Tilbage til Andagt

Om skyld og tilgivelse

Indhold:

Hvem er du? Fremmed og tilflytter. Hvis er skylden? Skylden skal frem. Ud af labyrinten. Kan du tilgive dig selv? Undskyld eller ond skyld? Lad ikke solen gå ned! Sat i frihed. Ramt i samvittigheden! En kort tid. Dit offer. Helt nyt! »Byfornyelse« Hjernevask. Minimums-løsninger. Bombarderer du din stilhed bort? Berøringsangst? Guds automatik. Frygt bag facaden? Er du myndig? Frasorteret? Talent og troskab. Afbrænding eller forbrænding. Sladder i byen. Hvad kan ryste dig? En røst i ørkenen. De onde dage kommer! Kors dig om morgenen! Plads til dig.

Hvem er du?

Det er ikke så vanskeligt at fortælle andre, h­v­a­d man er. »Jeg er bag­er, jeg er hjem­megå­ende, jeg er ar­bejdsløs, jeg er bus­chauf­før.« Man ved, hvad man er. Men hvis du bliver spurgt, h­v­e­m­ du er, er det straks vanskelig­ere. Det kan lige­frem blive pin­ligt, hvis nogen spør­ger: »­H­v­e­m­ e­r d­u e­g­e­n­t­l­i­g­?«­

Vores liv består af et ydre liv og et indre liv. Det ydre liv kan vi sag­tens fortælle hinanden om. »Jeg står op om mor­genen, jeg spiser og arbej­der, jeg læser og ser fjernsyn, jeg hand­ler og går en tur.« Vores opfattelse af os selv præges meget af, hvordan vi oplever vores hver­dag. Men hverdagen præ­ges også dybt af, hvem vi mener, at vi selv er.

Når du så sidder ved køkkenbor­det og lukker øjnene og tænker efter, hvem er du så egentlig? Hvor kom­mer du fra? Hvor går du hen? Hvad er menin­gen med dit liv? Hvad er menin­gen med denne ­dag? Hvem er du ind­vendig? Mange gange er vi så travlt op­taget af det ydre liv, at vi slet ikke finder det ulej­ligheden værd at over­veje dette spørgsmål. Vi raser videre. Men hvis vi ikke ved, hvem vi selv er, så ved vi heller ikke, hvem vort medmen­neske er. Derfor finder vi ikke sam­men, men lever kun et over­fladisk liv med hin­anden, og vi be­handler hin­anden tilsvar­ende.

Kender du ikke dig selv, vil du være et let bytte for menings­løshe­den den dag, du kommer ud for store forandringer i livet eller ram­mes af en stor sorg, af en­somhed eller sygdom. Ensom­heden kom­mer som en flod og river dig med, og hvor fører den dig hen?

Derfor er det ikke en unødig luksus at høre Guds ord. Det er ikke spild af tid at spør­ge sin Skab­er, hvem man egentlig er! Det er nødven­digt at lytte til Guds Søn, Jesus Kristus, for at få et svar, som er bæredygtigt både i livet og i dø­den.

Fremmed og tilflytter

Flygtninge og indvandrere er ikke de eneste frem­mede i Danmark! Der er også mange danskere, som føler sig frem­med overfor sig selv og overfor deres nærmes­te. Kend­er du ikke også til opleve­lsen af at være fremmed og på flugt?

Fremmed? ... fremmed i din egen daglig­stue; frem­med ved køkken­b­ordet; frem­med over­for dine børn, over­for din ægtefæ­lle eller part­n­er; fremmed over­for din ar­bejds­kam­merat og din nabo.

Flygtning? ... på flugt på grund af mis­forståel­ser­, du ikke kan over­vinde; på flugt på grund af b­eskyldninger, som du ikke kan få bugt med; på flugt fra forplig­tel­ser, som du efterhånden ser som en trus­sel mod dit liv; på flugt fra de krav, som du ikke længere kan leve op til.

Derfor er du blevet en fremmed og en flygtn­ing, som på må og få jagter efter en mening og lykke, som måske ikke mere findes for dig? Hvem ved?

Men du er ikke den eneste eller den første, som har følt det sådan. I bibelen beskrives menneskelivet netop sådan. Kong David sagde ved slutnin­gen af et langt liv: »­F­o­r d­i­g­,­ G­u­d­,­ e­r v­i­ f­r­e­m­m­e­d­e­ og t­i­l­f­l­yt­­t­e­r­e­ l­i­g­e­s­o­m­ a­l­l­e­ v­o­r­e­ f­æ­d­re. V­o­r­e­ da­g­e­ p­å j­o­r­d­e­n­ e­r s­o­m­ s­k­y­g­g­e­n­,­ d­e­r e­r i­n­t­e­t h­å­b«­ (­1 K­rø­n­ 29,1­5­)­.­

Der findes én eneste flugtvej. Flugt­ve­jen er Jesus Kristus og troen på ham. I troen på ham finder du hjem, hjem, hvor du egentlig hører til. Hos ham er der til­givelse fra alle beskyld­ningerne og ny kraft til de forpligtel­ser, som hører dette liv til. Flugtvejen fører ind i den kristne menigh­ed, fordi Jesus Kris­tus har lovet at være til stede der med sit ord og sin tilgivelse.

Hvis er skylden?

Skylden skal væk! Vi har alle brug for det. Vi kender det fra børn. Allerede før nogen har spurgt, hvordan det gik til, at ruden blev smadret, siger den, som gjorde det: »Det var ikke mig!« Skylden skal væk.

Når vi som voksne gør det samme, fører det ikke i befrielse, men i forbandelse. Vi giver sorteper videre. Vi løber fra vores ansvar. Og hvad sker? Vi mister vore nærmeste, når vi giver dem skylden. Vi bliver ensom­me og endnu mere skyldige.

Bedre går det ikke, når vi giver samfundet eller skæbnen skylden og ansvaret for det, som er gået galt. Man er i færd med at lægge ansvaret for livet fra sig. Derfor er det vigtigt at lægge mærke til sympto­merne. Det kan f.eks. være, at skyld­følelse er ved at blive en sjældenhed og at selvmed­lidenhed er ved at blive noget almin­deligt hos os. Du går ikke længere i dig selv, men undskylder dig. Du beder ikke mere om tilgivelse, men om forståelse. Du får lagt dit horoskop hos »skæb­nen« og lader skylden over­døve af din travlhed på arbejdet. Eller du drik­ker dig lang­somt ihjel. Og det alt sammen er ikke længere din skyld, men »de andres« eller skæb­nens.

