Begyndelsen på evangeliet 1,1 Kender du begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn? De fleste vil svare “ja” på spørgsmålet. For hvem ved ikke, at evangeliet begynder med julenat i Betlehem. Alligevel er det kun et halvt svar. For “evangelium” betyder “glædeligt budskab”. Derfor kender man først evangeliets begyndelse, når man kender det som et glædeligt budskab om Jesus Kristus ind i ens eget liv. Først da begynder det hos én selv.Markus indleder sit evangelium med ordene: Dette er begyndelsen til evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn (Markus 1,1). Derpå fortæller han om, hvordan mennesker kom ud i ørkenen og lyttede til Johannes Døber. Gennem hans prædiken indså de, hvem de var. De bekendte deres synder og lod sig døbe. Det er begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus. Sådan var det dengang, og sådan er det i dag. Evangeliet begynder som et glædeligt budskab i vores liv, når vi hører og erkender, at vi er syndere, dvs. mennesker, som har sagt os fri fra Gud og som helst lever uden ham i selviskhed og egoisme. Da begynder vi at høre budskabet om Jesus som noget glædeligt nyt for os. Tænk! Guds Søn er blevet menneske! Gud har i Jesus grebet ind og tilgivet mig. Gud er min Skaber og Far. Gud har givet mig håb og evigt liv. Det er begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus. Lad det også begynde i dit liv! Vand i et goldt land 1,4-5 Jordanfloden løber igennem en ørken. Livgivende vand midt i et dødt og ufrugtbart landskab. I denne ørken talte Johannes Døber om tilgivelse på en måde, så mennesker kunne gå hjem og vide, at deres synd var tilgivet og forladt. De bekendte deres synd og lod sig døbe. De fik håb i deres liv, et håb, som kunne bære også i døden. Markus fortæller: Johannes Døber trådte frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse. Og hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere drog ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder (Markus 1,4-5). Det samme er muligt i dag. Og er der ikke brug for det? Hvis der er noget, som kan gøre menneskelivet til en ørken, er det jo netop skyld, sygdom og død. Familielivet bliver en gold ørken, når skænderi og utilfredshed præger hjemmet. Ægteskabet bliver øde og tomt, når man svigter sit løfte om at elske og ære hinanden i gode og onde dage. Og når sygdom banker på, mærker vi, at vi er dødsens. Ingen af os kan i det lange løb hindre ørkenen i at brede sig i vores liv. Her kommer den kristne dåb ind i billedet. Gud giver os liv og håb i dåben. Han tilgiver dig og din familie. Han fjerner den skyld, som findes i dit ægteskab. Du får evigt liv. Ved dåben og troen kommer du til at tilhøre Jesus Kristus, Guds Søn. Og dermed kommer tilgivelsens kraft ind i dit liv, din familie og dit ægteskab! Den, som er døbt, skal ikke døbes igen. Men alle døbte har brug for at bekende deres skyld og høre en kristen prædiken som dengang ved Jordan. Det giver håb og liv!
“Det kan jeg aldrig få mig selv til!” 1,13 Vi læser og hører om umoral og bagtalelse, om bedrageri og vold. Mennesker udnytter hinanden. Vi hører om det hos naboens og i byen. Det sker blandt politikere og forretningsfolk. Men hvad med os selv? Ville du kunne bedrage din ægtefælle? Ville du kunne leve højt på andres bekostning? Kunne du finde på at leve i sus og dus, mens andre sulter og lider? “Det ville jeg aldrig kunne få mig selv til!” Sådan er vi hurtige til sige. Men er det også sandt? Når vores livssituation ændres, sker der meget med vores person. Når en ung flytter hjemmefra - når man kommer til penge - når man bliver syg - eller når man får mulighed for stor lykke øjeblikkeligt - da er det muligt, at vi reagerer på en måde, vi ikke før havde troet mulig. Når det kommer til stykket, er der ikke ret meget, som er fast og urokkeligt hos os mennesker. Danskernes moral ændres til stadighed. Forbrug og levemåde skifter med voksende velstand. Og der er grund til at standse op og spørge: Hvad er det, der sker med os? Vi er nok ikke de rigtige til at svare for os selv. For vi befinder os midt i det og har ikke overblik. Men Gud taler til os og kan afsløre, hvad det er for kræfter, der kan få os til både at forlade hans bud og hans kærlighed, så vi bliver hjerteløse overfor andre. Jesus Kristus har selv oplevet denne virkelighed, da han blev fristet i ørkenen: I fyrre dage var Jesus i ørkenen og blev fristet af Satan; han levede blandt de vilde dyr, og englene sørgede for ham (Markus 1,13). Derfor er Jesus også den eneste, som kan bevare os mod Satan og give os fasthed. Han er den klippe og det værn, som kan beskytte dig under alle forhold.
