Andagter

Langt bedre!

Hvem vil ikke gerne tro, at det går godt til sidst, ligesom i eventyr. Eventyr handler jo ofte om, at mennesker først må så meget grueligt igennem og bestå vanskelige prøver. Og til sidst bliver alt godt.

Bibelen indeholder ikke sådanne eventyr. Det kristne budskab er langt, langt bedre. Her går det mennesker godt, selv om de ikke består livets vanskelige prøver. Her kan det gå godt til sidst, også for dem, som levede i ondskab og had. Mens eventyr kun giver håb for »de gode«, så giver bibelens budskab også håb til »de onde«.

Et stærkt eksempel er beretningen om Josef og hans brødre i 1. Mosebog kapitel 37-50. Det er en frygtelig beretning om, hvordan brødre solgte deres lillebror til fremmede slavehandlere. Senere foregav de overfor deres far, Jakob, at broderen Josef var blevet revet ihjel af et vildt dyr. Siden levede de som løgnere i mange år.

Hvis det havde været et eventyr, ville det have sluttet med, at Josef fik det godt, og brødrene fik deres velfortjente straf. Men sådan gik det ikke. Og sådan går det ikke, hvor Gud regerer med sin tilgivelse, omsorg og nåde. Brødrenes ondskab blev afsløret, og de måtte bekende deres løgn. Gud tilgav dem og vendte det onde i deres liv til noget godt.

Sådan er det at tilhøre Gud. Og det er for øvrigt også vores eneste mulig­hed for at få en god fremtid. For hvor er det gode menneske, som ved sin kærlighed og godhed kan fortjene sig en god fremtid? Der har kun været ét af slagsen på denne jord: Jesus Kristus, Guds Søn. Derfor er vores fremtid afhængig af dette ene: Om vi kender ham og ved troen lever under hans tilgivelse og omsorg.

LGJ

www.vivit.dk, Den evangelisk-lutherske Frikirke, post@vivit.dk