Er der noget værre, end når du ikke længere har nogen skyld? Så er du jo blevet ansvarsløs! Og livet er ved at blive ligegyldigt og menings­løst! Der er kun håb for os, hvis vi lader os kalde tilbage til vort ansvar og skyld. Da giver det mening at være sammen med andre skyldnere og bede: »For­lad os vor skyld, som vi også for­lader vore skyldnere!«

Tilgivelsen hos Jesus Kristus er den stærkeste magt i verden, fordi han én gang for alle har båret vores skyld.

Skylden skal frem

Det er ikke rart, når gammel skyld graves frem. Og hvis det skete ikke står ikke til at ændre, hvad nytter det så at bebrejde sig selv længere? Alli­gevel kan det være vanskeligt at komme videre, hvis man slet ikke gør noget! For den gamle skyld kan blo­ke­re og låse os til, både i vore følel­ser og hand­linger.

Tonsvis af skyld er begravet i menneske-hjerter, fordi ingen mag­ter at tage den frem, og fordi ingen ved, hvordan de får den fjernet for alvor.

Men se engang, hvad man gør ved en kristen begravelse. Den afdøde fjernes ikke ubemæ­rket, men bæres ind i kirken. Mens kis­ten står på gul­vet tales der åbent om skyld og død, om savn og sorg og om Kristus og opstandelsen. Sådan skal vi også gøre i vort person­lige liv. De svære ting skal kaldes ved rette navn. Og de skal bæres der hen, hvor tilgivelsen og opstandel­sen regerer. Altså ikke gem­mes væk fra Gud eller fra de men­nesker, som er berørt deraf. Skylden skal ikke begraves i stil­hed. For da kom­mer vi aldrig vide­re. Da vil den plage os igen og igen og ramme os på dommens dag. Skylden skal frem som synds­be­ken­delse. For Jesus Kristus tilgiver.

Jesus tog selv apostelen Peters skyld frem efter sin opstan­delse. Han talte med Peter om hans for­nægte­lse og fald. Han spurgte til det, som ingen andre turde røre ved. Og han fik på den måde sin discipel tilbage. Til­givelsen gav Peter en ny begyn­­delse.

Det er et vovestykke at tage skyl­den frem. Men det går ikke galt, hvis Jesus Kristus er til stede.

Ud af labyrinten

En mand er nedtrykt på grund af ting, han ikke magter på sit arbejde. Men han taler ikke om det til sin kone. Derfor tror hun, at hans dårlige humør skyldes, at hun ikke slår til. Hun føler sig skyldig. Men til hvilken nytte? Og manden mærker, at hans kone har det dårligt. Derfor føler han sig endnu mere magtesløs - og skyldig. De får stadig ikke talt med hinanden om, hvad der plager dem, og det går dem begge på. Disse to er i færd med at hobe en bunke falsk skyld sammen i deres hjem oven i de problemer, de allerede har. Og frem over vil de bruge mere krudt på den falske skyld end på at finde ud af, hvad der egentlig er galt.

Falsk skyldfølelse fører os ind i en blindgyde og gør hverdagen til en umulig labyrint, hvor man selv laver nye snørklede veje uden nogen udgang. Proble­merne vokser og vokser. Her er ikke brug for tilgivelse, men for hjælp til at se, hvad der egentlig er galt. Ligeså forkert og skadeligt som det er at operere for mavesår, hvis patienten lider af blindtamsbetændelse, ligeså forkert og skadeligt er det at tilgive et menneske en skyld, som ikke er dets egen. Tilgivelse er et fantastisk lægemiddel, som kan gøre livet nyt. Men tilgivelse hjælper ingen ud af falsk skyldfølelse.

Når problemet er falsk skyldfølelse, har vi først og fremmest brug for hjælp til at skelne mellem virkelig skyld og påtaget skyld. Vi har brug for at se, hvordan tingene hænger sammen. Først da vil den reelle skyld komme for dagen. Og da kan vi blive hjulpet og blive til hjælp for hinanden. Da forløser det at høre, at Jesus Kristus har båret al skyld - al reel og virkelig skyld. Da slipper vi ud af labyrinten.

Kan du tilgive dig selv?

Når man har mistet en af sine nærmeste, dukker der mange tanker op. Der kommer mange gode minder. Men der kan også komme vanskelige ting frem: ting, man ikke fik sagt og gjort, men burde have sagt og gjort; og ting, som man sagde og gjorde, men aldrig burde have sagt eller gjort. Da kommer den tanke: »Det kan jeg aldrig tilgive mig selv for!« Og selvbebrej­del­serne og skylden bliver en tung, tung byrde.

I den situation kan man måske nok få hjælp til at se lidt anderledes på sagen, hvis man går til psykiater eller psykolog. Selvbebrejdelserne er ikke altid rigtige. Sorgen og savnet kaster et mørke ind over ens sind, som gør det vanskeligt at se tin­gene i det rigtige lys. Alligevel vil der altid være mangt og meget, som man behøver til­gi­velse for. Men det men­neske, som skal tilgive én, er død og borte. Hvad nytter det så, at man forsøger at tilgive sig selv?

Vi har alle behov for hjælp til at se tin­gene i det rette lys. Men tilgivelse - kan vi dybest set aldrig give os selv. Når der opstår skyld i forbindelse med døds­fald, bliver det klart, at der ingen menneskelig vej er ud af skylden. Alligevel findes der tilgivelse. Nemlig hos ham, som kom tilbage fra døden: hos Jesus Kristus. Han døde for dine synder på korset. Og han opstod påskemorgen. Han har magt til at tilgive dig alt, hvad du har sagt og gjort. Alt!

Det sker gennem evangeliet, når du hører det prædiket, og når du i personlig sjælesorg beken­der din skyld og får tilsagt syndernes forladelse. Har du søgt den hjælp, når du ikke kunne tilgive dig selv?

Undskyld eller ond skyld?

Der har været skænderi i din familie. Du er bitter, hidsig og vred. Men du styrer din vrede og dæmper hidsig­heden hos dig selv. Du mærker, at du også selv er skyld i, at det gik, som det gik. Men efter din opfattelse er det mest den andens skyld. Alligevel siger du måske: »Undskyld! Lad os ikke tale mere om det!« Og derved bliver det. I får ikke gjort op. I beder ikke om tilgivelse. Og I får ikke givet hinanden det nødvendige knus.

Hvordan går det med skylden? Er den væk? Er alt nu i orden? Er der virkelig skabt forlig og forsoning i hjemmet? Hvor længe holder den slags? Det, som vi på den måde fejer bort med vort »undskyld«, bliver ikke fjernet, men bliver snarere lagt »på mød­ding«. Stanken vil senere brede sig!