Tiden er inde 1,14-15 “Det blev en dreng - et sundt og velskabt barn!” Så er 9 måneders graviditet og ventetid godt overstået. Tiden er kommet. Det er en stor glæde. Sådan en glæde har mange af os oplevet. Og engang var vi selv hovedpersonen i sådan en glæde hos andre. Det kan være et billede på, hvad det betød, da Jesus kom til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet! (Markus 1,14-15). Gud selv var blevet menneske. Gud, vores Skaber, havde nu oprettet sit herredømme blandt mennesker. Det var forudsagt i Gamle Testamente: “Et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste” (Es 9,5). Nu var tiden inde. Guds rige var kommet nær med Jesus Kristus. Det gælder også i dag. Nu skal skyld og skuffelse ikke mere regere. Nu skal døden ikke længere bestemme over dig. Nu skal du ikke mere leve løsrevet fra Gud. Du kan derimod vende dig til Jesus Kristus og komme ind under hans herredømme. Det er omvendelsen. Du kan høre om Jesus og få en helt ny tro og tillid ind i dit liv, tillid til, at den evige og almægtige Gud er din fader, og at Jesus Kristus er hans søn og din frelser. Det er en stor glæde.
Forbilleder 1,16-18 Vi har brug for forbilleder. For det meste af det, vi lærer, lærer vi, ved at se andre gøre det. Det gælder især, mens vi er små. Men det gælder også unge og voksne. Gode forbilleder har en god indvirkning på os. Kigger man ind i en ungs værelse, vil man i mange tilfælde se et eller flere idoler: sportsstjerner eller pop- og filmstjerner. Men også voksne har forbilleder. Man har et billede af, hvordan en god mor og far er, og det prøver man at leve op til. Forbilleder har stor betydning, men de har også deres begrænsninger. De kan sætte os i gang, men hjælper os ikke på langt sigt. Anderledes er det med Jesus Kristus. Markus fortæller: Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Andreas, Simons bror, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. Jesus sagde til dem: “Kom og følg mig!” Og de lod straks garnene være og fulgte ham (Markus 1,16-18). Mennesker, som fulgte Jesus, fik ham både som forbillede og frelser. De var hos ham fra nu af, og han var hos dem. Han svigtede dem aldrig. Han opstod fra de døde og kom til dem. Også efter sin himmelfart var han altid hos dem og med dem. Jesus lever også i dag. Han kalder på os og siger: “Følg mig!” At følge ham er at tro på ham. Idoler søger som regel deres egen succes og har kun sjældent personligt kendskab til deres efterfølgere. Men Jesus arbejder på vores lykke, og han kender sine efterfølgere helt personligt. Han er ikke et idol, som kun holder i ungdomstiden. Jesus er en trofast Herre og Frelser, når alle andre forbilleder kommer til kort.
Myndighed 1,21-22 Så længe børn er små, ser de op til deres forældre. De tror, at alt, hvad forældrene siger og gør, er rigtigt. Men efterhånden som børn bliver større, sætter de spørgsmålstegn ved de voksnes liv og meninger. Unge er åbne overfor, at der måske er helt andre og bedre måder at leve på, end de har set hos deres far og mor. Og det uanset om forældrene er kristne eller ej. Alt er åbent og til debat. For den unge leder efter meningen med sit eget liv og ønsker at få et godt liv, ja, det bedste liv. Det kan være frustrerende for forældre, når de mærker, at deres børn ikke uden videre tager deres ord for gode varer. Forældrene mister kontrollen og bliver sat fra bestillingen som autoriteter. Og de kan kun gøre ondt værre ved at prøve at tvinge deres børn. For sand autoritet tvinger aldrig med ydre midler, men taler til samvittigheden. Den sande autoritet har kærlighed og sandhed som sine eneste midler. I Nye Testamente mærker man, at Jesus havde en anderledes myndighed end den tids lærere og pædagoger: Så kom de til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik han straks ind i synagogen og underviste. Og de blev slået af forundring over hans lære; for han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge (Markus 1,21-22). Jesus Kristus møder os også i dag med denne sjældne myndighed. Gennem evangeliets ord giver han os fasthed og mening i livet. Hans sandhed og kærlighed er svaret, når både unge og deres forældre spørger efter en autoritet og myndighed, som giver tryghed og glæde.
