­ne­sket oppe under alle forhold. Tag f.eks. disse vers fra Davids 139. salme: Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv. Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud! ... Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet. Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud! Tæller jeg dem, er de flere end sandet, bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig (v13-18).

Det var dig!” David erkender, at han er skabt og formet af Gud. Hele livet - helt fra da han var foster og alle dage, som havde været og som ville komme - var skrevet i Guds bog forud. Sangeren tænker over livet og Guds tanker og synger i tryghed. Og til sidst sammenfattes det hele i sætningen: “Jeg er stadig hos dig!” Aldrig svigtet eller forladt af dig! Men altid tilgivet og elsket. Det er vores virkelighed, når vi kender Gud gennem Jesus Kristus.

BØN: Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud!

Andagter fra "Jeg vågnede - 20 stykker over Salmernes Bog"
Kandake Forlag, 2004, Leif G. Jensen
ISBN 87-90210-10-7
Den evangelisk-lutherske Frikirke, post@vivit.dk