Skyld lukker vore hjerter til og isolerer os fra hinanden og fra Gud. Når vi siger und­skyld for at undgå at ydmyge os selv og bøje os for hinan­den, burde vi snarere sige: »Ond skyld!« For skylden bliver jo ikke und­skyldt på den måde, men bliver til noget ondt imellem os. Og det onde vil vokse og ødelægge os.

Hvad siger Kristus til det? Han siger, at han selv er kommet for at bære den onde skyld. Hvis du er døbt og har fået tilgivelsen af Kristus, så lyder det til dig: »Tilgiv andre, sådan som Gud har tilgivet dig i Kristus! Vær gode ved hinanden!« Og hvis du bærer på en ond skyld, som du ikke kan blive kvit, da bring den frem for den Gud, som du engang blev døbt til at tilhøre. Lad ham tale til dig om Kristus. Da bliver du den onde skyld og dens følger kvit.

Lad ikke solen gå ned!

»Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen!« (Ef 4,26). Solen går ned, uanset hvad vi siger eller gør. Men det er ikke nødvendigt, at den går ned over vores vrede. Hvis vi tager vreden med os ind i mørket, vil natten ikke give os hvile, men bliver blot et sted, hvor ufreden og rastløsheden gemmes for en stund.

Når vi gemmer på vrede, giver vi plads for Djævelen. Had og gen­gældelse får gode vækstbe­tingelser. Derfor bliver det ikke lyst, selv om solen står op igen. Den undertrykte vrede vil nemlig vise sig i uhyggelige former: som rådden snak om vor næste og i form af løgn, bitterhed og hidsighed.

Når vi trækker os tilbage fra et med­men­neske og tager vreden med os ind i mørket, udleverer vi os selv til Djævelen og bliver hans redskab overfor medmennesket. »Lad ikke solen gå ned over jeres vre­de!« Det er ikke blot et godt råd. Det er et advarende råb til alle os, som kender til at gemme vreden i os selv.

Hvordan undgår man da, at solen går ned over ens vrede? Svaret lyder: »Vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinan­den, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus!« (Ef 4,32).

Så er forudsætningen for, at vi kan tilgive hinanden, at vi selv er blevet tilgivet af Gud. Er du det?

Sat i frihed

Hvis vi bliver trådt for nær af andre, eller hvis vi bliver afsløret eller beskyldt for noget, forsøger vi som regel at forsvare os. Vi gør det først i vore egne tanker. Overvejelserne kommer på stribe. Vi leder efter en eller flere und­skyldninger.

Hvis vi ikke kan finde på holdbare undskyld­ninger og stadig føler os ramt, kan vores tanke skifte fra at forsvare os selv til at angribe den anden part. I tanken graver vi begivenheder frem, som stiller den anden i et lys, som ikke er meget bedre end det, som netop har ramt os. Hvis det heller ikke slår til, er der to udveje tilbage: enten at vedgå, hvad man har gjort forkert og risikere skammen, eller vælge løgnen og fornærmet afbryde kontakten til den anden.

Det samme gælder i vort forhold til Gud, vor Skaber. For ethvert menneske har en fornem­melse af, at der findes en Gud, som man skal stå til regnskab for med sit liv. Det er grunden til, at du aldrig bliver helt fri for at tænke på, hvordan Gud vil bedømme dig en dag!

Jesus Kristus er kommet for gøre noget ved vort skrøbelige selv­forsvar og vore løgne. Han kan befri os fra løgnen, beskyldningerne, skam­men og fornær­met­heden. Han taler til os med ord, som vi ikke kan komme udenom uden at lyve og være uærlige overfor os selv. Og han taler til os med ord, som frikender og løser os fra alle løgnene, som vi skabte i vores tanker om os selv, om hinanden og om Gud. Jesus satte sit liv bag sine ord. Derfor blev han kors­fæstet. Derfor er der frihed i at lytte til den korsfæstede og opstand­nes ord!

Ramt i samvittigheden!

Både et og to mennesker har lidt en meningsløs og brutal død i den forløbne uge. Vi har igen hørt eller læst om vold og uretfærdighed. Også i vort eget land ramte døden igen med lidelse og sorg. Alligevel formår vi at leve videre rimeligt uberørt, så længe det ikke rammer os selv eller vore nærmeste. Hvorfor skulle vi også gå rundt og tænkte på andres vold og lidelse? Det er jo ikke til at holde ud.

Sådan var det også i Jerusalem år 33. Man vidste godt om en mand ved navn Jesus. Man vidste, at han havde lidt en smertelig død. Det stod også klart for de fleste, at han ikke havde været som andre forbrydere. Jo, han var nok blevet henrettet på grund af falske anklager. Men livet skulle jo leves videre. Hvorfor tænke mere på hans død? Men det skulle gå anderledes. 50 dage efter Jesu korsfæstelse holdt apostelen Peter en prædiken om Jesu død. Og den ramte, så tilhø­rerne ikke læn­gere kunne skyde Jesu lidelse og død fra sig. De kunne heller ikke mere skub­be tanken om deres egen regnskabsdag og dødsdag til side. De blev ramt i samvit­tig­heden. Prædikenen fik dem til at tale om dét, de hver især havde på samvittig­heden. Og de spurgte: »Brødre, hvad skal vi gøre?« - Hvad har du på samvittigheden i for­hold til dine nærmeste, i forhold til en nabo eller i forhold til Gud? Som men­ne­ske er du forpligtet på at leve i kærlig­hed til andre og til at leve i tillid til Gud. Har du en ren samvittighed? Og hvad vil du gøre ved det?

Tilhørerne i Jerusalem fik en god samvittighed. De hørte, at Jesus døde for deres synder. De hørte, at han var opstået og lever. Og de blev døbt og fik tilgivelse. Du kan også få en god samvittighed ved at høre evangeliet om Jesus Kristus. Han giver dig mod til at leve videre i en ond verden trods lidelse og død. Her får du håb om evigt liv.

En kort tid

Livet jager afsted. Set bagfra varer det kun kort. Men set forfra er det langt. Derfor er det også mest voksne og ældre, som taler om, at livet er kort. Børn og unge tænker anderledes. For dem er livet fremtid, fyldt med mange muligheder.