Svigermor 1,29-31 Der er fortalt mange vittigheder om svigermor. Hun blander sig. Hun vil bestemme. Hun vil være herre i huset, når hun kommer på besøg. Det ry har hun fået. Men hvem er hun egentlig? Hun er først og fremmest den kvinde, som bar din ægtefælle som barn. For år tilbage stod hun i kulissen, da der var bryllup. Og måske er der gjort for lidt for at pleje fællesskabet med hende siden. Arbejde og venner gjorde afstanden alt for stor. Og hvad er hendes opgave i dag? Bliver hun blot tålt i familien? Så er det måske derfor, hun i nogle tilfælde forsøger at tilkæmpe sig en plads, som ikke er hendes? Er vi ikke alle sådan indrettet? Vi vil gerne betyde noget for andre. Hvis vore nærmeste ikke giver os lov til det, sætter vi os måske på dem. Eller vi giver i stedet op og lader hænderne synke. Simon Peter havde også en svigermor. Markus fortæller: Og straks de var kommet ud af synagogen, kom de ind i Simons og Andreas' hus sammen med Jakob og Johannes. Simons svigermor lå med feber, og de fortalte straks Jesus om hende. Så gik han hen og tog hendes hånd og rejste hende op, og feberen forlod hende, og hun sørgede for dem (Markus 1,29-31). Svigermor har noget at gøre med din Gud og Skaber. Hun er elsket af ham. Sådan som Jesus, Guds Søn, hjalp Peters svigermor, vil han også være din svigermors Frelser og Hjælper. - Peters svigermor blev rask og “sørgede for dem”. Hun hjalp til i familien, sådan som hun mærkede, at Jesus selv levede og åndede for at hjælpe og tjene andre. Jesus vil både være herre for dig, som har en svigermor, og for dig, som selv er svigermor. Hvad kan det ikke komme til at betyde for jer!
Hvordan lader du op? 1,35-37 Vi skal have vores søvn for at kunne gå på arbejde. Og man skal være i form for at deltage i det lokale motionsløb. Det bliver mere og mere almindeligt, at sportsfolk ikke blot forbereder sig gennem fysisk træning, men også lader psykologisk op. Det sker bl.a. ved “meditation”. Meditationen betyder, at man kommer i harmoni med sig selv, så kroppen kan præstere sit yderste, når det gælder. Tilsvarende lyder et bibelsk ordsprog: Bed og arbejd! Det står ikke sådan ordret i bibelen, men “sagen” møder man ofte. F. eks. i Markus 1,35-37: Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér. Simon og de andre skyndte sig efter ham, og da de fandt ham, sagde de: “Alle leder efter dig.” Men han sagde til dem: “Lad os gå andre steder hen, til landsbyerne heromkring, så jeg også kan prædike dér; det er derfor, jeg er draget ud”. Her er bøn mere end personlig opladning. Bøn er personligt fællesskab med Gud. Sådan levede Jesus Kristus sit liv. Han gjorde intet, uden at han først havde bedt til sin Fader. Derfor blev hans liv et godt liv. I bønnen lægger du dit liv i hans hånd. Du kan bede om tilgivelse for i går og om hjælp til dagen i dag. Da kan du gå til arbejdet med vished om, at Gud er din Fader. Ved psykologisk opladning kommer vi selv i centrum. Med kristen bøn bliver Gud centrum i vores liv. Han vil give dig kraft til dagen og vejen. Derfor behøver vi mere end legemlig hvile og personlig opladning. Vi behøver kristen bøn. Bed og arbejd! “Du kan, hvis du vil” 1,41-42 Sådan hører vi det somme tider sagt. Og vi siger det også selv. I nogle situationer passer det. Vi har evnen og mulighederne. Men vi har ikke viljen. Derfor bliver det ikke til noget. Du kunne godt besøge en bekendt, som du ved er ensom. Men du gør det ikke. For du har ikke vilje til at sætte noget andet til side. - Du kunne godt tage en uddannelse. Men det ville betyde lavere indtægt i nogle år, og du vil ikke gå ned løn. Derfor bliver det ikke til noget. - Du kunne godt gå i kirke på søndag og sige Gud tak for, hvad han har givet dig i dit liv. Men du tror ikke, det gør dig rigere og gladere. Derfor bliver du hjemme. - Sådan afgøres meget af, om vi har vilje til det. Der kom engang en spedalsk til Jesus. Han faldt på knæ og bad ham og sagde: “Hvis du vil, kan du gøre mig ren.” Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: “Jeg vil, bliv ren!” Og straks forlod spedalskheden ham, og han blev ren (Markus 1,41-42). Den spedalske kunne ikke helbrede sig selv. Spedalskhed dengang svarer til AIDS eller cancer i dag. Her hjalp hans egen gode vilje ikke. Men Jesus havde både vilje og magt. Og han hjalp den elendige. Når du er i en situation, som minder om den spedalskes - bekymringer, håbløshed, skyld, sygdom - så har du samme mulighed, som han havde: Bed til Jesus Kristus. Han kan og vil hjælpe dig. Han ved, hvad du behøver. Han har ikke mistet overblikket. Hans vilje med dig og med alle andre er dette: At du må være hans både nu og altid.
