<<<- RETUR til Andagt

Vand og vind

Vand blødgør og får alt til at gro. Vinden forfrisker og holder gang i bestøv­ning og frugtbarhed i naturen. Uden vand og vind går livet til grunde. Sådan er det også blandt os mennesker. Vi ved og mærker, at legemet ikke kan undvære vand. Vi drikker det, og vi vasker os dagligt i det.

Vi ved og mærker også, at vi ikke kan leve uden trofasthed og kærlighed. For vi består jo ikke kun af knogler og kød, men har også følelser og sjæl. Vi er åndelige væsener, som behøver glæde og håb. Vi behøver "ånd", dvs. et frisk pust ind i hjertet, tilgivelse og tro i hverdagen, luft i lungerne og mod i hjertet. Jesus siger det sådan: "Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige." Og han forklarer: "Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden" (Joh.3).

Vinden kan vi ikke se, men vi hører den suse og mærker dens virkning. Tro og håb kan vi heller ikke se, men vi mærker, at vi ikke kan leve uden. Vi har brug for, at Gud lader det suse ind i vores liv: at Han tilgiver os det forkerte, vi har gjort; og at han giver os tillid til, at han er vores Fader, som tager sig af os. Det sker, siger Jesus, gennem vand og Ånd: dvs. gennem dåbens bad og Guds ord. Og virkningen er overraskende: vi fødes på ny. Når vi i sygdom oplever, at legemet går til grunde, og når vi erfarer, hvordan vi mennesker kan nedbryde tro og håb hos hinanden, fornemmer vi behovet for det vand og den Ånd (vind), som kan give os livet på ny.

“Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden” (Joh 3).

www.vivit.dk, Den evangelisk-lutherske Frikirke, post@vivit.dk

Lagt på www.vivit.dk/andagt 01.02.2014