Alligevel kan alle opleve tiden som uendelig lang. Både små og store ting kan gøre vores tilværelse uoverskuelig. F.eks. hvis du dumper til en vigtig eksamen, hvis dit ægteskab er slået i stykker, eller hvis du har fået at vide, at du lider af en uhelbredelig sygdom. Da kan tiden snegle sig afsted, og mørket får magt og gør én nedtrykt. Hvem af os magter da at sige: »Det er kun kort tid, jeg skal have det sådan«?

»En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig« (Joh 16,16). Sådan sagde Jesus til sine disciple umiddelbart før sin død. Men det var umuligt for dem at se sådan på det, da han var død og begravet. Alt håb var væk. Der var ingen fremtid mere. Tiden indtil deres egen død var med ét blevet en uendelig række af tomme dage.

Men Jesu ord stod ved magt. Deres sorg og klage varede kun kort tid. Han opstod af graven på den tredje dag. Og lige siden har disse tre dage været den vigtigste »korte tid« i menneskehedens historie. Denne korte tid har bragt håb og fremtid ind over hele menne­ske­slægten.

Når du hører, hvad Jesus gjorde for dig i disse tre dage, kan der også opstå et håb hos dig, så din tid aldrig mere skal være fuld­stæn­dig uoverskuelig og mørk. For han døde i dit sted, og han opstod som din frelser.

Dit offer

Et offer kan være noget, vi selv yder andre. Offeret er da noget hos os selv, som vi ofrer og giver afkald på. Vi giver det til andre på egen bekostning. Men der kan også være tale om, at vi gør andre til ofre. Vi viser dermed foragt for andre. Mordere og gidseltagere gør andre til ofre.

De fleste af os kender sikkert en eller flere, som vi gerne vil ofre noget for. Og vi gør det måske nu og da. Men de fleste af os har også gjort andre til ofre. En ægtefælle, børn og ar­bejdskolleger kan blive vore ofre, fordi vi svigter dem eller misbruger dem. Det er ubehageligt at tænke på en morder, som gør andre til ofre. Men det er mindst lige så ubehageligt at tænke på, at vi selv har gjort nogle af vore nærmeste til ofre. Når børn ikke bliver passet, som de bør, når forældre eller bedste­forældre ikke får den personlige omsorg, som de trænger til, og når ægtefæller bekriger eller svigter hinanden, så bliver andre gjort til »ofre«.

Johannes Døber sagde engang: »Se Guds Lam, som bærer verdens synd!« (Joh 1,29). Han sagde det om Jesus. Lam blev dengang brugt som offerdyr i templet. Derfor betød hans ord: Jesus er et offer, Guds offer, som bærer verdens synd!

Føler du dig selv som et offer, fordi andre har været ond imod dig? Eller har du selv andre på samvit­tigheden, fordi de er blevet dine ofre? Så har du i begge tilfælde brug for at høre: Jesus bærer verdens synd! Han er dit offer!

Helt nyt!

Enhver af os kender til oplevelsen af, at livet begynder på ny: Da den første forelskelse greb dig; efter en alvor­lig opera­tion; når uvens­kab blev over­vun­det; da det første barn i familien kom til verden. Men uanset hvor stærkt vi oplever livet, så kommer døden altid bagefter med lidelse og uvis­hed. Døden kommer i form af uvensk­ab, syg­dom og skyld. Og en dag ligger vi i kisten. Døden kommer efter livet. Det ved vi kun alt for bittert.

Men der findes også et liv efter døden. Dette liv findes hos én eneste person, nemlig hos Jesus Kristus. Da Jesus opst­od fra gra­ven, gjorde han døden til fortid. Han besej­rede og tilin­tetgjorde dø­den. For han tog den alvorligt. Han påtog sig den sammen med den lidel­se, skyld og dom, som huserer iblandt menne­sker i dag. Og han stod op af gra­ven.

Verden bliver aldrig den samme efter Jesu opstan­delse. Verdens lidelse og ondskab og død blev kon­centreret i ham. Han påtog sig din personlige skyld og døde i dit sted. Når du hører det ord og tror på ham, ændres dit liv fra at være et liv før døden til at være et liv efter død­en. Han siger: »Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet« (Joh 5,24).

»Byfornyelse«

Nævn ordet »byfornyelse«, og de fleste tænker på fornyelse af huse og gader, fornyelse indvendig og udvendig, et nyt miljø at leve i. Skal vi have byfornyelse? De fleste mener Ja! Mange fornyer deres hus og er på den måde med til at skabe byfornyelse.

Men hvad med os selv og vort fællesskab i byen? Trænges der ikke til »byfornyelse« på det menneskelige plan? Et friskt pust ind i dit liv med din ægtefælle. Fornyelse i forholdet til dine forældre eller dine børn og svigerbørn? For­nyelse mellem plejehjems­beboerne og naboer? Og har du ikke selv behov for fornyelse i dine tanker og i dit inderste? Hvad ville en fornyelse dér ikke kunne betyde for dig?

»Pinsetid« er »fornyelses-tid«, fornyelse af ånden og sindet. Den første pinsedag i Jerusalem skabte »byfornyelse« på det menneskelige plan. 3000 indbyggere blev omvendt og fik et nyt sind. De fik et nyt forhold til Gud og til hinanden. Kærlighed og tilgivelse fra Gud holdt sit indtog og gav dem en ny by, nye huse og en ny hver­dag.

Den form for byfornyelse er også mulig hos os. Den vil ikke koste dig en øre. Alligevel er den ikke gratis. Den har kostet døden for Guds Søn, Jesus Kristus. Og den vil indebære, at meget af det gamle i dit hus må rives ned.

Hjernevask

Hjernevask påvirker menneskets tan­ker ensidigt og massivt. Den udvisker ens tidligere holdninger på vigtige områder og påtvin­ger nye meninger. Det sker, uden at man selv ved af det. Hjernevask kan resultere i, at man forandres og foretager sig ting, som hver­ken er godt eller værdigt for et menneske at gøre. Og alle hjerner kan vaskes, uanset intelligens!

Men hvor stor er risikoen for, at vi almin­delige mennesker bliver hjernevasket? Er det ikke noget, som kun sker i religiøse sekter eller i diktaturer uden for vort lands grænser? Nej! Faren er stor for os alle! Hvad med P3's pop- og rock­musik, hvor den kører døgnet rundt? Kan den ikke påvirke og ændre ens holdning til kærlighed og sex? Hvad med reklame-bombar­de­mentet fra super­markeder og butikskæder. Kan det ikke påvirke vort forbrugs-mønster? Hvad med fjernsyns­serier og video­film, som gentager budskaber om vold, hor og penge? Kan det ikke være med til at passivisere og gøre kærligheden kold?