Nok i læge og psykolog? 2,1-12 Vi har både sjæl og legeme. Sjælen er vores person og vort jeg. Legemet er kroppen med hud og hår. Sjæl og legeme er en enhed. Når man er glad og ved godt mod inderst inde, har legemet det bedst, ligesom et sundt legeme påvirker ens livsmod positivt. Derimod kan det sætte sig spor i legemet, hvis man er knuget af skyld. Og legemlig sygdom kan gøre sjælen træt og tung. Markus fortæller om en ung mand, som var lam. Men han havde nogle venner, som bar ham hen til Jesus. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: “Søn, dine synder tilgives dig!” Og derefter helbredte han også hans legemlige lidelse (Markus 2,1-12). Jesus vidste, at hvis manden skulle virkelig hjælpes, skulle han hjælpes både i sjælen og i legemet. Det er der også mange, der ved i dag. Derfor har vi både læger og psykologer. Men Jesus havde noget, som hverken læger eller psykologer råder over: Guds tilgivelse. Desværre er der ikke stor efterspørgsel efter tilgivelse. Vi har nemlig alle svært ved at indse og bekende vores skyld, og vi gør mange forsøg på at bortforklare, når vi har syndet mod Gud og mod hinanden. Men resultatet er, at vi lammes og ikke kommer ud af stedet. Da har vi brug for at høre om, at den unge mands problem ikke kun sad i hans lamme ben, men i hans sjæl. Jesus både tilgav og helbredte ham. Jesus Kristus har givet den kristne menighed magt til at tilgive mennesker i Guds navn. Han sørger både for vort legeme og vort følelselsliv. Læger og psykologer bliver brugt af ham. Men til sidst tager han det helt i sin egen hånd på opstandelsens dag, når han oprejser vores legemer fra graven. Intet menneske er for alvor hjulpet, før det er blevet tilgivet af Gud. Prostitution og økonomisk kriminalitet 2,17 Hvad har Jesus med prostitution og økonomisk kriminalitet at gøre? Hvad laver han sammen med mennesker fra disse miljøer? Hvis man tror på Gud og vil være et ordentligt menneske, hvordan kan man da have noget som helst med sådanne grupper at gøre? Sådan gik snakken blandt religiøse mennesker på Jesu tid. Han havde opfordret en tolder til at blive discipel. Og siden rygtedes det, at han spiste sammen med toldere og syndere, dvs. dem, der levede økonomisk højt på andres bekostning, og dem, som solgte deres krop til andres fornøjelse. Hvordan kunne han det, når han samtidig påstod at være fra Gud? Man var forarget. Men Jesus havde et svar til de forargede. Han sagde: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere” (Markus 2,17). Jesus forsvarede ikke økonomisk kriminalitet eller prostitution. Derimod så han, hvad der var sket med de mennesker, som sådan lå under for pengenes magt. Ønsket om at tjene penge drev dem til både snyd og hor. “De er syge! De har brug for læge!” Og hvis lægen ikke kommer ind i huset, fordi han ikke tør være sammen med den syge, hvordan skal han da kunne hjælpe? Jesus anså intet menneske for at være et “umuligt tilfælde”. Jesus Kristus ved også, hvad der er sket med dig, og hvad du ligger under for. Lad ikke religiøse menneskers snak og forargelse hindre dig i at være sammen med ham. Hans ord kan løse dig fra det, du er blevet en slave af, uanset om det er skattetænkning, prostitution eller det, der er endnu værre: selvretfærdigheden. Lappeløsninger? 2,21 Her sidder du så med avisen, som du plejer. Du fik morgenkaffe, som du plejer. Du gik på arbejde og indkøb, som du plejer. Og i aften skal du måske i svømmehal, til bankospil eller bare se TV-avis - som du plejer. Der er ikke de store overraskelser i din hverdag. Du gør, som du plejer. Der er ikke stor sandsynlighed for, at der sker noget revolutionerende i dit liv. Så skulle der da sprænge en bombe i din stue. Men det gør der nok ikke. Men du har kun dette ene liv. Hvad skal der blive af dig? Skulle du ikke forsøge at ændre lidt her og lidt der? Hvad med lidt kristelige lappeløsninger? Hvad med lidt mere kristendom om søndagen end hidtil? Lidt mindre sprut og lidt flere gode gerninger? Måske er det overraskende, men Jesus advarer faktisk mod lappeløsninger. Han siger hos Markus: Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre (Markus 2,21). Hvad nytter det, at vi fejer lidt på fortovet og køber en ny bil? Det ændrer jo ikke ved kedsomheden og ligegyldigheden i vores liv! Hvad nytter det med lidt færre bajere og lidt mere fromhed? Det ændrer jo ikke ved vores hårde og uforsonlige hjerter! Jesus serverer ingen lappeløsninger. Han vil derimod gøre alt nyt. Dit gamle liv får en hård medfart hos ham. Men han har noget at sætte i stedet. Han giver dig en tilgivelse, som gør dig godt helt ind i sjælen. Han giver dig et liv, som er evigt. Misbrugte søndage? 