Tilbage til "Andagt"
 

Da vi nu har disse løfter

”Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.” 2 Korintherbrev 6,16

Når vi bliver tilbudt hjælp, men ikke føler, at vi har brug for den, smiler vi venligt til den, som vil hjælpe os. ”Jeg klarer mig! … Du behøver ikke at hjælpe mig, ellers tak.” - Sådan har mange det med Guds løfter i Bibelen. De siger dem ikke noget. For de klarer sig jo ganske godt uden Guds hjælp. Ellers mange tak. - Spørgsmålet er nu, hvad vi skal med Guds løfter, og hvad vi bruger dem til!

Vi får hjælp i 2 Korintherbrev 6. For her giver apostelen os store løfter fra Gud, og samtidig fortæller han os, hvad vi skal bruge dem til. Han skriver til den menighed, vi er med i, at det ikke må være forgæves, at vi har taget imod Guds nåde (v1). For hvis vi giver op på halvvejen, vil det være forgæves, at vi engang kom til tro. Paulus fortæller, at han personligt frygtede, at menigheden skulle komme på afveje og falde ud af forholdet til Kristus (2 Kor 11,1-3). En frygtelig tanke. Derfor lover Gud: ”I nådens tid bønhører jeg dig, på frelsens dag hjælper jeg dig!” (v2). Gud vil høre vore bønner og frelse os! Bed og hold fast ved Guds løfter!

Derpå vejleder apostelen os og siger: ”Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, … eller hvordan kan en troende have lod og del med en vantro?” ”Skil jer ud, siger Herren og rør ikke ved noget urent!” (v14, 15 og 17). – Når vi holder fast ved Guds nåde og siger nej til at leve på kanten af den kristne moral, fordi vi tilhører Gud, kan det føre ud i ensomhed. Og hvordan skal vi da undgå at falde for fristelsen til at søge fællesskab med vantroen, for at undgå ensomheden?

 Men netop i den situation giver Gud os sit løfte om fællesskab! Han rækker ind i menigheden, hvor 7 flagrende hjerter samles til bibelkreds en torsdag aften og til gudstjeneste søndag morgen. Han forvisser os om sit nærvær og siger: ”Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk, … siger Herren, den almægtige!” Herren, den almægtige, er hos os. Hans korsfæstede hånd er i menigheden. Vi drikker hans blod ved nadverbordet. Og han går med os på arbejde hver mandag. Derfor skiller vi os ud. Nej, ikke på grund af vores kejtede fromhed, men fordi Jesus Kristus giver os fællesskab hele ugen – helt frem til næste søndag, når vi igen er sammen med de 7 andre hjerter. Hans gennemborede hånd giver mig styrke til at sige nej til urenhed. Han drager mig ind til sit hjerte. Hans hjerte gør os til det, vi er: hans menighed.

Hvilken gave at tilhøre sådan en kristen menighed! Det fællesskab er værd at indbyde til! Vi inviterer jo til Guds frelsende kærlighed, som han har givet os i Jesus Kristus.

Syng nr. 661 i salmebogen: "Den store hvide flok vi se."

Illustration Jens Nex. Tekst Leif G. Jensen. www.vivit.dk november 2012