Vi har ikke brug for hjernevask. Vi har ikke godt af det. Vi har i stedet brug for hjerte-vask. Den største skat, et menneske kan eje, er fred med Gud og en god samvittighed. Og det sker ikke ved massiv påvirkning eller ved, at man antager kristne meninger med forstanden. Det sker alene ved, at virkeligheden om Gud og os rykker nær, også virkeligheden om vores skyld og om Guds tilgi­velse. Den form for hjerte-vask giver dig en god samvittighed og fred med Gud.

Minimums-løsninger

Man kan godt holde af hinanden uden at ses - for en tid. Man kan godt leve uden at spise - i nogle dage. Men den slags »minimums-løsninger« holder ikke i længden. De nedbryder fælles­skabet og slår legemet ihjel. Derfor er der heller ikke mange, som kan finde på at sætte mini­mums-løsninger i system, hverken når det gælder fami­lielivet eller kostplaner i husholdnin­gen.

Alligevel er det netop, hvad man­ge gør med deres trosliv og med kirke og kristendom. Mange kirker tager imod folks kirkeskat og giver dem en kristen begravelse, blot de lader deres børn døbe og kom­mer ved konfirma­tion og bryllup. Det er til og med sat i system. Det er ikke undtagelsen, men hovedreg­len. Det svarer til, at man siger: »I kan være kristne og holde jer til Gud uden at holde jer til Guds ord.« »I kan blive konfirmeret og sige 'ja' til Gud i kirken, selv om I offent­ligt vedgår, at I nok kun kom­mer i kirke til jul frem­over.« »I kan sige 'ja' til hinanden ved kirkebryl­lup, selv om I til daglig siger 'nej' til at leve med Gud.«

Det er åbenlyst forkert. Det er at bedrage mennesker med »mini­mums­­løs­ninger«. Hvor Jesus Kris­tus får ordet, vil den form for kris­ten­dom ophøre. Han siger: »Jeg er kom­met, for at de skal have liv og have i over­flod« (Joh 10,10). Over­flod! Og han melder klart ud, for at din kris­tendom ikke skal blive et selvbedrag: »Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv« (Joh 10,26f).

Der står meget på spil. Det gælder dit liv her og nu og i al evighed. Der­for skal du ikke lade dig nøje med minimums-løsninger - heller ikke i kirken og i dit forhold til din Gud.

Bombarderer du din stilhed bort?

Enhver af os har brug for at være alene: alene med os selv og alene med vore tanker. Kun sådan bliver vi os selv. På den anden side er der ingen, som ufrivilligt ønsker at være alene. For så bliver vi ensomme.

Lige så lidt som vi ønsker at være ensomme, lige så meget behøver vi altså også tider, hvor vi er alene og oplever stilheden. Ja, nogen gange har vi mere brug for det, end vi selv er klare over.

Men det er så let som ingenting at bombe stilheden bort, så det bliver umuligt at tænke en stille tanke. Det kan f.eks. ske gennem vores brug af radio og fjernsyn. Det er ikke sandt, at det kun er unge, som udsætter sig for dette bombar­dement. Voks­ne i alle aldre gør det også. For hvor ofte er voksne stille med hinanden? Stille i bøn og andagt? Hvor tit er der stille i din bolig og i dit indre?

Stilheden i naturen og i kirken står i dag som en kontrast til støjen i de flestes hverdag. Naturen skal helst opleves i jog­ging-tempo eller med »walkman« på, og »der sker for lidt i kirken«, siger man. Men der er værdier i stilheden, som man ikke kan hente andre steder.

Vi kan blive rige, når vi vover at gå ind i stilheden. Vi kan lære os selv at kende. Vi kan lære Gud at kende. Og vi kan blive lydhøre overfor vore nærmeste på en ny måde. Vov dig ind i en kristen menighed på søndag. Måske kan der blive så stille i dit liv, at du kan høre, at Jesus Kristus er din Frelser!

Berøringsangst?

Hvis nogen skal røre ved os, vil vi gerne selv bestemme, hvem det skal være, og hvornår de skal gøre det. Det begynder allerede med de små. Det hører med til at være menneske. Vi er jo selvstændige individer. Det værste, der næsten kan ske for et menneske, er, hvis det mister sin frihed og sin selvstændighed.

På den anden side er vi dybt afhængige af, om der er nogen, som rører ved os. Spædbarnet er totalt henvist til sine omgivelsers god­hed og omsorg. Det vælger ikke selv, hvem det vil have til at røre ved sig. Men i ungdommen begynder vi at vælge. Vi ønsker berøring, kærlighed, nærhed og fællesskab - og ikke med hvem som helst. Men også mellem venner, kærester og ægtefæller er der snævre grænser for, hvordan man får lov at røre ved hinanden. Hvis de andre kritiserer os eller vil lave om på vore liv, stejler vi. »Mig skal du ikke røre ved!«

Hvordan tænker du i denne sammen­hæng om Gud? Han er år­sagen til, at der overhovedet er nogen, som kan røre ved dig. Han har skabt dig. Hvorfor må han så ikke røre ved din samvit­tighed og fortælle dig, hvordan du er? Hvorfor tillader du ikke, at der bliver sat spørgsmålstegn ved din måde at leve på? Siger du også til ham: »Mig skal du ikke røre ved!«? Denne reaktion ligger os alle nær­mest. Men det svarer til at afvise den, som elsker os højest.

Gud har skabt dig. Han ved, hvordan dit liv bør leves. Og han har allerede rørt ved det inderste i dit liv, da han sendte sin Søn som menneske. Han har rørt ved skylden og døden på en måde, som kan fjerne vores berøringsangst overfor ham. Det er ikke skadeligt, at Gud rører ved dig gennem sit ord. Det er det, du behøver!

Guds automatik

Med »automatik« forbinder vi nor­malt noget nyt og moderne. Det, som er auto­matisk, har den egenskab, at det virker af sig selv. En automatisk maskine virker, uden at arbejderen river i håndtagene. Det bedste, man kan gøre i forhold til en automat, er at holde fingrene væk og lade den gøre arbejdet selv.

»Automatik« er et gammelt græsk ord. Det forekommer i en af Jesu lignelser: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv (= automatisk) giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde« (Mark 4,26-29).

I Guds rige sker tingene »automatisk«, dvs. af sig selv. Guds rige kommer til os af sig selv. Troen på Gud og frelsen fra døden og dommen skyldes ikke menneskers fromhed og gode gerninger, men har sin årsag i den guddommelige »automatik«.

