Han findes - og kan findes!

De vise mænd fra Østen måtte afsted. De havde ikke nok i deres videnskab og rigdom. For de mærkede, at der var født en konge. Gud havde givet dem et tegn på stjernehimlen. Derfor måtte de afsted. Stjernen på himlen og et profetord i bibelen førte dem til Betlehem. De fandt livets Herre: Jesus Kristus. Og de knælede og tilbad ham.

Sådan står og falder kristendommen med, om Jesus findes eller ej. Findes han ikke, er det ligegyldigt, om vi kalder os kristne, buddhister eller ateister. Men hvis Jesus findes, og hvis vi findes af ham og findes hos ham, bliver hele vores tilværelse ny og fyldt med håb.

Og han findes. For 2000 år siden fandtes han som et spædbarn i Betlehem. Som 30-årig prædikede han om Gud og hjalp mennesker i al slags nød. Siden blev han dømt til døden, korsfæstet, døde og blev begravet. Men han opstod påske morgen og sejrede over dødens magt. Derfor lever han og findes i dag. Han er Herre og konge. Og han lader sig finde af os, når vi som de vise mænd fra Østen lytter til evangeliet i Bibelen. Han siger: "Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem" (Matt 18,20).

Hvor befriende og opløftende! Kristendommen bygger ikke på os mennesker, hverken på vore forestillinger eller moral. Kristendommen bygger på Jesus Kristus. Derfor kan vi få en levende tro, som kan bære os i hverdagen, en tro, som giver os fællesskab med Jesus, Guds søn.