2,27 Hvis man misbrugte alle tirsdage et år, hvilke konsekvenser ville det da få? Skoleeleven ville miste en femtedel af årets undervisning. Lønmodtageren ville gå fire fem tusinde kroner ned i indtægt om måneden. Ældre ville ikke få bragt mad ud om tirsdagen. Offentlig transport ville ligge stille. Og hele samfundet ville blive hårdt ramt. Kunne det få lignende følger, hvis man misbrugte alle søndage? Søndagen er jo de døbtes helligdag. Det var den dag, Jesus, Guds Søn, stod op af graven. Det er den dag, de døbte samles til fest og får ny kraft til at leve livet. De synger, tilbeder Gud og lytter til hans ord. De spiser sammen og forenes med Jesus Kristus i nadveren. Det styrker dem i tilliden til Gud. Han giver dem et håb og en kærlighed, som også kan overleve der, hvor alt er håbløst, og hvor der ellers ikke er noget at leve for. Set i det lys, vil det få store konsekvenser for os, hvis vi misbruger søndagen eller slet ikke bruger den. På Jesu tid havde “kirkegængere” overdænget deres helligdag med en mængde regler, som om Gud var en slags kommandant, og kirken en kaserne. Man overvågede hinanden og så helst, at alle gik i takt. Hvis det er sådan, man lever sine søndage, er de misbrugte og spildte, også selv om man går i kirke hver uge. For da lever man ikke af Guds tilgivelse og nåde, men af sin egen fromhed. Og da er det også forståeligt, hvis andre holder sig væk. Men der er et alternativ. Jesus siger: Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld (Markus 2,27). Søndage skal hverken tilbringes på kaserne-lignende områder eller drives af i tomhed. Søndage kan bruges af døbte som festdage, hvor du og andre styrkes i troen på den levende Gud.
Forsvarer du dig? 3,1-6 Hvad skal man røre ved i dit liv, for at du kommer op på mærkerne? Hvad skal der til for at tirre og udfordre dig, så du siger: “Hertil og ikke længere!”? Ville du være tolerant og mild, hvis en nabo huggede armen af dig? Nej vel! Der er en grænse. Men det er der nok også, hvis nogen fortæller dig, hvad de dybest set mener om dig. Vil du tage det til dig eller afvise det? Jesus Kristus er ikke kommet for at ødelægge noget menneske, men for at bringe sandhed og frelse ind i vore liv. Alligevel forsvarede mange mennesker sig mod ham, da han levede på jord. Ja, det gik så vidt, at nogle ønskede ham af vejen. Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel (Markus 3,6). Hvad havde han da gjort? Han havde udfordret dem ved at helbrede et sygt menneske på deres helligdag. Han havde antydet, at de midt i deres fromhed ikke var bedre end forbrydere. Han spurgte dem: ”Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?” (Markus 3,4). De følte, at han trådte på noget af det helligste, de havde, på sabbatten og deres overholdelse af Guds bud. Derfor slog de ham ihjel. Alligevel fik de ikke bugt med ham. For da han døde og opstod, bar han deres straf og vandt over dødens magt i deres liv - og i vores liv. Siden har han trængt sig på for at komme ind i menneskers liv med tilgivelse og evigt liv. Han ser døden og selvretfærdigheden i vore hjerter. Og han ved, at ingen af os kan leve, hvis vi ikke får fællesskab med ham. Derfor er han nødt til at afsløre os. Hvor mærkeligt og hvor frygteligt at forsvare sig imod ham! 12 mænd 3,14 Matthæus, Johannes, Jakob, Peter, Thomas og Filip. Det er navnene på nogle af de mænd, Jesus kaldte som sine apostle. En af dem var tolder. Flere var fiskere. De var tolv i alt. Om dem alle gjaldt det, at de var almindelige mennesker i deres samtid. De havde ingen høj uddannelse. De blev ikke rige og personligt berømte. De blev hverken hærførere eller kejsere. Vi ved ikke meget om deres familieforhold, børn eller børnebørn. Og de blev ikke hædret på deres gamle dage. Derimod blev de fleste