Det betyder ikke, at mennesker automatisk er kristne, eller at alle automatisk bliver frelst og kommer i Himlen. I lignel­sen er auto­ma­tik­ken i Guds rige uløse­ligt knyttet til kor­net, som sås i jorden. Kornet kan sammen­lignes med Guds ord. Derfor er det afgørende, at du hører Jesu ord, og at det kommer ind i dine tanker og ind i dit hjerte. Uden Jesu ord står du uden­for Guds automatik og får aldrig troen. Men hører du ordet om Jesus Kris­tus, kommer du ind i Guds virke­felt - ind i Guds automatik.

Frygt bag facaden?

Du er til begravelse. Et menneske er død. Der er gråd og sorg. Men de grædende bliver trøstet. De synger en lovsang. - Du kender en, som har ødelagt det for andre, for sine børn og for sin kone. Han hungrer og tørster efter tilgivelse. Og han får tilgivelse. - Du står ved en sygeseng. Der er ikke meget håb for den syge. Han er opgivet af lægerne. Mange uger og måneder med sygeleje ligger forude. Alligevel får han håb.

Måske har du mødt mennesker, som havde det sådan. Men ved du også, hvordan man bliver trøstet og får tilgivelse og håb? Eller måske beskæftiger du dig slet ikke med sådanne spørgs­mål. For du er stærk og kan i øjeblikket det, du vil. Og du har slet ikke lyst at tænke på sådanne mennesker. Det gælder jo om at leve, mens man kan.

Men hvis du ikke kender den sørgendes trøst, den skyldiges tilgivelse og den dødssyges håb, hvad lever du så for selv? Går du måske og gemmer på en skjult frygt dybt inde bag facaden?

Hvad er da den sørgendes trøst? Hvor får den skyldige tilgivelse? Og hvad er den dødssyges håb? Trøsten, tilgivelsen og håbet er Jesus Kris­tus! Hvorfor så ikke søge ham dér, hvor han findes?

Er du myndig?

Man bliver myndig, når man fylder 18. Så kan man stemme, og man kan få dankort og køre­kort. Derfor skal der holdes fest, når man bliver 18. Men dankort og køre­kort betyder ikke uafbrudt fest. Den nye myndighed kalder til at leve under ansvar.

Myndighed er ikke det samme som at be­stemme selv over sit eget liv. Om du har indre myndighed afgøres af, hvordan du bestemmer over dit liv, og hvad du gør med det.

Sådan er det i samfundet, hvor de offentlige myndigheder af og til må skride ind overfor mennesker, der lever uansvarligt. Det aftvin­ger heller ikke respekt hos andre, hvis man kører sit eget sololøb og lever i egoisme. Måske vil andre beundre ens evne til at tjene penge og få det, som også står på de andres ønske­liste. Men de foragter også én for det. For man har jo sat sig selv og sin egen lykke som det øverste mål i livet. Og det er respekt­løst overfor ens næste og det er hovmod overfor vores Skaber.

Myndighed bliver aldrig noget, vi har i os selv, men noget, vi tileg­ner os i vores samvit­tighed, så vi følger den lov og den Herre, som står over os og over andre. Virkelig myndighed har kun det menneske, som undergiver sig Guds vilje og lader Jesus Kristus være Herre i ét og alt. Det menneske ved, hvorfor det er til. Det ved, hvad meningen med livet er.

Frasorteret?

Hvem er det, der sorterer mennesker i egnede og uegnede? Hvem er det, der frasorterer nogle og lukker andre ind i varmen?

En fabrikant kan gøre det med de ting, han fremstiller. Han har ret til at kalde noget »førstesortering« og andet »andensortering«. Men det har vi mennesker ikke ret til, hver­ken overfor os selv eller overfor andre. For her handler det om mennesker, som Gud har skabt i sit billede. Ingen har myn­dig­hed til at frasor­tere noget medmenneske som udue­ligt eller ringe. Ikke desto mindre er det, hvad mennesker ustandseligt gør indbyrdes. Man vurderer sig selv i forhold til andre. Man bedømmer menne­sker efter, hvad de får i eksamens­karakter, hvad de kan, hvordan de klæder sig, om de har arbejde, hvad de tjener, hvordan de klarer sig i livet, om de er raske, osv. Den forskel, som er for os at se, varer kun en tid. Den var ikke at se, da vi var spæde. Og den er ikke at se, når vi dør.

Det er åbent oprør mod Gud, hvis vi be­handler vore medmennesker efter vor egen opstillede rangorden. Og hvad værre er, vi gør os fortjent til Guds dom og straf.

Livets Gud ser anderledes på mennesket. I hans øjne er den for­nem­me den ringeste, og den, der tror bedst om sig selv, er den værste. Gud lader ikke stå til. Han er gået ind i denne verden, hvor vi dømmer og kasserer. Hans dom over os blev fældet over Jesus Kristus i vort sted. Derfor er der håb både for dem, der sorte­rede andre fra, og dem, som blev frasorteret!

Talent og troskab

Talent er en stor ting. Det er evnen til både at se, hvordan en ting skal gøres, og til at gøre det. Hvis man har talent, har man mange mulighe­der: mulighed for arbejde, for at blive respekteret og værd­sat og for at blive til noget på den ene eller anden måde.

Men talentet i sig selv er ikke nok. Det skal udvikles, og det kræver hårdt arbejde. Det kan sportsfolk tale med om. Det ved enhver selvstæn­dig, som fik en forretning op at stå. Det ved også den studerende, som fik en god eksamen. Talentet går tabt, hvis det ikke bliver udviklet gennem slid og flid. Talent og hårdt arbejde hører sammen.

Men der er en anden sammen­hæng, som er nok så vigtig: Talent og troskab. Selv om vi udvikler vores talent gennem slid og flid, kan det alligevel gå tabt. Også selv om vi får godt arbejde, god eksamen, bliver rige og vel anset af andre. For dit liv er ikke dit private eje, som ikke vedrører andre. Du skal leve i lydighed mod din Skaber og i kærlighed til dine medmennesker. Hvis du bruger dit talent i selviskhed, taber du det dybest set. Hvis ikke tros­kab - kærlighe­dens forpligtelse - står over den en­keltes talent og styrer det, bliver familie, samfund og menighed til golde ørkner, hvor intet kan trives.

Der findes ikke noget større og mere berigende end at få tros­kaben sat ind på første­pladsen i ens liv: Troskab mod Gud, din Skaber, og troskab mod de mennesker, du lever sammen med. Men der er heller ikke noget, som i den grad kan sætte os i arbejde og vise os, at vi ikke slår til. Og dermed får vi dagligt brug for Guds og hinandens til­givelse. Men vi får også lov til at bruge vort talent, så hverken det eller vi selv går fortabt.

Afbrænding eller forbrænding

Når et stort Sankt Hans bål eller halmen på en høstet mark brændes af, går energien op i den blå luft. Branden gavner ikke ud over, at den kan være et flot syn. Det er en »her og nu oplevelse«. Men det træ, som bruges i bræn­de­ovnen, og den halm, som køres til forbrænding på et var­meværk, bliver ikke afbrændt, men forbrændt. For­brændingen i sig selv bliver ikke den store oplevelse, men den bliver til gavn.

Ligner dit liv en afbrændring, eller kan det snarere sammenlignes med en for­bræn­ding?

Det menneske, som lever for at få de store oplevelser til sig selv, er i gang med at brænde livet af. Det føler, at livet er betydningsfuldt, fordi der stadig er nye og stærke oplevelser. Men når det har haft 20, 50 eller 400 store oplevelser, er det slut. Og hvad så. Alderdommen bliver den store kon­trast. Og i døden står mennesket for Guds domstol med et afbrændt liv. Anderledes med den, som snarere lever sit liv som en slags forbrænding. Man føler ikke, at man selv får meget ud af livet. Man er bundet af mange pligter og tjenester i familie og på arbejde. Nogen gange har man lyst til at slippe det hele for at få en stærk ople­velse for sig selv. Utilfredsheden er snigende nær.

Vi mennesker er ikke skabt til afbrænding, men til forbrænding. Vi skal »brænde for hinan­den«, brænde i kærlighed. Jesus Kristus har vist os, hvad det indebærer. Han gjorde det selv. Hans liv og energi blev forbrændt for vores skyld. Han blev afbrændt på korset - fortæret af Guds vredes ild over vores forfejlede liv. Derfor er der frelse for os alle gennem troen på ham. Det giver os også en ny begyn­delse og et liv i forbrænding.

Sladder i byen

Der er ild i byen. Ikke blot i et enkelt hus, men i de fleste huse. Når den ene brand er slukket, begynder en ny. I et mindre lokalsamfund, hvor man kender lidt til mange, opstår de største brande. Ilden springer fra hus til hus. Sladder ødelægger, hvor den kommer frem. Den er aldrig opbyggelig og gavnlig.

Man kan undre sig over, hvorfor sladder har sådan en magt. Man kan undre sig over, hvorfor dårlig omtale fænger. Og man kan undre sig over, at man også selv har let ved at give sladderen plads og i mange tilfælde er villig til at bære den videre. I Nye Testamente beskrives tungen som en ild: »Tænk på, at den mindste ild kan sætte den største skov i brand; også tungen er en ild. Som selve den uretfærdige verden sidder tungen blandt vore lemmer; den smitter hele legemet og sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i brand af Helvede« (Jak 3,5-6). Her er et svar: Det er helvedes kræfter, som er på spil, når sladderen florerer. Derfor har den så frygtelig en magt. Mennesker kan tæmme slanger, elefanter og spækhuggere. Men hvem kan styre sin tunge?

Når du bærer sladderen over til naboen, er det helvedes kræfter, som styrer dig. Hvad skal vi stille op herimod? Nye Testa­mente møder os med to ting: Tænk på, hvem det er, du taler ondt om: et medmenneske, som ligner dig selv. Og tænk på, at Gud har skabt jer begge. Hos ham får vi noget andet og bedre at sige om og til hinanden.

Hvad kan ryste dig?

Hvad kan ryste dig? Hvad kan ryste et folk? Hvad kan ryste jorden? Jordskælv og naturkatastrofer kan. Krige og forurening kan. Al­ligevel er der noget, som er endnu mere rys­tende. Nem­lig vores egen gudløsh­ed og den ondskab, hvor­med vi kan be­hand­le hinanden.

Gud siger: »­A­ld­r­i­g­ g­l­e­m­m­e­r j­e­g­ n­o­g­e­n­ a­f­ d­e­r­e­s g­e­r­n­i­n­g­e­r! Må j­o­r­de­n­ i­k­k­e­ s­k­æ­l­v­e­ o­v­e­r d­e­t o­g­ a­l­l­e­ d­e­n­s b­e­b­o­e­r­e­ sør­g­e­?« Det er rystende, at et folk, som er blevet velsignet af Gud, kan svare til­bage med uretfær­dig­hed og egenkærlighed: »H­ør d­e­tt­e­,­ I­,­ s­o­m­ kn­u­s­e­r d­e­n­ f­a­tt­i­g­e­ o­g­ v­i­l­ g­ør­e­ d­e­t a­f­ m­e­d d­e­ h­j­æ­l­p­e­l­ø­s­e­ i­ l­a­n­d­e­t­.­ I­ s­i­ge­r­:­ ‛­V­i­ v­i­l­ b­e­d­r­a­g­e­ m­e­d f­a­l­s­k­ væ­g­t­.­ V­i­ v­i­l­ k­ø­b­e­ d­e­ sv­a­g­e­ f­o­r penge­ o­g­ d­e­n­ f­a­tt­i­g­e­ f­o­r e­t p­a­r s­a­n­d­a­ler­.’«­

Det blev sagt til Israel 800 år før Kristi fødsel. Men rammer det ikke også ganske godt i dag: Små­sny­deri, hvor man rager til sig, så godt man formår. Men selv klarer man frisag ved at over­bevise sig om, at man ikke er værre end andre. Mange bliver »opbygget« af at læse ugeblades sladderhis­torier. For når man bliver forar­get over, hvordan andre opfører sig, er man fri for at tæn­ke så meget over, hvordan man selv er inderst inde. Gud siger: »Jeg forvandler jeres fester til sorg og alle jeres sange til dødsklage; jeg lægger sæk om alle lænder og klipper hvert hoved skaldet. Det ender som en bitter dag« (Amos Bog kap.8).

Dyre vaner og mange former for nydelse har en skæbnesvanger forbindelse med uretfærdig­hed og personlig skyld. De fester, hvor man slår sig løs og lever livet på bekostning af andre, får engang ende. Vi kan bedrage hinanden og os selv. Men Gud kan vi ikke bedrage.

En røst i ørkenen

Du er i en ørken. Alt er øde omkring dig. Der er for langt til næste oase. Du slæber dig afsted. Hvor langt mon du når? Kommer der hjælp? Eller er det blot et spørgsmål om tid, før du bukker under? Men plud­selig lyder der en røst i ørkenen. Der er en, som har set dig, og som er på vej med hjælp!