af dem henrettet for deres tros skyld. Men hvorfor blev sådanne ubetydelige mennesker alligevel kendt verden over, så vi også kender deres navne, ja endog opkalder vore børn efter dem her to tusinde år senere? Fordi Jesus gjorde dem til sine apostle! Han udvalgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike (Markus 3,14). Det var deres hemmelighed. De lærte Jesus at kende som Guds Søn og verdens eneste Frelser. De stolede på, at han var med dem alle dage. Og de vidste, at han havde udsendt dem. De vidste, at det ord, de fik af Jesus, var Guds frelsende ord til mennesker. Dermed har Jesus også gjort os og vores tro afhængig af apostlenes ord. De evangelier og breve, som vi har i Nye Testamente, er ikke skrevet af berømte og kloge forfattere og videnskabsmænd. Men de er skrevet af mænd, som Jesus udvalgte, for at vi til alle tider skal høre Guds ord og lære ham at kende som vores eneste frelser. 11-timers-reglen 3,20 Der findes en regel om, at man skal have en pause på 11 timer til søvn, hvile og mad mellem ens arbejdsdage. Det er en god regel i et samfund, hvor mange er tilbøjelige til at presse både sig selv og andre for pengenes og produktionens skyld. Men reglen gælder ikke en enlig mor med et sygt barn. Hun er om nødvendigt til rådighed 24 timer. Hendes kærlighed til barnet sender hende på uafbrudt arbejde. Reglen gælder heller ikke, hvis man står som eneste sygeplejerske på en missionsstation i en befolkning med mange sygdomme og lidelser. Nøden sender på arbejde. Penge og produktion kan man sætte regler for. Men arbejdstids-regler ophører, når man står overfor menneskelig lidelse og nød. Da kalder Skaberen os til at vise omsorg og til at hjælpe. Det kendetegnede Jesus Kristus under hans liv på jorden. Han viste omsorg og ofrede sig selv på en måde, som ikke har sin lige. Der fortælles f.eks., at han engang var kommet hjem fra en fodrejse med mange opgaver. Men før han havde fået tid til at spise, kaldte nøden atter på ham: Så kom han hjem, og der samledes igen en skare, så de ikke engang kunne komme til at spise (Markus 3,20). Der var ikke noget, som kunne standse ham i hans ønske om at hjælpe en verden i lidelse og skyld. Ikke engang Satan eller døden. Efter at have tjent mennesker gennem tre år påtog han sig til sidst al menneskelig ondskab som vores stedfortræder og bar vores straf. Tre dage efter oprejste Gud ham fra de døde. Og dermed havde han sejret over dødens og Djævelens magt. 11-timers-reglen kan være nyttig for os på arbejdspladsen. Men intet kan sammenlignes med den kraft og styrke, man får, når man sætter sin tillid til Jesus Kristus. Fan og fanatiker 3,21 I nogle tilfælde siger man om sig selv, at man er “fan” af noget. Men hvem ønsker at være fanatiker? Fremmedordbogen fortæller, at ordet fanatiker stammer fra det latinske fanaticus og betyder: grebet af guddommen. Ordet fan er en forkortelse af samme latinske ord og bruges i daglig tale om en person, der nærer en overdreven interesse for noget, lidt i retning af “idiot”, f.eks. “fodbold-idiot”. Nu kunne man spørge: Er man fan eller fanatiker, hvis man tror på Jesus og beder til Gud som sin himmelske far? Er en kristen en intolerant forkæmper for en sag? Ud fra ordets egentlige betydning er enhver troende kristen en på en måde fanatiker, dvs. grebet af Gud. For Gud har skabt mig. Gud har givet mig livet. Han elsker mig og sørger for mig i alle ting. Han tilgiver al min skyld. Og han frelser fra døden og tager mig ind i sit evige rige, når jeg ikke skal være mere her. - Er det ikke at være grebet af Gud? Og hvad større lykke kan man eje end at være grebet og elsket af Gud, sådan som han har åbenbaret sig i Jesus Kristus! Jesus var også fanatiker i ordets bedste betydning. Han var grebet af dette ene: at hjælpe mennesker i skyld, lidelse og nød. Men han blev bl.a. af sine egne slægtninge anset for at være fanatiker i ordets dårlige betydning. Og da hans slægtninge hørte det, gik de hen for at få fat i ham, for de mente, at han var ude af sig selv (Markus 3,21). Så kan man med lidt forsigtighed sige, at en kristen er fan af en fanatiker, nemlig grebet af Gud i tillid til Jesus. Han brugte sit liv udelukkende i kærlighed til os mennesker.
Isolation er ikke godt 4,9 Vi har ører at høre med. Hvilken gave! Hvilket under at kunne komme i kontakt med andre mennesker: med venner, børn, nabo og ægtefælle. Alle har vi dagligt brug for at tale med et medmenneske, både at lytte til andre og at blive lyttet til. Det kan få psykiske konsekvenser, hvis vi lever i isolation. Vi er ikke skabt til ensomhed, men til fællesskab med andre mennesker. Og vi er skabt til fællesskab med vores Gud og skaber. “Den, som har øre, at høre med, skal høre!” (Markus 4,9). Sådan siger Jesus. Han taler Guds ord til os. Ja, han er selve Guds talerør til os mennesker. Han vil føre os tilbage til fællesskab med vores Skaber. Han vil befri os fra ensomhed, skyld og isolation. Han giver os tilgivelse og fællesskab med Gud, vores kære himmelske Fader. Gud har gode planer for dit liv. I sin store omsorg ønsker han at fortælle dig det og lede dig. Ligesom det betyder alt for os at lytte til vore nærmeste, sådan betyder det alt - både for vort liv i tid og evighed - at vi lytter til Jesus Kristus. For når han taler til os, er Gud i gang med at så sit levende ord i vores hjerter. “Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.” Og han sagde: “Den, der har ører at høre med, skal høre!” (Markus 4,3-9). Oplysning 4,21-22 Oplysning, oplysning, oplysning. Skole og uddannelse, TV-Avis og formiddagsblade, telefonbøger og aftenskole. Oplysning om, hvad der sker. Oplysning, så man kan begå sig på arbejdsplads og i samfund. Men samtidig med at vi lever som oplyste mennesker med viden om mange ting, kan vi leve i et personligt mørke. Det kan være en sorg, som kaster mørke skygger ind over hverdagen. Det kan være gammel skyld, som man vælger at fortie og gemme væk. Det kan være frygt og angst for fremtiden - også tanken på døden. Jesus siger om sig selv: “Jeg er verdens lys!” Han er kommet for at oplyse os mennesker på en langt dybere måde, end aftenskole og TV-Avis formår. Han kaster lys ind i vort mørke. Han kender skyggesiderne i menneskelivet. Han kender forbrydelsen, som vi hemmeligt kan bære på. Han fortæller herom i Markus-evangeliet: “Kommer nogen med et lys for at sætte det under en skæppe eller under en bænk? Er det ikke for at sætte det i en stage? For der er intet skjult, som ikke skal blive synligt, og intet gemt bort, som ikke skal komme frem i lyset” (Markus 4,21-22). Gud er almægtig og ved alt. Alt i vore liv er åbenbart for ham. For ham skal vi stå til regnskab. Og det ser ikke lyst ud. Men Jesus Kristus er verdens lys. Han er kommet, for at vi kan leve i lyset fra hans tilgivelse og med håb - og ikke i mørke under dom og frygt. Derfor må du ikke være tilfreds med, at du fik gjort huset rent og pænt, og at du nåede at få de sidste oplysninger om verdenssituationen og vejrudsigten for i morgen. Du har også brug for, at Jesus oplyser dig med sandheden og tilgivelsen fra Gud. Da viger mørket, og du lever i lyset. Forlis 4,38-41 Storme ryster os kun sjældent, når vi oplever dem på landjorden. Træer kan vælte og tagsten kan flyve af. Men det truer ikke vores person og eksistens. Desuden dækker stormskadeforsikringen som regel de værste skader. Det er anderledes, når man er i virkelig storm på havet. Da beroliger det ikke, at skibet er godt forsikret. Kahytten giver heller ikke tryghed. For stormen har rejst havet, så skibet helt og holdent er i stormens vold. Der kommer lignende storme i ethvert menneskes liv. Når det, vi bygger på og finder vores tryghed i, rystes og forgår, da er vi på vej mod det totale forlis. Jesus var engang midt i et sådant forlis. Han og disciplene var på vej i en båd over Galilæas sø. Da kom en voldsom hvirvelstorm, som truede med at sende dem alle i havets dyb. Forliset var godt i gang. Men Jesus var som den eneste tryg og rolig. Han lå i agterstavnen og sov på en hynde. Så vækkede de ham og sagde til ham: “Mester, er du ligeglad med, at vi går under?” Og han rejste sig, truede ad stormen og sagde til søen: “Ti stille, hold inde!” Og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille. Så sagde han til dem: “Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?” Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: “Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?” (Markus 4,38-41). Jesus behersker naturkræfterne, fordi han er Guds Søn. Når han er kommet ind i et menneskes liv, kan ingen storm føre til forlis. For da er vores liv ikke afhængigt af venner, arbejde og helbred, men alene af Gud selv. Når vi kender Jesus Kristus og tror på ham, er vi under Guds frelsende herredømme, uanset hvad der sker i livet.
Hjemmets hjælp 5,19-20 Til hverdag tænker vi ikke så meget over, hvad det betyder at kunne komme hjem. Men efter endt ferie eller udlandsrejse, eller når man som soldat vender hjem fra udstationering i krigszone, er det noget særligt at komme hjem. - På den anden side er det ikke alle, som har nogen at komme hjem til. Måske tog krigen alt. Måske ødelagde man selv så meget for ens egne, at man ikke længere var ønsket det sted, hvor man engang havde sit hjem. Jesus hjalp engang en mand, som ikke havde været hjemme længe. Han levede ensomt ved gravhulerne øst for Genesaret sø. Livet var blevet en plage for ham, og han var til fare både for sig selv og andre. Han var besat af en ond ånd og havde mistet alt. Men Jesus har magt til at frelse og redde ud af en hvilken som helst nød. Og han frelste dette elendige menneske. Men hvor skulle han nu gå hen? Han syntes ikke, han havde noget at komme hjem til, og ønskede at følge med Jesus. Men Jesus sendte ham hjem med ordene: “Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig.” Så gik han hen og gav sig til at prædike i Dekapolis om alt det, Jesus havde gjort mod ham, og alle undrede sig (Markus 5,19-20). Jesus kunne nok have brugt denne mand som discipel. Men han anså det for vigtigere, at manden vendte hjem som et levende vidnesbyrd om Guds barmhjertighed og godhed i sit hjem. Det fortæller, at det nogen gange er ens hjem, som har brug for hjælp. Der findes mange velstående og velholdte hjem i Danmark. Men der er også meget tomhed til. Vi kan opleve, at vort hjem ikke er, som det burde være. Måske vi da mangler det, som det elendige menneske i evangeliet bragte med sig hjem: vidnesbyrdet om, hvad Gud har gjort mod os mennesker i Jesus Kristus! Håb - når alt håb er ude 5,25-34 Vi lever i en tid, hvor lægehuse og sygehuse formår meget. Der bliver i dag opereret og givet medicin for ting, som man for 100 år siden døde af. Alligevel kender vi eksempler på mennesker, som blev undersøgt og fik mange behandlinger, der intet hjalp. Tværtimod fik de nye smerter oven i dem, de allerede havde. I evangelierne fortælles om sådan en kvinde. Hun havde lidt af blødninger i tolv år. Hun havde døjet meget af mange læger og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet; hun havde tværtimod fået det værre. Alt håb var ude. Men hos Jesus Kristus blev hun hjulpet. Hun tænkte: “Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst.” Og straks udtørredes kilden til hendes blødninger, og hun mærkede i sin krop, at hun var blevet helbredt for lidelsen (Markus 5,28-29). Jesus Kristus har en magt, som overgår al menneskelig evne og forstand. Han er herre over lidelse og død. Han er Guds Søn. Hos ham har vi håb, uanset hvad læger kan og ikke kan og uafhængigt af vores livssituation i øvrigt. Det betyder ikke, at kristne mennesker kan springe besøget på lægehuset over. Det betyder heller ikke, at man undgår smerte og lidelse. Men det betyder, at man er forenet med Ham, som i kærlighed og omsorg forstår at føre os sådan her i livet, at vi kan bevare håbet. Hvis Gud vælger at give os et godt helbred nogle år, må vi takke ham for det. Men lige meget hvad, så giver troen på Jesus Kristus altid håb, håb om tilgivelse og evigt liv hos Gud. Talitha kum! 5,41 Nye Testamente er oprindelig skrevet på græsk, den tids verdenssprog. Alligevel findes der enkelte sætninger, som står tilbage på det hverdagssprog, Jesus og apostlene talte: aramæisk. De skar sig ind i tilhørernes bevidsthed og står også uoversat i vore bibler. Hør to af dem: “Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?” Det betyder: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Markus 15,34). Det var Jesus selv, som råbte sådan på korset. En frygtelig sætning, som for altid skar sig ind bevidstheden hos dem, der var øjenvidner til hans korsdød. Gud var overfor sin søn som en dommer, der fælder dødsdommen over en forbryder. Bibelen fortæller, at Jesus Kristus led vores velfortjente straf. Sætningen fortæller, at du aldrig skal forlades af Gud, når du tror på Jesus Kristus. “Talitha kum!” betyder: “Lille pige, rejs dig op!” (Markus 5,41). Jesus sagde sådan til en pige på 12 år. Hun havde været alvorligt syg, men var død. Hendes far, Jairus, havde sendt bud efter Jesus. Men da Jesus kom til huset, var pigen stiv og kold. Han tog hendes hånd og sagde: “Talitha kum!” En sætning af nogenlunde samme kaliber som den første. Jesus greb ind overfor dødens magt. Hvilken glæde for pigens forældre og for os. Jesus døde ikke kun i vort sted. “Talitha kum!” peger frem mod hans opstandelse påskemorgen og videre frem på dommens dag, hvor alle mennesker skal opstå af gravene, og de, som tror på ham, vil få evigt liv. Disse to aramæiske sætninger vil også skære sig ind i vores bevidsthed, så vi tror på ham, som døde i vort sted, og som kan opvække os af graven til evigt liv. Fra hæftet "Begyndelsen på evangeliet ". |