Ordene om »røsten i ørkenen« stammer fra det 8. årh. før Kristi fødsel. Gud råbte gennem profeten Esajas (kap. 40) til sit folk, da fangenskab og undergang truede. Gud greb ind med hjælp i ulyk­ken. Der, hvor ingen troede, at hjælp var mulig, der kom hjælp.

»Røsten i ørkenen« lød igen, da Johan­nes Døber prædikede i ørkenen omkring Jordan-floden. Han fortalte mennesker om Jesus. »Jeg er en røst af en, der råber i ørkenen«, sagde han om sig selv (Joh 1,23). Og mange indså, hvad der var galt i deres liv, og lod sig døbe. Ørkenen blomstrede igen.

Der findes også ørkner i dag, ørk­ner i famili­er, på uddannelsessteder, på arbejdspladser og på sygehuse. Sygdom, skyld og lidelse forvandler det ellers så gode liv til en ørken. Hvem kender ikke til det! Men hør! Der lyder en røst i ørkenen - i din ørken. Gud har set dig og kender din situation. Redningen er på vej. Jesus er Guds Søn, som er kommet ind i din ørken. Han er din redningsmand. Gud råber til dig for at redde dig gennem Jesus. Han bringer frisk vand til dine udtørrede læber. Han tilgiver dig og løfter dig op. Han giver dig håb og kræfter nok til at nå oasen.

De onde dage kommer!

Vi vil alle gerne tænke, at der kom­mer gode dage. Hvis man er syg, håber man at blive rask. Hvis man er ude i en krise, håber man at over­vinde krisen. Men der er situationer, hvor der ikke er noget håb. Man bliver ikke rask. Man overvinder ikke krisen. Der kom­mer ikke flere gode dage. Dagene er blevet onde. Og foran ligger en regnskabsdag, når Gud tager dig gennem døden.

Bibelen taler ligeud om, at det vil blive sådan for ethvert men­neske. Hvad håb er der da til­bage? Der står i Prædikerens Bog kap. 12: »Husk på din skaber i ungdom­mens dage, før de onde dage kom­mer, og de år oprinder, om hvilke du siger: Dem kan jeg ikke lide!«

Når de onde dage kommer, gælder det om allerede at kende sin Skaber. For til den tid er det ikke givet, at vi søger ham. Da er det mere sandsyn­ligt, at vi bliver bitre og mister håbet. Tænk på din Skaber - i dag. Du har en ska­ber! Hør i evangeliet, at din Skaber har tænkt på dig, før du tænk­te på ham. Med tanke på dig blev han menneske og bar vores synd og over­vandt dødens magt.

Tænk på ham i gode dage. Det er det bedste værn mod spilde sit liv på tom nydelse. Og det giver et godt værn i de onde dage. For de kommer, også i dit liv. Tænk på ham i onde dage. Når du ikke finder håb noget sted i dig selv eller i verden, er din Skaber og Frelser dit håb. Han har åbenbaret sig for dig i sin Søn, Jesus Kristus.

Kors dig om morgenen!

»Om morgenen, når du står op af din seng, skal du gøre det hellige korses tegn for dig og sige: 'Gud Fader, Søn og Hellig­ånd være med mig!'« Sådan opfordrer Martin Luther en kristen til at begynde sin dag.

Men hvem har ikke set profes­sio­nelle fod­bold­spillere korse sig, når de scorede mål? Hvad skal vi med sådan en magi? Er det ikke misbrug af korsets tegn? Jo, sådan virker det.

Anderledes, når man tegner korsets tegn om morgenen og samtidig siger ordene: »Gud Fader, Søn og Helligånd være med mig!« Da får korset mening og kraft. Korset er jo straffens og dødens tegn og mærke. Det minder dig om, at du er en synder og lever i dødens verden. Måske bliver denne dag din dødsdag. I hvert fald vil både du selv og andre få at mærke, at du er et selvisk og syndigt menne­ske. Korsets tegn om morgenen kan minde dig om det.

Men korset er også tilgivelsens og frelsens tegn og mærke. Jesus Kristus blev kors­fæstet i dit sted. Og hvis du er døbt, blev korset ved dåben tegnet over din pande og bryst til et vidnesbyrd om, at du skulle tilhøre ham både i liv og i død. Korsets tegn kan minde dig om, at han er din Herre, også denne dag.

Lad dig minde om disse to ting hver morgen. Og bed til din Gud med ordene: »Gud Fader, Søn og Hellig­ånd være med mig!« Bed Fadervor og syng en salme og læs et stykke i bibelen. Så er dagen godt begyndt.

Plads til dig

Plads er et elementært behov. Plads til at røre sig og udfolde sig. Vi har behov for at få plads hos andre menneskers hjerter. Og vi må åbne os for andre og give dem plads i vores liv.

Der er mange eksempler på, at mennesker ikke giver hinanden plads: Forældre, som be­handler deres store børn, som var de stadig små, så de ikke får plads i hjemmet til at være unge og udvikle sig til selvstændige voksne. Følgen bliver oftest, at fællesskabet mel­lem forældre og børn går i stykker. Eller folke­slag med forskellig religion og kultur, som ikke tåler hin­anden. Det fører til ufred, stam­mekrige og etniske udrensninger. Mange dør og endnu flere bliver flygtninge.

Men ethvert menneske vil før eller senere opleve, at sygdom eller alder sætter en stopper for al videre udfoldelse. Der er ikke læn­gere plads til ens krop og ens sjæl og liv. Men hvorfor? Hvorfor skal det slutte på sådan en måde? Både unge og ældre tumler med disse personlige spørgsmål. Da opstår frygt, menings­­­­løshed og dødsangst.

Hvad gør du ved det? Skynder du dig videre i livet for at få så meget ud af det, så længe der er plads? Der er en anden mulig­hed: At lade Gud give dig plads hos sig både i livet og i døden.

Jesus sagde til sine disciple, da de oplevede, at der ikke mere var plads til dem i livet: »Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud og tro på mig. I min Faders hus er der mange boliger, hvis ikke havde jeg sagt det til jer. Og jeg går bort for at gøre en plads rede til jer« (Joh 14,1-3). Han tog vores plads i døden og skylden, for at vi skulle få tilgivelse og evigt liv. Han har ved sin død og op­stan­­del­se gjort plads til dig hos sig her i livet og i evig­heden!

Fra Hvem er du? Om skyld og tilgivelse.
Kandake Forlag 1996. Leif G. Jensen
www.vivit.dk. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk